Den moderne krænkelsesparathed

For 20-30 år siden var det utænkeligt, at nogle ville føle sig krænkede over hvide mænd, udklædningsfester og højskolesangbogen. Hvad er der sket og hvordan forklare den nye tidsånd? Hvis man var ung for 20-30 år siden, vil man formodentlig se med undren på det nye fænomen og være fristet til at gribe til meget lidt flatterende karakteristikker af det nye. Det er dog ikke særlinge og undtagelser, der føler sig krænket. Det er en generel tendens. Hvad skyldes den?

  Lad os først slå fast, at selve begrebet krænkelse historisk set har været brugt om overtrædelser af regler. Man krænker et luftrum, en traktat, en aftale og krænkelsen handler derfor om noget faktuelt og ikke om følelseslivet hos den person, der påpeger krænkelsen. Diskussionen har historisk set derfor handlet om, hvorvidt det kunne godtgøres, at der faktisk var tale om en krænkelse.

  Nu bruges begrebet om følelseslivet hos en person, der oplever et eller andet, som personen føler som krænkende. Det faktuelle og saglige er dermed væk. Kriteriet på om der foreligger en krænkelse synes at være den subjektive oplevelse.

  Problemet med den subjektive følelse er, at den isolerer personen i sin egen boble og umuliggør kommunikation. Derfor er det helt afgørende at flytte fokus fra den enkeltes følelsesliv til en diskussion af, hvorvidt det, som har foranlediget følelsen, kan retfærdiggøres rationelt. Når vi tænker og argumenterer, er vi indstillet på at møde og forstå hinanden. Derfor bliver det muligt at tale om, hvorvidt følelsen er berettiget eller uberettiget og stille skarpt på sagen.

  Når man bruger begrebet krænkelse om følelseslivet, kommer det til at minde om følelser som fornærmethed, indignation eller berettiget harme. I disse følelser ligger implicit en vurdering af deres berettigelse. En følelse som fornærmelse rummer altid en ømskindethed og en proportionsforvanskning, som let slår over i andre svage følelser som misundelse og hævngerrighed. Den fornærmede kan ikke håndtere verdens indtryk, som skaber et kaotisk indre med mindreværdsfølelser og giftige udgydelser til følge. Særligt fjendebilleder trives blandt sådanne svage og forknytte væsener samt en forkærlighed for at skære verden til i overskuelige kasser af ond og god uden for mange nuancer. Desuden rotter de sig sammen og agerer i flok og de er i risiko for at knytte sig til absolutte doktriner med ensretning og stærke hierarkier samt mere eller mindre bevidstløse paroler.

  Noget andet med indignationen eller den retfærdig harme, som i modsætning til fornærmelsen handler åbent og direkte imod uretfærdigheden. En sådan person er for så vidt ikke krænket fordi fokus er på verden og dens uretfærdighed. Fokus er slet ikke på det personlige følelsesliv selv om det kan være det, der driver personen til handling. Fokus er heller ikke på, at det er andre, der skal gøre noget for den indignerede er indstillet på, at det er ham selv, der skal handle.

  Den passive fornærmethed forvansker virkeligheden i modsætning til den aktive retfærdige harme, der ser virkeligheden, som den er. Den fornærmede slukker telefonen og er samtidig fornærmet over, at ingen ringer. Den retfærdigt harme starter et børnehjem eller hjælper på anden måde personligt til.

  Det deprimerende er, at den moderne krænkelsesparathed i udpræget grad er i familie med den passive fornærmethed.

  Lad os tage et eksempel fra den virkelige verden: en mor tog med sine børn til en forlystelsespark, hvor hun ved en af forlystelserne stødte på et skilt med en beskrivelse af en troldmand, der med en trylledrik kunne skænke kvinder evig ungdom og skønhed. Moren tog anstød af teksten, da den ikke stemte overens med hendes egne værdier og idealer og hun ønskede heller ikke sine børn udsat for sådanne tanker. Hun skrev om det på Facebook og fik overvældende tilslutning – endda også fra forlystelsen selv, der lovede at fjerne skiltet.

  Det vanvittige er her at ingen tilsyneladende har sans for den utrolige selvoptagethed, som en sådan handling er udtryk for. Det er en følelsesboble, som moren og alle hendes støtter befinder sig i og som ikke tåler at møde noget andet end sig selv. En navlebeskuen, en narcissisme og en fuldstændig mangel på horisont, som i sin bevidstløshed mener at ens egne helt tilfældige og vilkårlige følelser skal gælde for resten af verden. Det vanvittige er for så vidt ikke moren, men at moren møder stor forståelse og opbakning. Det vanvittige er heller ikke klagen over en ung blond pige, men at den får medhold. Det vanvittige er ikke en klage over et udklædningstema, men at et universitet kan tage den alvorligt.

  Er det en generation af curling-mennesker, der igennem hele livet har været vant til at kunne kræve særhensyn og specialregler for sig selv? En identitetsdannelse så vakkelvorn at alt, der er anderledes, bliver farligt og fjendtligt? En selvoptagethed så indgroet, at den slet ikke opfattes som selvoptagethed? Et følelsesliv så skrøbeligt, at man kun kan trives, hvis man får ret i alle sine følelser og idiosynkrasier?

  Hvad er der blevet af fornuft og tænkning? Hvis jeg tænker, kan jeg finde det anderledes spændende og prøve at forstå det uden jeg behøver fjendebilleder. Tænkning fører mennesker sammen og når jeg tænker, behøver jeg ikke overalt møde mig selv – faktisk er det forfriskende at møde noget andet. Det er ikke truende, at der findes andre tanker end mine egne – det er tværtimod berigende og de må gerne være der. Hvis jeg stemmer på Enhedslisten er det opløftende at høre på Dansk Folkeparti og omvendt. Den laissez-faire liberale bliver inspireret af kommunistiske tanker og omvendt. Hvis alle andre, der mener noget andet end mig selv, er idioter, er det mig selv, der er idiot.

  Hvis jeg forbliver i min passive, selvoptagede krænkelsesparathed, har jeg valgt, at jeg ikke vil forstå verden, men isolere mig i en selvtilstrækkelig krænkelsesboble og kun omgås og høre på andre, der kan agere åndelige rygklappere til gensidig selvbekræftelse. Samtalen forstummer og forståelsen for, hvordan det anderledes og fremmede er afgørende for min egen åndelige vækst, er væk. Derfor bliver der heller ingen åndelig vækst – snarere en lugt af noget indelukket. Det er åndeligt onani.

  I biblen foreslås probate midler til de forargede: hvis det, du ser, forarger dig, så riv øjet ud og hug din hånd af. De, der overvinder forargelsens fristelse, kaldes til gengæld for salige. Det skyldes at forargelsen blokerer for forståelsen. Er man først søgt op i røven på sig selv, kræves der åbenbart stærke midler for at komme ud igen. Til gengæld bliver udsigten væsentlig bedre, når man først er ude.

 

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere