Sådan genrejser vi det borgerlige Danmark

Opråb fra midten v/ Anders Storgaard

Sept 19, 2019

0

Sådan genrejser vi det borgerlige Danmark

Følger man debatten om det borgerlige Danmarks deroute, så står det lysende klart, at der er lige så mange løsningsforslag, som der er borgerlige mennesker (hvilket efter sidste valg til gengæld ikke er så mange). Desværre har løsningsforslagene det med at være farvet af, hvad de enkelte partiers mærkesager var før valget. Meget påfaldende mener man så nu på den anden side af valget, at resten af det borgerlige Danmark skal samles om lige præcis ens egen mærkesag.

Jeg vil gøre mit bedste for at undgå den fælde i dette indlæg, selvom jeg som alle andre selvfølgelig har min bias og vil prioritere at fortælle, hvor jeg ser mit eget partis rolle. Her er min 4-punktsplan:

Punkt 1) Giv hvert parti plads og lad dem spille på deres styrke

Dette er punkt 1 og ikke uden grund: for heri ligger nøglen til både borgerlighedens nuværende forfatning og til vejen frem. Vi bruger simpelthen mere tid på at kannibalisere hinanden end på at sælge borgerlige værdier.

Det er sjældent at man skal kigge til Sverige for lærdom, men der er dog en ting, som de i fascinerende grad er lykkedes med da de havde magten og som vi i Danmark ikke har haft siden firkløverregeringen og det er at skabe et borgerligt sammenhold ud fra forståelsen af, at vi alle sammen har en fælles aktie i, at den borgerlige kage bliver større.

I Sverige kaldte de det ”Alliancen” og tankegangen er sin essens at give plads til at hvert parti kan profilere sig der, hvor de er stærkest. Dette udmøntede sig i, at man gav mere eller mindre frit spil til at Liberalerna kunne sætte sig på uddannelsespolitikken både på ministerposterne og på politikken, mens Moderaterna kunne sætte sig på f.eks. skattepolitikken. Af samme grund er det også lykkedes dem rent faktisk at sænke skatten.

I Danmark har vi en ærgerlig tendens til altid at se isoleret på et politisk område og lade de politiske uenigheder neutralisere os, så vi ikke får gennemført særlig meget når vi har magten, mens vi bruger alle vores kræfter i opposition på at spænde ben for hinandens dagsordenener. I Sverige hepper de samlet på, at hinandens kandidater skal klare sig godt til debatterne – i Danmark får man nærmest det indtryk at der er større fjendskab internt i blå blok end der er på tværs af det politiske spektrum.

Forestil jer hvor meget et borgerligt Danmark kunne vinde frem, hvis man rettede alle kanonerne mod de røde og lavede et dream-team, hvor partierne kunne spille på deres styrker. Når Pape og Støjberg var de mest populære i sidste regeringsperiode, så var de det af en grund: de fik lov til at spille på deres hjemmebane og de fik frit spil til at slå sig løs. Det kræver dog, at man kan unde hinanden sejre og at man giver hinanden plads.

Punkt 2) Generobring af klimadagsordenen

Hvis det borgerlige Danmark igen skal til magten, så kommer vi det ikke uden at have en ambitiøs klimapolitik eller som minimum have partier, der kan udfordre de røde på denne dagsorden. Hvis man tror, at dette emne var en døgnflue, så tager man fejl og især i by-Danmark vil det være afgørende at kunne udfordre de røde på klimadagsordenen.

I den seneste valgkamp var de blå partier konstant på retræte på denne dagsorden, fordi de røde fremstod som de mest ambitiøse. Vi borgerlige forfaldt til standpunkter om klimatosser, at vi ikke skulle løbe for meget foran og, at løsningerne skulle findes internationalt.

Dette indlæg er for kort til at fremlægge en fuld plan for, hvordan vi undgår dette, men i mine øjne, så handler det grundlæggende om at flytte debatten fra ambitionsniveau til virkemidler. Vi skal kunne matche de røde på ambitionerne, men have bedre løsninger end dem. I stedet for at løsningen skal være at holde op med at spise kød eller flyve, skal bruge virksomhederne som en spydspids til den grønne omstilling.

Dette er en dagsorden, der er oplagt for mit eget parti at profilere sig på for at fastholde stemmer på midten til det borgerlige Danmark.

Punkt 3) Tag opgøret med de universelle overførselsindkomster

I mine øjne er det største nederlag for det borgerlige Danmark, at det aldrig er lykkedes os at udfordre den grundlæggende præmis bag de universelle overførselsindkomster, som er at alle – uanset om de har behov – skal have en fed check fra staten.

Enhver form for kritik af dette vil uden tvivl i starten møde stor modstand, men når 40% af vores udgifter går til dette område, så er det et historisk svigt ikke at tage kampen. Nøglen er at forklare danskerne, at en målretning af folkepensionen, børnepengene og SU’en kommer til at ske, mens skatten bliver sat ned og at dem, der har mindst, vil blive prioriteret højere end i dag. På den måde kan hjælpen rent faktisk gå til dem, der har brug for den.

Venstrefløjen skal udfordres på om det nu virkelig er solidarisk, at rige pensionister og millionærer med børn skal have penge, mens vi svigter svage ældre og fattige børnefamilier, fordi vi har travlt med at give til dem der godt selv kan.

I mine øjne er dette en oplagt sag at kaste sig over for liberale vagthunde i den borgerlig blok, men det bør også være en sag, som mit eget parti kan støtte.

Punkt 4) Plads til ”både og”

De fleste analytikere vil fortælle os, at den største svaghed der findes, er uenighed ”internt i blokken” og at man for at være en stærk opposition skal være enige. Det mener jeg savner enhver form for evidens. De røde var ikke skadet af at have både partier som De Radikale med en blå økonomisk politik og dybt venstreorienteret flygtningepolitik, mens socialdemokraterne stjal den blå udlændingepolitik og førte klassisk rød fordelingspolitik. Dette førte til at de både stjal vælgere, der var utilfredse med den blå udlændingepolitik og vælgere, der stolede på, at Socialdemokraterne ville videreføre den.

Vi bliver nødt til at kunne rumme både Jan E. Jørgensen-segmentet og DF-segmentet i den borgerlige blok hvis vi skal vinde næste valg og der bør være et parti blandt os, der tager den liberale rolle på sig. Det kunne eksempelvis være LA, der har haft tradition for i tidligere tider at stille sig skeptisk overfor de mest nationalkonservative tiltag, men det vigtigste er, at vi giver plads til begge standpunkter i den borgerlige lejr.

Disse fire punkter skitserer ganske godt, at vi bliver nødt til at udfordre idéen om et borgerligt projekt, som værende at vi alle er enige. Faktum er at partierne adskiller sig og ved at dyrke denne flerfarvede facette af borgerligheden. Fremfor at enspore os og slå ned på afstikkere, så skal vi hylde pluralismen i standpunkterne i den borgerlige lejr.

Et godt ægteskab er ikke et ægteskab, hvor begge er ens, men hvor man supplerer hinanden med sine forskelligheder. Hvad kunne i grunden være mere borgerligt end dette?

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere