Bjerknæs går ind i 2019 med stor begejstring

Bjerknæs blogger om borgerlighed

Det er jo tankevækkende, at udlændingedagsordenen aktuelt taber terræn, som det vigtigste emne

Jan 01, 2019

0

Bjerknæs går ind i 2019 med stor begejstring

Det er jo tankevækkende, at udlændingedagsordenen aktuelt taber terræn, som det vigtigste emne

Endnu et år går på hæld, snart skal det kommende fejres på behørig vis. For nytåret er en glædelig begivenhed med samling i venners lag. En aften, hvor alt arbejder sig hen imod det tidspunkt, som er den faktiske anledning til at vi samles, det vi verdsligt forstår som årsskiftet. 


Et årsskifte markerer et skel på mange måder. Det er en overgang til noget nyt, noget andet. 

Det fordrer tilvænning, som når man må gøre sig fortrolig med tanken om på papirerne at sætte et andet årstal end det man brugte sidste år, det man lige havde vænnet sig til at bruge. Det er den bratte erkendelse, når man må medgive, at man nok alligevel ikke helt har vænnet sig til tanken endnu. Som når skolebørn drilsk spørger om man så fik gode gave i år, og man i skyndingen svarer bekræftende. Det er det pludselige glimt af banal indsigt, når det går op for en, at man har samlet en del år sammen efterhånden.

 

Årsskiftet kalder ganske enkelt på eftertænksomhed. Midt under alle strabadserne og gøremålene, så skal der også være råd til at gøre status over det forgangne år, og der skal være råd til at se ind i det nye år.  

 

Vi springer ud i det. Det, jeg husker 2018 for er vejret, fodbold-VM, et valg i Sverige, en finanslov og et paradigmeskifte.

 

Et mere end almindeligt dansk samtaleemne er selvfølgelig vejret. Og sommervejret viste sig fra sin mest ualmindelige side i 2018. Vi havde en af de varmeste somre længe, hvor solen skinnede nærmest uafbrudt. Intet er så godt for noget, at det ikke er galt for noget. For tilsat en sparsom nedbørsmængde, så bragte sommerens vejr da også mange landmænd ude af fatning. Om dette bliver det danske sommer-vejrlig vi fremadrettet skal indstille os på, det må tiden vise, jeg nød det i hvert fald.   

 

Og det var som om, at fodbold blev sjovere. Under åben himmel og foran opstillede storskærme klarede det danske fodboldlandshold sig ganske hæderligt. Elleve meter foran målet, var vi jo kun et par afbrændere fra at gå videre.

 

Én ting er, at jeg elsker fodbold, men jeg elsker også alt det, som det kan bringe med sig. Over sommeren havde vi nemlig noget at være fælles om, de fleste af os gik op i det. På tværs af skel i samfundet så var vi for en stundforenede, og vi var enige om hvilken vej det skulle gå, hvem der skulle vinde.


Nok var alle måske ikke enige i taktikken, for nogen ville have det sprudlende og sjove tilbage, andre så kynismen og de lange bolde som befriende. Når de rød-hvide trøjer og lidt maling i ansigt bliver uniformeringen over et par uger, og et hav af feststemte mennesker mødes rundt omkring i landet til fælles fejring og opbakning til landsholdet, så sker magien.

 

Den unikke fællesskabsfølelse vil jeg gerne vænne mig til, for den synes nu om dage mest kun at være forbeholdt de sportslige toppræstationer. Og som nation står vi da også mere end ofte på usikker grund. Vi går fortsat naive til opgaven om at værne om nationen og deponerer af vanens magten al vores handlekraft i abstrakte internationale fora. Vi henstår på den måde bare sølle og afklædte, forsvarsløse over for alt det, der fortsat trækker veksler på nationen, værdierne og fællesskabet. Derfor virker fortidens fejlslagne udlændingepolitik stadig den dag i dag som en lavine af knytnæveslag. Ja, fortidens synder er dyre, de vil martre os længe endnu, men det er som om, at mange stadig ikke vil tænke sig om.

 

Det er jo tankevækkende, at udlændingedagsordenen aktuelt taber terræn, som det vigtigste emne. Lad os se på et par tal. På blot fire år - fra 2014 til 2018 - er det hertil lands blevet til hele 100.000 flere og nye med ikke-vestlig baggrund i Danmark. Og i løbet af 2018 rundede vi faktisk over en halv million mennesker med ikke-vestlig baggrund. Og nu taber udlændingedagsordenen pludseligt terræn, det hænger da ikke sammen. Har vi da allerede vænnet os til tanken? Indrømmet, mange af de nytilkomne bidrager selvfølgelig, de er gode borgere og flinke mennesker, og de vil ikke andet end at tage Danmark til sig, indordne sig og skabe sig et produktivt liv. Men det er godt nok gået stærk… Tænk 100.000 på fire år, det svarer jo til at en ny storkommune på størrelse med Randers eller Vejle er skudt op på ingen tid! Det vænner jeg mig aldrig til.

 

Endnu værre står det jo så trods alt til på den anden side af Øresundet. Bomberne brager jo løs i Malmø, en by med en af de højeste mordrater i Europa og alt for mange voldtægter og massevoldtægter. Hvis multikultur er lykken, hvorfor er Malmø så ikke et paradis på jord, som jeg plejer at spørge halalhippierne i lokalet. Andre svenske byer ligner mere og mere Malmø, og derfor var rigsdagsvalget tilbage i september da også vigtigt. Det endte med et borgerligt flertal med den krølle, at det borgerlige flertal ikke kunne finde ud af om der skulle være en borgerlig regering.

 

Et flertal af den svenske befolkning er skeptiske ved tanken om, at der skal fortsat skal komme flere indvandrere til Sverige – præcis som danskerne altid har været det. Jeg håber, at de i Sverige får sat en prop i tilstrømningen, der fortsat ligger i omegnen af 100.000 nye indvandrere fra årsskifte til årsskifte – et antal som Danmark jo trods alt var fire år om.

 

I Sverige har de i hvert fald brug for et paradigmeskifte. Et ord jeg har vænnet mig til og lært at elske. Jeg ved bare ikke helt præcist, hvad det betyder, men jeg ved, at det er godt. Det betyder vist nok noget med, at noget slutter og noget nyt begynder. Og hey! På den måde minder det jo om ordet årsskifte! Det markerer måske på samme vis, at vi har gjort stillingen op, og nu rykker vi altså også videre. Så lad paradigmeskiftet være et varsel om noget, der sætter en helt ny retning og herfra gør vi tingene på en ny måde. Vi træder i en ny tid, det ser vi på den nye kalender.

 

Ord som paradigmeskifte og årsskifte forlener hinanden med tidernes uundgåelige vekslen, tidens strøm og bevægelse og peger på den måde frem. Derfor vil jeg nu tage fat på 2019.

 

Og det kommende år, 2019, kommer til at stå i valgenes tegn. Det bliver et ægte valgår med hele to store valg på dansk grund. Et folketingsvalg og et europaparlamentsvalg. Og måske ender man også med at spørge vælgerne om forsvarsforbeholdet. 

 

De nationalt sindede partier rundt om i Europa står til fremgang ved EP-valget, det er godt. Måske det kan blive til en påmindelse om, at fælleseuropæiske måder at gøre tingene på skal holdes på et absolut minimum. Der skal simpelthen være plads til nationerne i Europa og deres selvudfoldelse. Befolkningerne ønsker ganske enkelt ikke at være unionsborgere i en fremtid, hvor EU-heilende bureaukrater og magtbegærlige politikere har banet vejen for et udvisket kontinent. Der er bare en værdi i, at vi gør som vi gør, og at de andre gør som de gør. Og så kan man ellers samarbejde på tværs af landegrænserne, når problemstillingen viser sig at være grænseoverskridende. EU skal ikke komme rendende og pådutte os alt muligt, som vi selv har en løsning på. Så når EP-parlamentet mener, at én dags ophold i Danmark skal udløse dagpenge, så gør det mig uendeligt harm. Det er kun noget man kan blive enige om, fordi målet er og altid har været at underminere landenes selvstændighed. Må EU blive undermineret i 2019!

 

Og så håber jeg det bedste for briterne. Må deres Brexit blive vellykket og ikke føre til yderligere benspænd fra hævngerrige, anonyme EU-bureaukrater, der ønsker at straffe de formastelige! At Brexit kan blive en bet for hele Europa, må man leve med så længe det ubøjelige EU ikke vil det anderledes og ikke kan styre hævntørsten.

 

Og heri ligger faren for et EU, der ender med at undervurdere understrømmen. Brexit og nationalt sindede partiers mulige medgangsbølge til EP-valget er jo ikke udtømmende. Listen over begivenheder, der kan trænge sig på og udfordre EU i 2019 er alenlang.

 

Vi har Italien med statsbudgettet, der udfordrer kommissionen. Vi har Polen, Ungarn og de andre Visegrad-lande, hvor multikultiparoler ikke rigtigt slår an. Vi har Østrig, hvor Europas dygtigste statsmand fermt svinger taktstokken, og som en anden Mozart forsøger at tegne en ny europæisk kurs. Overfor står taberklubben med Macron, Merkel, Juncker og hæren af systemtro bureaukrater, der har brændt deres pas. Taberklubbens pondus er et bedrag, der kun består, fordi den har tække hos den reporterende klasse. 

 

Da den liberale Macron gæstede Danmark i sensommeren, krøb den labile presse uden om at nævne, at deres feterede darling kun fik opbakning fra små 30 procent af franskmændene. Og nu, hvor landet er på vej i opløsning - tallet er sunket til godt 20 procent og sågar lavere -, så ville det aldrig falde korpset ind at nævne noget som helst om den rekordlave tilslutning. Det er, hvad man kan forvente sig af samme presse, der ikke forsømmer en lejlighed til også lige at få klemt ind, at Trump på den hjemlige scene kun henter opbakning fra 40-45 % og derfor har et konstant flertal af amerikanerne imod sig.

 

Nej, den eurofile journaliststand, der lå på knæ under Macrons visit, nænner ikke at rette et kritisk blik på EU. De forstår kun at kagle rundt om EU som læggesyge høns.

 

Og så er der et andet valg, der står for døren.

 

Grundloven foreskriver folketingsvalg hvert fjerde år, i praksis bliver det med kortere mellemrum. Derfor kan den officielle valgkamp også blive skudt i gang når som helst. Om februar, marts, april, maj eller juni er underordnet, det bliver stort. Og det bliver spændende. Den politiske spilleplade ser nemlig mere åben ud end vi længe har set den. Fra nye statsministerkandidater til nye partier for ikke at glemme gamle partier, der har flyttet sig i vælgernes bevidsthed. Og DF vil ende med at stå mere frit end nogensinde – vi er ligeglade med om katten hedder Lars eller Mette, bare den fører DF-politik.

Hvad mere?

 

Jeg forventer, at den af akademia importerede identitetspolitik stadig vil udfolde sig, prøve grænser. Men krænkelseskulturen og minoritetsdyrkelsen vil fortsat møde typisk dansk afvisning. Det er amerikansk import, når det er værst, det gennemskuer menigmand, det retter mange toneangivende sig også efter.

 

Hackere vil fortsat angribe os dagligt. Identitetstyveri, nedbrud og læk af personfølsomme oplysning. Det er kedeligt, når det sker, og det bliver værre. En dag går det ud over et sygehus, den kollektive trafik eller den almindelige forsyning. Vi har endnu ikke helt begrebet, hvor udsat vores digitaliserings-mani har gjort os.

 

Ellers tror jeg, at embedsmændene vil fortsætte med at fucke Skat op. Og mit dybfølte håb om at se de ansvarlige for Danske Bank-skandalen i spjældet, vil ikke gå i opfyldelse. Min tillid til den finansielle sektor er tyndslidt, og det kommer til at koste den dyrt. 

 

I geopolitikken vil russerne stadig provokere og puste sig op, men have meget lidt at have det i. Kineserne vil gøre det mere gedulgt, og de har straks mere at have det i. USA vil fremstå mere og mere skizofrent, og snart vil primærvalgene gennemsyre sendefladen, fordi den reporterende klasse har for få ledestjerner.

 

Tyrkiet er ikke med i NATO efter 2019, Venezuela vil klappe sammen og skurkene vil fortsat også hedde Assad, bin Salman og Khamenei.

 

Alt imens vil de teknologiske fremskridt fortsætte, innovation og nye muligheder, livet og tilværelsen kan føres lidt mere bekvemt. Den verdensomspændende handel vil fortsat være til gavn for forbrugere, men rundt om presse arbejdere.  Det økonomiske tog kan også gå i stå, det moderate opsving har varet længe nu, og sådan noget plejer jo ikke bare at vare ved. Et økonomisk tilbageslag kan ramme os i 2019 og for en stund få det til at sortne, men det klarer vi nok.

 

Jeg afventer 2019 med spænding. Jeg går ind i 2019 med stor begejstring. Jeg spår og er overbevist om, at vi får et politisk år i absolut verdensklasse.

 

Rigtig godt nytår og skål for Danmark!

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere