Jeg er rasende og jeg er skidesur - rasende over at blive udråbt som jødehader og antisemit når jeg ikke hader jøder, skidesur over at blive kaldt antisemit når jeg aldrig har generaliseret, negativt eller positivt, om jøder.
Men jeg bliver også klogere: Det hed sig under Muhammed-krisen at danskere og vesterlændinge ingen uangribelige dogmer og tabuer har; at vi ikke er som de dumme, overtroiske muslimer.
Det passer ikke. Et stort dogme afslører sig, når et par klaphatte forsøger at bremse kritik af Israel - ikke ved at gå i rette med kritikken i en åben og reel debat, men ved at stemple og stigmatisere kritikeren.
Det er overtro så det vil noget: Vi ved det ikke - vi kan i hvert fald ikke argumentere for at du tager fejl, men vi synes lissom at du er ond, og at der lissom går en lige linie fra israel-kritikken til noget holocaust-agtigt, og vi skammer dig ud indtil du holder kæft.
Dogmet om Israel er mest udbredt i borgerligt-liberale og -konservative kredse. Venstrefløjen er langt foran de borgerlige i sober og videnskabelig tilgang til konflikten i Mellemøsten, og det er der mange forklaringer på, og en særlig 'marxistisk antisemitisme' er ikke én af dem.
De fleste mainstream-borgerlige og den liberale intelligentsia holder lav profil, for de ved godt at en seriøs diskussion af konflikten mellem israelere og palæstinensere, selvom den basalt set er nem at fatte, også fordrer indgående kendskab til detail-historien. Og hvem gider gøre det intellektuelle arbejde hvis det ikke er nødvendigt, og hvem stiller frivilligt op til 'antisemitisme-spank' bagefter?
De værste stemplere af israel-kritikere findes på den nationale fløj; blandt folk hvor danskhed er identitet, og hvor islamkritik er blevet et raison d'etre. I netop de nationalsindede kredse der hyler op som stukne grise hvis nogen vover at kalde Lars Hedegaard eller Mogens Camre for racister, netop her viger man ikke tilbage for at dæmonisere folk som har et anderledes syn på Israel-Palæstina konflikten.
Og det er selvfølgelig ikke overraskende - at det netop er blandt national-fundamentalisterne man finder de mest overtroiske - for zionismen er også en blut-und-boden nationalisme, og islam er de danske og de jødiske nationalisters fælles fjende.
Stempling og stigmatisering, ganske blottet for argumentation - hvor finder vi ellers den slags? Jo, hos stærkt fundamentalistiske muslimer, som heller ikke bryder sig om angreb på dogma, eller blandt fromme katolikker og bibelbælte-amerikanere og Stalin-tro gammelkommunister.
Der findes afgjort sofistikerede og sobre israel-apologeter som man skal stå tidligt op for at få has på, men primitivisternes indsats for Eretz Israel skal ikke undervurderes. 'Antisemitisme' og 'jødehad' er grimme stempler som har det med at klæbe.
I sidste ende er det imidlertid ikke i nogen som helst' interesse - hverken jøder eller israeleres - at legitim og sober kritik forsøges stigmatiseret. Uretfærdige stemplinger har det med at fremme hvad de søger at hindre: Racisme, Konspirationer og Myter. Derfor råber jeg sjældent selv "racist".
Og uanset hvor meget man råber og stigmatiserer, så er Israel som et jødisk monopol alligevel en død sild*, selvom zionisterne er de sidste der opdager det. Men sådan er nationalister jo; lidt langsomme i optrækket.
----------------------------------------------------------------------------------------------------
* Mit gæt er, at zionismen lider en stille død om 15-20 år, hvorefter Israel-Palæstina og Jerusalem transformerer sig til et etnisk og religiøst neutralt samfund med lige rettigheder og regler for alle.
Men jeg bliver også klogere: Det hed sig under Muhammed-krisen at danskere og vesterlændinge ingen uangribelige dogmer og tabuer har; at vi ikke er som de dumme, overtroiske muslimer.
Det passer ikke. Et stort dogme afslører sig, når et par klaphatte forsøger at bremse kritik af Israel - ikke ved at gå i rette med kritikken i en åben og reel debat, men ved at stemple og stigmatisere kritikeren.
Det er overtro så det vil noget: Vi ved det ikke - vi kan i hvert fald ikke argumentere for at du tager fejl, men vi synes lissom at du er ond, og at der lissom går en lige linie fra israel-kritikken til noget holocaust-agtigt, og vi skammer dig ud indtil du holder kæft.
Dogmet om Israel er mest udbredt i borgerligt-liberale og -konservative kredse. Venstrefløjen er langt foran de borgerlige i sober og videnskabelig tilgang til konflikten i Mellemøsten, og det er der mange forklaringer på, og en særlig 'marxistisk antisemitisme' er ikke én af dem.
De fleste mainstream-borgerlige og den liberale intelligentsia holder lav profil, for de ved godt at en seriøs diskussion af konflikten mellem israelere og palæstinensere, selvom den basalt set er nem at fatte, også fordrer indgående kendskab til detail-historien. Og hvem gider gøre det intellektuelle arbejde hvis det ikke er nødvendigt, og hvem stiller frivilligt op til 'antisemitisme-spank' bagefter?
De værste stemplere af israel-kritikere findes på den nationale fløj; blandt folk hvor danskhed er identitet, og hvor islamkritik er blevet et raison d'etre. I netop de nationalsindede kredse der hyler op som stukne grise hvis nogen vover at kalde Lars Hedegaard eller Mogens Camre for racister, netop her viger man ikke tilbage for at dæmonisere folk som har et anderledes syn på Israel-Palæstina konflikten.
Og det er selvfølgelig ikke overraskende - at det netop er blandt national-fundamentalisterne man finder de mest overtroiske - for zionismen er også en blut-und-boden nationalisme, og islam er de danske og de jødiske nationalisters fælles fjende.
Stempling og stigmatisering, ganske blottet for argumentation - hvor finder vi ellers den slags? Jo, hos stærkt fundamentalistiske muslimer, som heller ikke bryder sig om angreb på dogma, eller blandt fromme katolikker og bibelbælte-amerikanere og Stalin-tro gammelkommunister.
Der findes afgjort sofistikerede og sobre israel-apologeter som man skal stå tidligt op for at få has på, men primitivisternes indsats for Eretz Israel skal ikke undervurderes. 'Antisemitisme' og 'jødehad' er grimme stempler som har det med at klæbe.
I sidste ende er det imidlertid ikke i nogen som helst' interesse - hverken jøder eller israeleres - at legitim og sober kritik forsøges stigmatiseret. Uretfærdige stemplinger har det med at fremme hvad de søger at hindre: Racisme, Konspirationer og Myter. Derfor råber jeg sjældent selv "racist".
Og uanset hvor meget man råber og stigmatiserer, så er Israel som et jødisk monopol alligevel en død sild*, selvom zionisterne er de sidste der opdager det. Men sådan er nationalister jo; lidt langsomme i optrækket.
----------------------------------------------------------------------------------------------------
* Mit gæt er, at zionismen lider en stille død om 15-20 år, hvorefter Israel-Palæstina og Jerusalem transformerer sig til et etnisk og religiøst neutralt samfund med lige rettigheder og regler for alle.
