Rekordmange udlændinge har job i Danmark

Danske virksomheder bliver ved med at ansætte flere udenlandske arbejdere, og nu arbejder et rekordhøjt antal udlændinge i Danmark

Claes Theilgaard,

22/08/2019

Danske virksomheder bliver ved med at ansætte flere udenlandske arbejdere, og nu arbejder et rekordhøjt antal udlændinge i Danmark. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering konkluderer, at hele 222.500 fuldtidspersoner med udenlandsk statsborgerskab i første halvår 2019 var i job i Danmark.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er det høje antal udenlandske arbejdere ikke udelukkende en god nyhed. Derimod kalder han det et "tveægget sværd" i et interview med Børsen:

- Jeg synes grundlæggende, at udenlandsk arbejdskraft, EU-borgere i særdeleshed, skal være meget velkomne til at arbejde i Danmark. Det vigtigste er, at det sker på danske løn- og arbejdsvilkår, siger han til Børsen, men tilføjer:

- Det er sindssygt vigtigt, at vi ikke glemmer de mange ledige, der stadig er i Danmark, og at vi bruger den kæmpe mulighed, der er lige nu, hvor der stadig er stor efterspørgsel efter arbejdskraft, til at opkvalificere de ledige og give dem mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.