Er Klaus Riskær ren?

Bjerknæs blogger om borgerlighed

Så spørgsmålet er: Er Klaus Riskær Pedersen den rengøringskone/mand dansk politik har brug for? Mit svar er klart nej.

Mar 10, 2019

0

Er Klaus Riskær ren?

Så spørgsmålet er: Er Klaus Riskær Pedersen den rengøringskone/mand dansk politik har brug for? Mit svar er klart nej.

Nyere dansk politik har aldrig været sjovere, end det er nu, hvor den tidligere bedrageridømte Klaus Riskær Pedersen er blevet opstillingsberettiget, efter at han har fundet et hul i reglerne for, hvordan man må samle elektroniske vælgererklæringer på ved at omgå reglerne for de syv dages betænkningstid, så folk har kunne skrive under med det samme og ved at overse at indsende mails på de registrerede vælgererklæringer. Vi står altså i en situation, hvor alene måden, han har samlet vælgererklæringerne ind på, er komisk. Hvis manden gerne vil tages seriøst og ikke hele tiden blive hængt op på tidligere gerninger fra kriminelle løbebane, så skulle man mene, at han nok burde have holdt sig til de gældende standardprocedurer. Men sådan så Riskær ikke på det.

Ligesom da han prøvede at samle penge ind til sit nye partiprojekt ved at love sponsorerne pengene retur med rentebonusser, hvis de støttede hans sag. Han fortæller ellers troligt, at han er gået personligt konkurs og ikke ejer en mønt – men sponsorerne og långiverne kunne få pengene retur fra partistøtten. Altså lige indtil medierne fik nys om sagen, og det kom frem, at en sådan ordning var ulovlig, og så stoppede det projekt. Derfor kan man godt finde det en anelse grinagtigt, når han – som der står på hans hjemmeside – profilerer sig på sloganet: ”Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt”. For er det ikke nærmere et varmt hoved og et koldt hjerte, der har været udgangspunktet for hans opstilling? 

På hjemmesiden skriver Riskær desuden, at ”Tiden er kommet til hovedrengøring i dansk politik”. Her retter han sigtet mod noget rigtigt. Folketinget HAR til en vis grad udviklet sig til en karrierekanon for unge akademikere, der ønsker at gøre politik til deres levebrød. Vores folkestyre er overtaget af konsulenthuse og embedsmænd, som tilrettelægger vort samfund hen over hovedet på alle os andre. Den udvikling efterlader os med spørgsmålet: Er Riskær den oprydder, som dansk politik har brug for? Det tror jeg ikke, jeg er bange for at vi her har at gøre med en mand, som er fuld af floskler og som ikke har nogen reelle politiske løsninger at byde ind med.


Og hvad vil Riskær egentlig politisk? Jeg har prøvet at se nærmere på hans partis holdning til et af de helt store emner i dansk politik, nemlig udlændinge – ikke fordi der er særlig meget indhold endnu. 

Partiet ønsker først og fremmest et stop for udlændingestramninger. Han ønsker altså ikke, at vi skal stille flere krav til udlændige, som kommer til vores land. Nok er nok, må man forstå, som var det et ekko af Ny Alliance. Men hvad har partiet så tænkt sig at gøre ved de store udfordringer, vi har med ikke-vestlig indvandring? Den koster vores samfund mindst 36 milliarder kroner om året – det burde være en kerneopgave, der fik den økonomiuddannede Klaus Riskær Pedersen op af stolen. Derudover kommer de store udfordringer, vi har kulturelt og ikke mindst socialt. Men svaret på, hvordan vi løser disse udfordringer, må man kigge længe efter, altså lige ud over iværksætterstøtte til 2. og 3. generations indvandrere. Disse bude i mine øjne være integreret og være på lige vilkår med andre danskere.

Fordi udlændingepolitik handler om mere end penge, for med indvandringen har vi fået større kulturelle kløfter og udfordringer. Når vi kan se at der er en stigning i kriminaliteten blandt ikke-vestlige indvandrere, når vi ved at 8 ud af 10voldtægter bliver begået af ikke-vestlige indvandrere, når vi kan se at flere parallel-samfund opstår og samtidige står med store udfordringer med at få indvandrere i arbejde, få dem til at indgå i sociale relationer i foreningslivet og stadigvæk slås med ghettodannelser. Så vi har større problemer, nemlig at vi bruger massive mængder af skatteborgernes penge på indvandring, der i sidste ende betyder nedskæringer på vores velfærdssamfund.

Derfor skal vi ikke være bange for at stille krav. 

Integrationen af dem vi har i landet, har jo tydeligvis fejlet, vi har været alt for blødsøden og har et alt for lassiefair måde at se på udfordringen på. For hvis bare vi åbner vores arme, stiller en bolig til rådighed, en overførselsindkomst og gav dem mulighed for at lære dansk, så ville de blive aktive medborgere. Men intet har været mere forkert. Derfor skal vi være bedre og stærkere til at stille krav i fremtiden. Vi skal stille større krav til, at de kommer ud på arbejdsmarkedet eller er uddannelsesparate, at de bliver aktive deltager i foreningslivet, at de får lært dansk og får en større forståelse for vores kultur, sædvaner og traditioner og hvorfor vi har det syn på ligestillingen mellem kønnene, at demokratiet er vigtigt i vores land som ligger langt fra deres eget ophav. De krav skal vi stille, for det er op til den enkelte, at sikre, at de bliver en aktiv medborger i det danske samfund. Vi skal så sikre os at der er de rette rammer til at udfylde det. Som ved at lave en ny boligpolitik, så man ikke skal bo side om side med folk som er i samme situation i et større socialt boligbyggeri, som det er i dag. Vi skal sikre en større adspredelse af borgerne med anden etisk herkomst i vores uddannelsessystem og at vi støtter og hjælper de mennesker der vil det danske samfund langt mere end vi gør i dag. 

Så Danmark har ikke behov for et stop for udlændingestramninger, men et stop for højt flyvende tanker fra en mand der har sit på sit tørre i en herskabslejlighed på Gammel Strand, der kun kender til de gode historier med indvandrere fra erhvervslivets top. Men de danskere, der møder konsekvenserne af den forfejlede udlændingepolitik daglig og som kæmper med udfordringerne heraf har altså et helt andet syn på vores generations største udfordring.

Så spørgsmålet er: Er Klaus Riskær Pedersen den rengøringskone/mand dansk politik har brug for? Mit svar er klart nej, for som et gammelt ordsprog lyder, ”Fej først for din egen dør, før du fejer for andres”, det bør Riskær tag og kigge nærmere på, selvom det ikke er ligeså fint som at citere Goethe om at være dybt nede og komme hvor smukt der så er, når man er på toppen igen.