Sandheden i graven

DER LEVER STADIG jøder, der overlevede rædslerne på Østfronten

Hans Christian Davidsen,

22/06/2011

DER LEVER STADIG jøder, der overlevede rædslerne på Østfronten. Man behøver blot at tage til den jødiske menighed i København for at tale med overlevende fra Holocaust. Og det er en hån mod ofrene, at en værnemagtssoldat gengiver en så forvrænget version af historien, som Jens A. Berg gør i bogen »Fanget på Østfronten« (udsendt på Gyldendal i juni 2011). Dette er ingen akademisk debat. Den nåede for alvor Tyskland med den store værnemagtsudstilling i Berlin i midten af 1990erne. Og for godt et år siden trykte Der Spiegel et interessant interview med en fremtrædende Røde Kors-kvinde, der var udsendt til Østfronten under Anden Verdenskrig. Hun konkluderede, at alle havde vidst, hvad der foregik. Og hvis nogen må have vidst det, må det have været Jens A. Berg. Han var ordonnans på motorcykel. En ordonnans er en soldat, der overbringer meldinger og befalinger fra en militær befalingsmand.

JENS A. BERG KAN - ganske menneskeligt - have fortrængt sandheden eller bare ønsket at fremstille sin kammerater i et godt lys. Et centralt punkt er dog, at erindringerne egentlig ikke adskiller sig væsentligt fra de erindringer, man har læst fra dansksindede sydslesvigere, der har været med i Wehrmacht på Østfronten. Måske er det min hukommelse, der er ringe, måske er de mange dansksindede sydslesvigske soldaters hukommelser, der var eller er det. Det er forbavsende så lidt, østfrontens virkelige rædsler bliver behandlet eller kommenteret i erindringerne - hvilket jo når alt kommer til alt er såre menneskeligt.

FOKUS I ERINDRINGERNE ligger som regel på temaerne:

" Vi kæmpede i en krig, der ikke var vores.

" Vi valgte at trække i Hitlers uniform frem for at desertere for over for herbergsstaten Tyskland at kunne beholde den moralske ret til hjemstavnen Sydslesvig.

" Vi sultede og frøs ganske forfærdeligt.

" Vi havde ikke kontakt med familien derhjemme i X antal måneder eller år (i det tilfælde at soldaterne bagefter havnede i sovjetisk krigsfangenskab).

SKAL MAN DØMME efter de erindringer, der foreligger, er det påfaldende, hvor få dansksindede sydslesvigere, der har deltaget i eller overværet krigsforbrydelser - det vil sige nedslagtning af civile, partisaner og jøder. Det er nogle gange som om, selvforståelsen har været: Vi var som medlemmer af det danske mindretal selv ofre. Til sidst kom vi til at stå på vindernes side (= de godes side). Og hvem ville frivilligt fortælle sandheden om, hvad man måtte have vidne til eller selv deltaget i af grusomheder?

DERFOR ER DE KRITISKE spørgsmål nødvendige. Et langt stykke hen ad vejen kom historikeren Martin Bo Nørregård, da han i 2009 publicerede sin forskning i bogen »Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste« (udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig). Bag udgivelsen ligger behandlingen af 3500 feltpostbreve samt enkelte dagbøger. Martin Bo Nørregård har aldrig fundet belæg for, at danske sydslesvigere skulle have været involveret i massemord på jøder. Men flere brevskrivere beretter dog, at »når de fandt partisaner, skød de dem på stedet«.

ET SYDSLESVISGK KORYFÆ som den senere højskolemand Niels Bøgh Andersen gik frivilligt ind i den hviderussiske by Borosov for at overvære likvideringen af over 7000 jøder. Sjovt nok skal man i bogen læse netop tyske officerer skrive, at likvideringen af jøder havde »en nærmest magisk tiltrækningskraft« på værnemagtssoldaterne. Og mon der var forskel på dansksindede og tysksindede her? Martin Bo Nørregård konstaterer, at der i det daglige på Østfronten slet ikke var den store forskel på dansk- og tysksindede værnemagtssoldater.

EN ENKELT DANSKSINDET værnepligtig, Frederik Petersen, tog fotos af nedslagtning af jøder i Rumænien. Rystende fotos, der også kan ses i Martin Bo Nørregårds bog, men fotos, som ikke adskiller sig fra andre velkendte fotos af masse-likvideringer på Østfronten. Flere af disse dansksindede soldater er blevet interviewet og burde her have fået de kritiske spørgsmål, men ofte er interviewene endt som rene kaminpassiarer som i bogen »Bjørnens klo« udsendt i 2008 af lektorerne Erik Over gaard Pedersen og Mogens Pontoppidan.

Det hele bliver kun til gisninger om fortielser. Sandsynligheden taler stærkt for, at mange af de cirka 1000 dansksindede sydslesvigere på Østfronten har gjort, vidste og har set meget mere, end de fortæller. Nærmere kommer vi det nok aldrig.

Kilde: