Økonomi for venstrefløjsere - del 6: Socialisme virker ikke

Borgerlighed for begyndere v/ Ole Krarup

Nov 10, 2019

0

Økonomi for venstrefløjsere - del 6: Socialisme virker ikke

Socialisme virker ikke. Vi kender allesammen skrækeksemplerne - hungersnød som følge af landbrugskollektivisering og kilometerlange køer af sovjetborgere, der venter på basale ting som toiletpapir. Men hvorfor er det helt præcist, at det uden afvigelse går ad Pommern til, når socialister prøver at planlægge et lands økonomi? På overfladen lyder det jo meget logisk, at et komplekst system bør planlægges centralt, så det ikke løber løbsk. Alligevel lader ekstreme forhold at være langt mere almindelige der, hvor "eksperter" bestemmer, hvad folk skal foretage sig. Hvorfor?

Økonomen Ludwig von Mises var den første til at beskrive "vidensproblemet". Overvej dette enkle spørgsmål:

"Hvor meget brød skal der bages i et land?"

For at en sovjetisk partikommissær eller en pæredansk djøffer kan afgøre dette spørgsmål (uden at der bages så lidt, at der opstår mangel, eller så meget, at de mugner før folk kan spise dem), har de brug for nærmest guddommelig alvidenhed. De skal estimere samtlige indbyggeres behov for brød og ud fra dette tal afgøre, hvor meget af hvilke ingredienser, der skal fremstilles. Hvor meget landbrugsjord skal der bruges på at dyrke hvede sammenlignet med rapsolie eller foderstof til køer, hvis mælk er essentielt i visse typer bagværk? Hvor mange bagere skal der ansættes? Hvordan sørger vi for, at tallet ikke er så højt, at der bliver for få landbrugsarbejdere eller fabriksarbejdere til at samle ovne? Hvor mange af dem har vi i øvrigt brug for, og hvor meget jern skal bruges på selve ovnene, så vi stadig har nok til at lave lastbiler, der kan fragte ingredienserne og det færdige brød rundt i landet? Skal vi satse på få, store lastvogne eller flere små? Hvor mange chauffører skal vi bruge, o.s.v., o.s.v.?

Det er ganske enkelt umuligt at indsamle al den nødvendige information for at dette ene produkt kan fremstilles uden massivt spild ét eller andet sted. Problemet bliver kun endnu værre, når man husker, at mennesket ikke lever af brød alene, men efterspørger et utal af varer og ydelser, hvor mange har ingredienser til fælles. Selv hvis al informationen blev indsamlet korrekt, vil man hurtigt stå overfor "beregningsproblemet" (defineret af F.A. Hayek); hvordan skal planen opdateres, hvis efterspørgselsmønstret forandrer sig (fx som følge af vejrforandringer) eller hvis en ny teknologi kommer på markedet? Svaret er enkelt: Det er umuligt!

Markedsøkonomier fungerer, *fordi* der ikke er nogen central plan. Kunderne træffer hver dag en række beslutninger om hvilke varer de køber. Hvilke brød foretrækker de frem for alle andre og hvor meget er de villige til at ofre, for at få fingrene i dem? En bager, der har gættet kundernes behov for franskbrød korrekt får overskud og kan derfor overbyde sine konkurrenter, når der skal købes mel. Møllerne opsnapper, at der er penge at tjene på hvede og dem, der kan tilbyde bageren den bedste deal, løber med overskuddet. De dygtigste møllere bruger overskuddet på at købe mere hvede af landmændene, der køber flere mejetærskere, hvilket hæver behovet for jern, så der åbnes flere miner, så der købes flere industribor o.s.v., o.s.v.. Så snart kundernes behov skifter, kan hvert led i forsyningskæden mærke det på bundlinjen uden nogen behøver at dirigere dem. Deltagere, der producerer på en suboptimal måde elimineres automatisk, da ingen tilvælger deres produkter. Derved forhindres ressourcespild.

Bemærk, at problemet ikke begrænser sig til fysiske forbrugsvarer såsom brød. Enhver centralt planlagt ydelse vil nødvendigvis have en lavere kvalitet end én der er tilpasset individuelle kunders behov. Tag for eksempel sundhedsvæsenet. Skal der bruges flere penge på kræft eller hjerte-kar-sygdomme? Har vi brug for flere lægesekretærer eller flere sygeplejersker? Politikerne kan umuligt afgøre om ressourcerne prioriteres korrekt. I praksis vil de spendere dine skattekroner på tiltag, der kan få dem selv til at se generøse og storsindede ud uanset den egentlige effekt på patienterne. Efterspørges højere patientsikkerhed, kan de fx score stemmer på at indføre mere bureaukrati for lægerne selvom tidsforbruget på dette øger risikoen for behandlingsfejl. Skal der effektiviseres, overlader de det ikke til individuelle hospitaler at afstemme de tilbudte behandlinger med patienternes behov og betalingsevne. I stedet propper man adskillige afdelinger ind i et "supersygehus". 

Ud fra ovenstående kan du nu forklare, hvorfor en bred vifte af offentlige services (DSB, jobcentre, folkeskolen) drives så utilfredsstillende. Problemet er aldrig mangel på penge, men det faktum, at pengene bruges i blindhed. Fordi de ikke underlægges udbud og efterspørgsel, er de ude af stand til at registrere kundernes egentlige behov og tvinges ikke til at afskaffe overflødige tiltag. Politikerne kan aldrig levere nogen ydelse uden at noget overprioriteres på bekostning af noget andet.

Vi danskere tuder konstant hinandens ører fulde af lovprisninger til velfærdsstaten og dens velsignelser. Realiteten er dog, at den ikke leverer, hvad den lover. Faktisk er den bare en mekanisme, der lader politikerne købe stemmer af befolkningen på selvsamme befolknings regning. At borgerlige partier som Venstre har overtaget velfærdsretorikken er en historisk fejltagelse og en total falliterklæring. Skuden kan kun vendes, hvis man tager et ufortrødent opgør med de fejlagtige økonomiske myter, der legitimiserer det socialistiske udbyttersystem. 

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere