Nej, vi har ikke brug for endnu et borgerligt parti

Konservative indspark v/ Nikolaj Bøgh

Nov 13, 2019

0

Nej, vi har ikke brug for endnu et borgerligt parti

Som det niende i den efterhånden stærkt brogede skare af mere eller mindre borgerlige partier, også kaldet ”blå blok”, meldte partiet ”Fremad” sig på den politiske scene sidste uge. Fraset det faktum, at den store opsplitning åbenlyst er stærkt skadeligt for de borgerlige partiers muligheder for at genvinde regeringsmagten, så skal man være særdeles velbevandret i liberal ”kremlologi” for at forstå de meningsforskelle, der har nødvendiggjort en udspaltning af Liberal Alliance, der placerer det nye parti et sted mellem Liberal Alliance og Det Radikale Venstre.

Med andre ord er det mere end vanskeligt at se, hvad der har nødvendiggjort et nyt liberalt parti, andet end skuffede magtambitioner i det parti, man tidligere befandt sig i. Så langt så dårligt. Er man en almindelig, potentielt borgerlig vælger, må det hele forekomme højst besynderligt.

Det nye partis frontfigurer hører til de mange centrum- og venstrepolitikere, der bruger ordet ”nationalkonservativt” som en slags politisk syge, som selv deres tidligere parti er blevet ramt af. Udtrykket giver ikke megen mening, og slet ikke i den sammenhæng. Er man konservativ, så er man også national, så at bruge ordet nationalkonservativ er en besynderlig dobbeltkonfekt. Er man ikke national, er det derimod svært at se, at man kan kalde sig konservativ. Fair nok, at de to partistiftere ikke vil identificeres med konservatisme, det vil deres gamle partifæller heller ikke, men at anvende konservatisme eller nationalkonservatisme som et skældsord, giver ikke meget mening og dækker snarere over, at det er svært at se, at det nye parti skulle tilføre noget nyt inden for den liberale strømning i dansk politik.

Snarere end at splitte sig selv op i stadig nye og mere utydelige varianter af liberalisme, så burde danske borgerlige samle sig om at tydeliggøre borgerlighedens to hovedstrømninger, som er henholdsvis den konservative og den liberale. Selvom der er lighedspunkter mellem de to i bl.a. synet på ejendomsrettens betydning og respekten for det enkelte menneske, så er der ofte så meget der skiller, at det kan være svært meningsfuldt at placere dem inden for den samme ”borgerlighed”. Konservative og liberale tager som oftest deres udgangspunkt helt forskellige steder, og selvom de til tider – ofte – kan mødes på midten, så betyder det ganske meget for deres holdning til en lang række konkrete politiske spørgsmål.

Det liberale udgangspunkt er individet og ønsket om at fremme individets frihed mest muligt. Konservative tager udgangspunkt i fællesskaber – i hvordan man opretholder og styrker meningsfulde fællesskaber, som giver det enkelte menneske tryghed optimale udviklingsmuligheder.

Derfor er den samfundsmæssige grundenhed som konservative opererer med da heller ikke individet, men familien. Der hvor man lærer livet at kende, hvor sproget – modersmålet – indlæres, og der hvor man opflaskes med familiens traditioner og ritualer, som igen er en del af et større hele i form af det lokalsamfund eller den by, man er vokset op i, og som typisk sætter sit tydelige mærke på ens personlighed. Selvom man færdes hjemmevant i Singapore eller New York, så mærkes det ofte, om man trådte sine barnesko i Silkeborg eller Nysted. Hjemstavnen bærer igen præg af den nation, som den er en del af, og som er præget af en række bærende institutioner, som kendetegner netop vores fædreland.

Med globalisering, flygtningestrømme, enorme teknologiske muligheder og udfordringer af traditionelle familiemønstre m.m. er disse ting i virkeligheden blevet vigtigere, og ikke mindre vigtige, gennem de senere år. For liberale vil det ofte være lige så naturligt at søge sin lykke langt fra fædrelandet og at byde dygtige og entreprenante mennesker velkommen til at slå sig ned i Danmark, selvom de intet ønske har om at blive en del af dansk kultur. Deri ligger nogle af de grundlæggende forskellige på en liberal henholdsvis en konservativ grundholdning.

At kunne appellere til de danskere, der er henholdsvis konservativt og liberalt indstillede på en tydelig måde, det burde være dansk borgerligheds hovedanliggende i disse år. For begge dele har relevans, og i fællesskab tegner de to borgerlige strømninger et helhedsbillede af de værdier, som et borgerligt regeringsalternativ bør bygge på. Det gør et stadig mere diffust og opsplittet partisystem derimod ikke, det trækker de borgerlige længere væk fra magten, ikke tættere på.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere