Minister med opfordring til ledige akademikere: Tag et job i Netto

Det seneste stykke tid har der været debat om nyuddannede akademikeres ledighed. På trods af generel høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft, ligger ledigheden blandt nyuddannede akademikere stadig højt.

Fra 2013 er den generelle ledighed faldet fra seks til fire procent, men de nyslåede akademikeres ledighed står i stampe og følger ikke med den generelle udvikling. Det problem vil regeringen anført af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) gøre noget ved.

I medierne har der været flere konkrete sager om ledige, nyuddannede akademikere, som har følt sig for fine til at tage almindelige jobs, men i stedet hellere vil være på overførselsindkomst, indtil de finder drømmejobbet.

Blandt andet har Berlingske interviewet en ung mand ved navn Emil Lundbo, som efter en kandidat i psykologi og globale studier fra Roskilde Universitet (RUC) føler sig for fin til at tage et job i IKEA.

Nu kommer beskæftigelsesministeren dog med en opsang til Emil Lundbo og andre nyuddannede akademikere, der føler sig for fine til f.eks. et job i IKEA eller Netto.

”Hvis der er job at få, så skal man tage dem, og det kan endda være med til at kvalificere én og give læring. Jeg har selv siddet i kassen i Netto, og det gjorde mig mere erfaren. Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl, uanset hvor mange år man har gået på universitetet”, siger Peter Hummelgaard til Berlingske.

3 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere