Igen og igen hører man i den politiske debat, og journalisternes dækning af samme, om at nu koster dette og hint på velfærden, fordi de offentlige udgifter for en kort stund standses på et givent område. Pudsigt nok er offentlige udgifter til sygehuse og uddannelse velfærd, men en skattelettelse så folk selv kan vælge deres udgiftsniveau til sygehuse og uddannelse er velfærdsforringelser.
Oven i købet omtales velfærdsforringelser altid isoleret for det område, hvor der prioriteres mindre midler, selvom de samlede offentlige udgifter er steget. Skal man følge diskursen med at sætte offentlige udgifter lig med velfærd, så har der aldrig nogensinde været så meget velfærd i Danmark som den dag i dag.
Men offentlige udgifter ikke lig med velfærd. Velfærd betyder kort og godt trivsel. De eneste der trives ved offentlige udgifter, kan kun være dem der modtager andres tvangsinddrevne værdier. Desværre er det sådan, at når det offentlige i tidligere tider har forsøgt sig at låne sig ud af problemet med manglende balance på finanserne, hvilket har medført at de offentlige udgifter er gået til renter. Det er der vist ikke meget velfærd over, uanset hvordan man ser det. En rød regering vil derfor ud fra deres egen forståelse af velfærd føre en politik, der skaber mindre velfærd. Medmindre deres personlige trivsel afhænger af hvor mange mennesker de kan underkaste sig magtens vilje. Det skulle man i hvert fald nogen gange tro, at det er den sande venstrefløjs definition af velfærd.
Men velfærd er trivsel, og når det handler om trivsel, må det jo faktisk være størrelsen af privat forbruget, der bedst udtrykker velfærdsniveauet. Ser man på privatforbruget har mange af hylekorene om forringelserne i velfærden jo ret. De ved bare ikke at velfærdsforringelserne skyldes den store andel af offentlige udgifter på bekostning af det velfærdsfremmende private forbrug.
Samfundsøkonomisk gøres alt op i penge, og derfor er velfærd hurtigt reduceret til en monetært fænomen. Dog vendt på hovedet af journalister og politikere der ikke har opdaget, at det faktisk er privat forbruget, der skal øges for at skabe mere velfærd og ikke det offentlige forbrug.
Velfærd er også mange andre ting, som ikke kan købes for penge. Jeg trives i hvert fald bedst i godt vejr, hvor man kan tage familie og venner med på skovtur i Dyrehaven. Det er heldigvis endnu ikke noget, der kan beskattes. Dog er der mange andre ting, som jeg trives ved, som politikerne godt kan lovgive om. Der er en lang række af skatter og afgifter, hvis formål blot synes at mindske min disponible indkomst og dermed mindske mit privatforbrug til ulempe for ikke kun mig, men også min familie og øvrige omgangskreds. Dertil kommer en hel række regler og forbud, som dybest set ikke kommer andre personer ved, men blot er et udtryk for en politisk majoritets moraliseren. Det er regler der ene og alene har til formål at begrænse den personlige frihed.
Personlig frihed er ikke udelukkende et økonomisk fænomen. Personlig frihed til selv at bestemme giver mere trivsel. Det betyder selvfølgelig også at man må tage ansvar for de valg, man har valgt for at maksimere sin personlige velfærd, og nogle gange kan man jo sagtens efterrationalisere at man måske ville have trives bedre med nogle andre valg. Politikerne vil dog gerne mindske den personlige frihed samtidig med at der opfordres til at tage ansvar. Men at tage ansvar for noget man er tvunget til, vil i stedet blive en byrde, og byrder er ikke velfærdsfremmende. Så ikke nok med at indskrænkninger i den personlige frihed opleves som tab af velfærd, så får den lige et ekstra velfærdstab ved en tvungen ansvarspådragelse for valg pålagt af andre.
De fleste trives bedst ved at foretage sig ting, de selv har valg, og som giver mening for dem. Det betyder at jeg sikkert godt kunne have brugt tiden bedre end at skrive dette indlæg, men samtidig trives jeg godt med at komme af med frustrationerne over brugen af velfærd som synonym for galoperende offentlige udgifter.
Og det er jo sådan set velfærd…for mig.
