Staten vs. kommunerne, kommunerne vs. staten: Et trættende blamegame

Minimalkommunen v/ Thomas Frederiksen

Okt 25, 2019

0

Staten vs. kommunerne, kommunerne vs. staten: Et trættende blamegame

Folkevalgte forsamlinger skal have reel magt, og vælgerne skal nemt kunne definere på hvilke områder de kan stille de folkevalgte til ansvar. Banalt? Ja! Men det er en overvejelse værd om dette princip er for nedadgående i landets kommunalbestyrelser, eller med andre ord om det kommunale selvstyre er under (yderligere) pres i disse år. Det er min opfattelse at dette er tilfældet, men det er ikke alene Christiansborg der bærer ansvaret herfor. Også lokalpolitikerne selv har det med, at omfavne øget statslig centralisering og (dermed) mindske deres eget ansvar. Såvel Christiansborg som lokalpolitikerne har mulighed for at øge gennemsigtigheden og placere ansvaret.   

Bare lige så det er slået fast fra starten: Kommunerne er en del af riget Danmark og skal derfor være underlagt staten. Sådan må og skal det være, og derfor foreslår jeg IKKE selvstændige enklaver i landet, men der er i den grad plads til forbedring – måtte man tage det kommunale selvstyre alvorligt!

Lad mig tage udgangspunkt i min egen kommune Lyngby-Taarbæk. Under budgetforhandlingerne er den statslige styring – som i andre kommuner – altid et tema. Det gælder naturligvis udligningsordningen fordi Lyngby-Taarbæk er en de få kommuner der bidrager positivt, men også serviceloft og øvrige budgetrestriktioner mv. er altid et tema. Omdrejningspunktet er ofte en forklaring til borgerne om hvorfor man ikke kan gøre dette og hint. Byrødderne har helt faktuelt en pointe. Staten regulerer kommunerne – og lokalpolitikernes råderum - med disse værktøjer, men samtidig skal man ikke være blind for at også lokalpolitikere til tider kan finde det opportunt at sende ansvaret videre til Christiansborg.

Samlet set må det dog konstateres at vi har behov for at se nærmere på tilstanden i det kommunale selvstyre. Ikke mindst fordi – selvom det kommunale selvstyre altid hyldes på tværs af partier – meget tyder på at Christiansborg er på vej med yderligere detailstyring - eksempelvis minimumsnormeringer i daginstitutioner.

I praksis betyder det at byrødderne på et af kerneområderne mister (yderligere) indflydelse. Tidligere har vi bl.a. set forslag om minimumsnormeringer når det gælder de ældres bad. Man kan mene om disse forslag hvad man vil, men sikkert er det at de flytter indflydelse fra byrådssalene til folketingssalen. Det er et faktum.

Hvis man, som jeg, finder det aftagende kommunale selvstyre problematisk, hvad kan man så gøre ved det? På den lidt længere bane kunne man lade sig inspirere (ikke kopiere!) af eksempelvis den schweiziske model, hvor kantonerne har ganske meget selvbestemmelse, men på kortere sig er der også oplagte muligheder.

Men lad mig først understrege en af de friheder som kommunerne absolut IKKE bør have, nemlig friheden til at være økonomisk uansvarlig. Budgetloven der b.la. regulerer kommunernes økonomi kritiseres ofte - typisk af venstrefløjen – men som et grundlæggende princip er det kun rimeligt at staten holder hus med kommunernes forbrug.   

Hvad man derimod bør gøre er at øge gennemskueligheden af hvad de folkevalgte har ansvaret for. Det oplagte eksempel er den kommunale udligningsordning som - udover at være ganske kompliceret og hamrende uretfærdig overfor de få positivt bidragende kommuner – også skævvrider billedet af hvilke politikere der har ansvaret for den udgift skatteborgerne pålægges. Staten pålægger kommunerne udgiften, og kommunerne må så opkræve denne hos de lokale skatteydere. Denne proces kunne, ganske nemt, konverteres om til en hvor staten opkræver en udligningsskat i de berørte kommuner, og således ville der være sammenhæng mellem hvem der opkræver skatten og hvem der faktisk har ansvaret for udgiften – nemlig Christiansborg. I dag agerer kommunerne reelt som opkræver, men har ikke ansvaret for udgiften eller størrelsen på samme, men fra vælgernes perspektiv kan det se sådan ud.

Derudover kan lokalpolitikerne også selv gøre noget for at øge gennemskueligheden. Eksempelvis kunne de oplyse om udgifter de har vedtaget, men som de ikke er pålagt af staten. Med andre ord: Hvor mange skattekroner bruger lokalpolitikerne af egen drift? Og til hvad? Det vil formentlig vise os alle at lokalpolitikerne, trods en stigende centralisering, fortsat har ganske stor indflydelse på hvad skattekronerne bruges til og dermed også hvor meget der nødvendigvis må opkræves. Det er ganske givet at en sådan opgørelse ikke vil vise en eneste dansk minimalkommune, altså en kommune der alene har de udgifter som staten har pålagt den.

Således to konkrete forslag til hvordan henholdsvis Christiansborg og kommunerne kan øge gennemskueligheden.  Denne, for vælgerne, så afgørende gennemskuelighed iht. hvilke folkevalgte de kan stille til ansvar, bør gennemsyre forholdet imellem stat, region og kommuner og ikke kun på det økonomiske område.

Det nuværende blame-game-regime gør det modsatte og øger formentlig politikerleden såvel lokalt som nationalt. At også EU i høj grad påvirker lokalpolitikernes råderum gør kun behovet for gennemskuelighed mellem de forskellige niveauer mere påtrængende. 

Christiansborg skal på banen hvis det kommunale selvstyre skal forbedres, men det er også på sin plads at løfte pegefingeren overfor de lokalpolitikere der jubler over eksempelvis statslige minimumsnormeringer. I realiteten agitere de for at mindske deres egen indflydelse, og som tidligere nævnt, bør man ikke være blind for at politikere på alle niveauer til tider ønsker at sende aben videre, men det virker alligevel besynderligt, at man som lokalpolitiker ligefrem glæder sig over mindre lokalpolitisk indflydelse. Hvis udviklingen fortsætter, hvad skal lokalpolitikerne så gå til valg på? Og hvorfor skal vælgerne interessere sig for det? Hvis det meste af beslutningskompetencen alligevel er udliciteret til Slotsholmen og Bruxelles.

Tager man det kommunale selvstyre alvorligt, er det på tide at både nationale og lokale politikere handler derefter. Først og fremmest bør det på alle tænkelige måder gøres klart for vælgerne hvilket politisk niveau der har ansvaret for hvad. Og samtidig er det afgørende at Christiansborg ikke skaber yderligere centralisering, og at lokalpolitikerne ikke bakker op hvis Christiansborg alligevel gør det. Også selvom de isoleret set er enig på det enkelte område. Vil man have ansvaret må man sige nej til yderligere centralisering! Dernæst må vi på den lange bane overveje reformer eksempelvis i retning af den schweiziske model.   

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere