»Snigmorderen« kunne have brændt hele ozonlaget af

Vi skal være glade for, at den ikke futtede af i vores kosmiske nabolag

Pal Ikke angivet,

19/01/2016

Vi skal være glade for, at den ikke futtede af i vores kosmiske nabolag. For så ville vi være blevet badet i et overjordisk blændende lys, og strålingen ville have brændt Jordens beskyttende ozonlag af med dramatiske konsekvenser for klodens biologi.

Nu skete den gigantiske stjerneeksplosion i stedet i en fjern, fjern galakse 3,8 milliarder lysår borte. Til gengæld var den såkaldte supernovaeksplosion langt den kraftigste, der nogensinde er observeret. Så lysstærk var den, at den på sit højeste lyste et sted mellem 20 og 50 gange kraftigere end samtlige de over 200 mia. stjerner i vores galakse, Mælkevejen.

I tidsskriftet Science kalder det internationale forskerteam bag opdagelsen da også supernovaen for »den kraftigste, der er observeret i menneskehedens historie«. De understreger, at den var mindst dobbelt så kraftig som nogen anden supernova, der er opdaget.