KU-formand fordummer danskhedsdebatten.

Bjerknæs blogger om borgerlighed

Vi har en tendens med at hensynet til et mindretal ender med at diktere normerne for flertallet.

Jun 03, 2018

0

KU-formand fordummer danskhedsdebatten.

Vi har en tendens med at hensynet til et mindretal ender med at diktere normerne for flertallet.

Formanden for Konservativ Ungdom, Anders Storgaard, er åbenbart blevet stødt på manchetterne over at DF ønsker, at der bliver serveret dansk mad i daginstitutionerne. “Derfor bliver jeg også frustreret, når Dansk Folkeparti gang på gang forsøger at fordumme diskussionen om, hvad Danmark er og gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt folk spiser bacon og flæskesteg.” Sådan tordner han i et læserbrev på Altinget.dk.

Han mener, at vi reducerer hele debatten om dansk mad til svinekød. Meget skal man høre, før ørerne falder af - og så kommer det endda fra et parti, der ellers ønsker mere magt til EU, mere indvandring og flere flygtninge til landet. Det vil jeg tordne imod, da det skaber flere og større konsekvenser for landet, end dansk madkultur.

Men lad mig prøve at svare på hans påstand. Nej, vi ønsker ikke at tvinge muslimer til at spise svinekød. Ja, dansk madkultur er en vigtig del af vores historie og derfor vigtig at værne om. Så vi sikrer, at fremtidens unge stifter bekendtskab med det! For det er tilbuddet og kendskabet der er det centrale i den debat. Alle skal have mulighed for at blive bespist efter deres præferencer, er man muslim, skal man naturligvis ikke spise svinekød, ligesom veganer ikke skal spise kød, men der er også hensynet til dem der spiser kød og de forældre, der ønsker at deres børn stifter bekendtskab med den danske madkultur så tidligt som muligt. De er (endnu) den største gruppe. Derfor er debatten om dansk madkultur vigtigt at slå et slag for. For vi har en tendens med at hensynet til et mindretal ender med at diktere normerne for flertallet.

Derfor er det vigtigt at værne om det danske, og kæmpe for at bevare en kultur - som også ligger i maden. Det er noget, som burde være centralt i konservatismen. En konservatisme, der blandt unge til tider er blevet reduceret til en politisk korrekthed, og hvor det at binde sin butterfly, så den sidder rigtig når man drikker sine drinks, er vigtigere end kampene for at bevare danskheden. Sådan kan det til tider i hvert fald føles.

Generelt må vi sige, at vi skal være bedre til at tale danskheden op og forklare de gode historier, i stedet for at tage armene over kors og ryste på hovedet og sige “det dur ikke” eller “det er ikke dansk”. Som om det er vigtigere at pege ud hvad der ikke er dansk, i stedet for at pege på hvad der er dansk. Det gør os kun fattigere!

Derfor skal vi tale støtten op til de danske museer, de danske slotte og herregårde, sikre at historie i skolerne får en større plads i fremtiden og formidling af dansk kultur særligt med et lokalt islæt har god grobund for at vokse. Hermed også den danske madkultur, som har mange forskellige udtryk og lokale særpræg på trods af vores lille lands størrelse. Lige fra kaffebordet i Sønderjylland til Brunsvigerne på Fyn og naturligvis nationalretten stegt flæsk. Der er nok at tage fat på!

Så nej, det er ikke DF men derimod KU, som fordummer debatten, ved at skyde andre partier noget i skoene de ikke mener og blot tage armene over kors og ryste på hovedet ad den danske madkultur. For hvorfor er den ikke vigtig at værne om?

Derfor er det synd og skam for debatten og ikke mindst Danmark. For det er vigtigt med en kvalificeret og vigtig debat om det væsentlige i danskheden, dansk kultur og den danske historie. Det bør da også stå en konservativs hjerte nært.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere