Har du nogensinde undret dig over hvorfor nogle mennesker er 'tosse gode' og insisterer på at være altruistiske overfor mennesker der intet godt vil dem? Selvfølgelig har du det. Men indtil for nylig har forskningen indenfor dette område været meget beskeden. Det hænger selvfølgelig sammen med at forskning indenfor kultur, religion og genetik og særligt samspillet mellem disse, har været tabu siden kultur-marxisterne overtog samfundet fra 1960erne og frem.
Alligevel er begrebet Pathological Altruism et begreb der vinder frem, for eksempel ved forskningen af Barbara Oakley (referat og artikel her fra Wall Street Journal).
Hvad er altruisme?
Hvad forstår vi ved altruisme? I bred forstand en uselvisk handling, men ikke alle handlinger anses som altruistiske. Vi kalder for eksempel sjældent en uselvisk handling i en familie for altruisme. Det skyldes at vi - når vi kan ignorere den virkelighedsfjerne kulturmarxisme - godt kan gennemskue at blodets bånd, de delte gener, giver et stærkt biologisk incitament til at dele resourcer.
Ja, denne indlysende biologiske forklaring, at delte gener giver sammenhold, bliver ignoreret af dele af presse og intelligentsia, men de fleste normale mennesker føler dog et stærkt familiært bånd uanset om de vedkender sig det eller ej.
Altruisme er derfor en uselvisk handling overfor en person der ikke tilhører ens nærmeste.
Hvorfor altruisme og Hajnal linjen
Hajnal linjen (se illustration fra Wikipedia her), er en påstået opdeling (af John Hajnal) af Europa, baseret på forskelle i familieforhold i Europa. Vest for Hajnal linjen finder vi grundlæggende autonome kernefamilier, mens vi øst og syd finder større klan lignende familier. Denne opdeling er ikke ny og var allerede tilstede for mindst 500 år siden.
Vest for linjen gifter man sig senere og sjældent eller aldrig med kusiner/fætre. Man bor i små uafhængige kernefamilier.
Øst og Syd for linjen gifter man sig tidligere, ofte med kusiner/fætre og får mange børn. Man bor ofte flere generationer sammen.
Denne opdeling spiller en stor rolle i samfundets evolutionære pres. Hvorfor denne forskel dog opstår er sværere at forklare. Det er blevet forsøgt forklaret ved Feudalisme og Manorismen, hvorved fæstebonden i et forhold til hans adelige 'herre', havde et lille et familie gårdbrug og hvor slægtens jord derved ikke spillede så stor en rolle. I Sverige og Norge har man dog aldrig haft denne type landbrug, men derimod i højere grad frie bønder. Det er også blevet hævdet at det skyldes kristendommen og særlig kirkens forbud mod fætter-kusine ægteskaber.
Altruismen som genetisk egoisme - Outbreeding vs Indbreeding
Hvorom alting er, så er det afgørende at man igennem meget lang tid i Vest og Nordeuropa, måske tusindvis af år, måske kun 1000 år, haft en stærk tradition for at gifte sig udenfor den nærmeste familie (kusine/fætter). Det kalder man i biologien 'outbreeding'. Modsat har man i Østeuropa og Sydpå haft tradition for at gifte sig familiært - 'inbreeding'.
Det viser sig også vedt at Nordboere er de mindst indavlede mennesker i hele verden. Konsekvenserne ved indavl ved vi fra biologien er oftest klart negative.
Men lad os se på konsekvense af inbreeding modsat outbreeding. Når man historisk gifter sig med familie, fjern om denne måtte være, så spredes genmaterialet ikke særlig langt. Man har en meget stor del genmateriale tilfælles med sin slægt og føler derfor biologisk en stor samhørighed overfor denne. Samfund som disse kæmper ofte med slægtsfejder, vendetta, æresdrab og lignende.
Når man gifter sig udenfor familien spredes generne vidt og bredt. Over tid vil en landsby og by have et genmateriale der er meget diversificeret. Man kan groft sagt sige, at du ikke ved om den du møder på gaden har en fælles forfader ikke langt tilbage. Måske fornemmer du det - biologisk - ligesom du fornemmer blodets bånd til Julemiddagen også med fjerne slægtningen.
Denne følelse af samhørighed genetisk, skaber et incitament til at yde hjælp - at være altruistisk - overfor den fremmede, da du sandsynligvis deler et betragteligt genmateriale med vedkommende og desuden fordi du ved at du måske gennem familiens giftemål kan blive i familie med vedkommende.
Derved opstår det altruistiske nordiske samfund. Fordi slægten erstattes af folket, derved at gentagen outbreeding giver alle en genetisk andel i det større samfund.
Den Patologiske Altruisme
Nordboere er af mange igennem historien blevet kaldt tillidsfulde, venlige og også naive. I USA har de Minnesota Niceness, der dækker over den venlighed som indbyggere i Minnesota viser fremmede. Minnesota er befolket af folk med efternavne som Hansen og Svensson. Efterkommere af skandinavere.
Problemet opstår når en genetisk ensartet, men divers befolkningsgruppe støder sammen med en befolkningsgruppe der er klan og slægtsbaseret. På grund af inbreeding føler en sådan gruppe sig ikke genetisk forpligtet overfor andre end deres nærmeste slægt. Det ses meget tydeligt i Mellemøsten hvor klaner dominerer og kun den stærke hånd kan forene de stridende slægter, oftest kun ved at love plyndringsguld til deling.
Den patologiske altruisme er derfor desværre en genetisk uafvendelig evolution, der tjener et formål i det homogene genetisk diverse samfund, men i biologisk forstand er meget farligt i et nyt habitat. Man kan sammenligne dette med når en invasiv art introduceres i et habitat. Her har den naturlige fauna ingen modstandsdygtighed.
Når vi har med mennesker at gøre der tilsyndeladende handler imod egen interesse, skal vi derfor måske holde lidt igen og ikke angribe dem så hårdt. De er ofre for deres gener, intet mere eller mindre. Syge mennesker med et overfungerende beskyttelsesapparat, der ikke kan fungere i den hårde dyriske verden ved hvilken masseindvandringen har omdannet Europa til.
