10 millioner i støtte til usund livsstil

Bjerknæs blogger om borgerlighed

Borgerlige som undertegnede er mere i tvivl om det samfundsnyttige i et forslag, der må læses som en blåstempling af en usund livsstil.

Okt 07, 2018

2

10 millioner i støtte til usund livsstil

Borgerlige som undertegnede er mere i tvivl om det samfundsnyttige i et forslag, der må læses som en blåstempling af en usund livsstil.

Regeringen vil give ti millioner kroner i offentlig støtte til at styrke e-sport fra næste år. Det er et usundt budskab fra den borgerlige regering til børn og unge i Danmark.

Slår man op i finanslovsforslaget står der, at pengene sættes af for at fremme arbejdet med e-sport, herunder afholdelse af e-sportsevents. Nogle borgerlige vil nok indvende, at e-sportbranchen jo i forvejen klarer sig fint uden statslige støttekroner, hvorfor håndsrækningen er overflødig, og, at initiativet egentlig bare illustrerer det almindelige sjask med offentlige midler. Det er ikke så meget mit ærinde.

Borgerlige som undertegnede er mere i tvivl om det samfundsnyttige i et forslag, der må læses som en blåstempling af en usund livsstil. Forslaget kommer oven i købet i kølvandet på en række vigtige samfundsdebatter om, hvordan skærmene vi omgiver os med kan være afhængighedsskabende og ødelæggende for både menneskeligt samvær og den indre balance.

Familier over hele landet martres allerede af hjemlige konflikter, der har rod i typisk drenges overdrevne forbrug af computerspil. Om det er skydespil eller rollespil, så er det altopslugende forbrug af computerspil en indikation om usunde prioriteringer, en virkelighedsflugt der kan æde løs af døgnets aktiviteter og socialt samvær. Forældre kan berette om natteroderi, forsømte pligter og lektier, et sparsomt udeliv og fodboldstøvler, der aldrig er blevet pakket ud. Det er trist. 

Man kan slå på, at de unge jo er i kontakt med andre unge fra hele verden. Det er da interaktivt på den måde. Men denne interaktivitet er forloren og ustabil al den stund den tilsidesætter fokus på det nære. Og man bør heller ikke glemme, at i tusindtal af spilprogrammører i årevis har siddet og arbejdet med at knække koden til den totale afhængighed. I sidste ende har spilfirmaerne endda måtte slå pjalterne sammen med dygtige adfærdsforskere, der ved hvordan afhængighed virker.

Og hvad er det for en livsstil som regeringen med finanslovsinitiativet er med til at promovere? At det er så efterstræbelsesværdigt at komme til at spille foran et verdenspublikum, at man med god samvittighed kan ofre alt det vi ellers forstår ved en sund, balanceret og naturlig opvækst?

Et umådeholdent computerspilsforbrug vil sandsynligvis også ligge til grund for fremtidens professionelle ’gamere’. Og verdensscenen er kun stor nok til at det vil lykkes for en brøkdel af de, der gør forsøget. Alt imens vil det for de mange andre individuelt og konkret akkumulere til tusindvis af spildte timer.

Så hvad er samfundsnytten lige ved at blåstemple computerspil som levevej? Hvorfor vil regeringen dog ophøje en livsstil, der er usund, asocial og samfundsdepraverende? Man skylder ganske enkelt at forklare, hvordan det kan være i fællesskabets interesse, at flere børn og unge skal til at spille mere computerspil.

En konservativ kulturminister kom engang for skade at sige, at kunstens opgave er at provokere. Det afslørede, at kulturministeren stod på aldeles usikker grund. Forslaget om støtte til e-sport er båret frem af en konservativ kulturordfører, og vidner ligeledes om, at denne må være gledet væk fra et konservativt ståsted, hvor man ikke har samfundet, familierne og de unges ve og vel for øje.

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere