Behandlersamfundet - direkte kurs mod Orwells 1984?

Jeg er en af de mange som med jævne mellemrum orienterer mig om stort og småt ved blandt andet at læse nyheder og debat rundt omkring på det store ...

Jens Knudsen,

16/01/2017

Jeg er en af de mange som med jævne mellemrum orienterer mig om stort og småt ved blandt andet at læse nyheder og debat rundt omkring på det store internet.

Under min daglige tur rundt på nettet stødte jeg på en denne 'nyhedsartikel' fra DR som refererer til et forskningsprojekt der konkluderer at 'Hvert Tredie Sygehus Har Ingen Hjælp Til Overvægtige Børn'.

Her skulle der have været et link til artiklen på DR, men 180graders redigeringsværktøj laver mærkværdige knuder for mig, og jeg har derfor været nødsaget til at slette det genstridige link.

I er derfor henvist til at finde DR artiklen på egen hånd. Beklager.

For mig er der ingen tvivl om, at fedme er en stor udfordring både for den enkelte og generelt for den såkaldte folkesundhed.


Men... jeg begriber ikke hvordan nogen i fuldt alvor gør sig til fortalere for at fedmebehandling bør være et samfundsbetalt behandlingstilbud som man kan forvente på ethvert sygehus.

Burde man ikke som forældre vide:

1) At fedme ALTID skyldes indtagelse af flere kalorier end der forbrændes.

2) At det ikke nødvendigvis er en god ide at køre børnene til skole, sport og andre fritidsaktiviteter i den firehjulede blikæske.

3) At der ikke er noget forkert i at indtage fedt og sukkerholdige fødevarer, men at mængden er den altafgørende faktor.

4) At ukontrolleret indtagelse af sodavand, chips og slik medens ungerne for nemheds skyld er pacificeret foran spillekonsol og fjernsyn er et soleklart og konsekvensfornægtende forældresvigt.

5) At lade sine børn æde sig syge er en menneskeret, men det er ikke nødvendigvis en menneskeret at kunne kræve skatteyderbetalt behandling som kompensation for manglende forældreansvar.

Der kan kan naturligvis være omstændigheder som gør at offentligt betalt fedmebehandling er båret af samfundsmæssig sund fornuft og rationalitet, så jeg er på ingen måde fortaler for at misbrugere skal efterlades til en kummerlig tilværelse i rendestenen!

Og man kan iøvrigt anskue problematikken vedrørende misbrug af alkohol, tobaksrøg og narkotika nogenlunde parallelt.

Men når behandlersamfundet (som i overvejende grad lader sig styre af forskere og eksperter iklædt faglige og kultursocialdemokratiske skyklapper) uden yderligere nuancer anser et misbrug for at være en sygdom der skal kunne behandles kvit og frit overalt, og til enhver tid, så bevæger vi os efter min mening ud på en dødsens farlig samfundsmæssig glidebane.

En glidebane hvor den enkelte fratages sit personlige ansvar, hvorefter det offentlige med et logisk samfundsøkonomisk og tungtvejende argument vil søge at tilrane sig retten til at regulere borgernes risokoadfærd gennem lovgivning og detailstyring, for folket kan jo tydeligvis ikke finde ud af det selv.

Det er en utrolig vanskelig balance, en næsten kropumulig prioriteringsopgave, men hvis vi lader behandlerne få lov til at behandle alt hvad der kan behandles, på skatteydernes regning, overalt og til enhver tid, så vil det medvirke stærkt til at fastholde kursen mod et fremtidigt danmark der bliver mere end svært at skelne fra det Orwellske 1984.

Wikipedia artikel Orwells roman 1984: https://da.wikipedia.org/wiki/1984_%28roman%29

Opfordringen herfra skal derfor være:

Slap lige lidt af, behandlerdanmark!

Fratag ikke den enkelte for alt for meget personligt ansvar og fratag ikke den enkelte fra alt for mange  personlige konsekvenser, for det vil med usvigelig sikkerhed føre til at alle laller mere eller mindre ansvarsløst rundt og giver samfundet skylden for alle de fortrædeligheder som de i kultursocialdemokratisk enfoldighed reelt har påført sig selv.

Suk!

Kilde: