Der tales nu om, at antallet af obduktioner falder til et historisk lavt niveau.
Forskere og læger står med alvorsfulde ansigter og bebrejder befolkningen for ikke at ville medvirke til at lade deres afdøde blive obduceret.
Jeg tillod, da jeg på min moders dødsleje blev spurgt, at hun blev obduceret, idet jeg dog betingede mig, at vi efterladte fik resultatet, idet dødsårsagen var noget diffus. Jeg vidste udmærket, at en obduktion bestemt ikke var min moders ønske, absolut ikke. Dog havde hun symptomer, som jeg selv kan genkende, hvorfor jeg og mine søskende valgte at være egoistiske, for at kende årsagen.
Der gik en rum tid, og vi hørte intet, og derfor henvendte jeg mig på sygehuset, for at få resultatet. Ikke en døjt ville de fortælle, INTET.
Jeg har siden erfaret, senest her til morgen på TV, at andre har haft samme dårlige oplevelser.
Hvis videnskaben mener noget med deres ønske om at få flere obduktioner, burde man nok tage folks tilladelser noget mere seriøst.
Jeg skal efter denne oplevelse ikke obduceres og vil ikke tillade at mine nærmeste bliver obduceret, hvis jeg igen kommer i en sådan situation, i erkendelse af at det ikke fører til nogen gavn.
(Og så skal TV nok ikke vise de jævnligt viste billede fra dessektionsstuerne og værktøjerne.)
