Har netop set "Nærkontakt - selvovervågning" på DR2. Et program der, forholdsvist, neutralt stiller skarpt på quantified self bevægelsen. I daglig tale kaldet selv-overvågning. En bevægelse der indeholder mennesker, der via forskellige apparater, apps og teknologi måler alt på egen krop. Alt fra vægt, kropsfedt, hudfugtighed, afføringsvaner m.m. - you name it!
Hvorfor så denne bevægelse? Svaret er ofte det samme: et længere og sundere liv.
Bevares, det fortås godt. "Livet er skønt, hvis bare man har karaktersvaghed nok til at nyde det" skrev Sokrates for mange år siden. I dag hander det om at have karakter til at følge anvisningerne fra selvproklamerede og statsproklamerede sundhedsguruer. Guruer, der ofte, har egeninteressen forrest. Sundhed er blevet det nye slagord. Der er penge i sundhed. Og frygt.
For handler det ikke mest af alt om frygt? En universel frygt for det uundgåelige og ofte ubegribelige faktum, at vi skal dø? Det skrev Søren Kierkegaard en masse om. "Frygt og bæven". Angsten er univsersel menneskelig.
"Memento mori" proklamerede man i middelalderen - husk du skal dø. Med andre ord Piet Heins gruk: "Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det!".
Jeg stiller hermed spørgsmålet:
Lever vi mens vi gør det, hvis vi lever af, på og med selv-overvågning? Hvornår er der tid (læs: frihed) til at nyde livet så? Til at være i det nu der er nu?
For det er nu det jo er nu, og ikke i morgen.
Et kærligt og kritisk blik på en tendens George Orwell allerede i årene op til 1949 med ugivelsen af "1984" forudsagde.
Denne selv-overvågning er på mange måder en pendant til den altid sprængfarlige diskussion i mellem religion og atheisme. Nietzsche var på mange måder imod religion. Fordi religionen helligede tanken om det efterfølgende liv, dvs. livet efter døden. Det handlede altså, ifølge Nietzsche, sjældent eller aldrig, om det levede liv. Det liv der er nu!
Jeg ser ligheder her. Vi glemmer det levede liv. Ingen kender dagen - ingen kender i morgen. Det er nu det er nu!
Et spørgsmål jeg sikkert vil få er: "Hvordan kan du vide, at det ikke er, at leve for dem der selv-overvåger sig selv?"
Det kan jeg heldigvis heller ikke. Men er man én af de få der formår og magter at træde et skridt til side fra vægten og målingerne engang imellem. Ja, så tror jeg faktisk man er heldig.
Er det tilfældigt der er en stigning i antallet af psykiske lidelser og diagnoser? Eller er vi simpelthen blevet fangere i vores selvkreerede fængsel - sundhedens dogme - sundhedens fangehul?
Kære medmennesker. Hermed et kritisk blik på en samfundstendens. Tag den for hvad den er - en subjektiv og almen samfundsovervågenhed.
