Nej, det er ikke alle andres skyld, at du er ung og har ondt i livet

Simon Siger v/ Simon Gardner Mogensen

Sept 11, 2019

0

Nej, det er ikke alle andres skyld, at du er ung og har ondt i livet

En epidemi af psykiske lidelser har lagt sig over den til dags dato mest privilegerede ungdomsgeneration i Danmark. Depression, stress og angst er de mest hyppige diagnoser, som os unge danskere bliver stillet – set i lyset af en kakofoni af diagnosticeringer omkring en ungdom, der angiveligt er taget som gidsel i et undertrykkende samfund. Hvor dækningen af det kritiske fænomen er placeret i en nyhedsstrøm af dårligdomme ved alt fra de diverse polemiske indlæg i tabloidmedier, til omfangsrige grafiske fremstillinger i smådokumentarer på både DR og TV2 – og senest repræsenteret i den nylige trivselsmåling fra Børne- og Undervisningsministeriet. Ifølge denne overvejer hver 3. gymnasieelev at droppe ud pga. såkaldt ”pres” .

Dermed er en samfundsundergravende tendens indtrådt, hvor ungdommen er placeret i et hjørne, som et forslået offer, i skyggen af diverse ’’feel good’’-undskyldninger, der har til hensigt at dæmpe vores psykiske frustrationer. Alt imens de kære voksne politiske skikkelser nok skal tage ansvar og løse denne problematik. I stedet for, at man reelt påbegynder at skabe et eksistentielt blik for, hvad ungdommen egentlig kæmper med.

For når man hører ungdommen sukke og vrøvle om hvor hårdt livet er, fristes man til at spørge: sammenlignet med hvad?

På trods af det, har heroiske politikere og andre meningsdannere grebet debatten og forsøgt at skabe en diskurs, hvor man fjerner ansvaret fra os unge mennesker, i bedste curling-forstand. En automat-reaktion, som har efterstræbt at afmontere de udfordrende elementer i det at blive til et voksent ansvarligt menneske. Det er et næsten tarveligt forsøg på at redde ungdommen fra dets egen og helt naturlige smerte og frustrationer.

Trods min skepsis, skal vi naturligvis reagere på denne tilbøjelighed, da vi rent faktisk har et problem – men derimod bør vi aldrig efterstræbe at afmontere den til tider smertefulde proces i det at blive en voksen. For vi har reelt en ungdom, hvor ¼ af unge mennesker mellem 16 og 24 år anser sig selv som stressede, ca. 20% af unge har lav livstilfredshed, op mod 18% af børn og unge føler sig ensomme og 11% af børn har emotionelle vanskeligheder

Et urimeligt sørgeligt scenarie, hvor vi i alt for mange tilfælde, ser os unge falde i knæ på baggrund af omstændighederne. Ifølge Psykiatrifonden, kan vi udover at have en ungdom i dårligt humør, opleve at langsigtede konsekvenser – ved f eks. at mange kan være nødsaget til at forlade arbejdsmarkedet.

En hovedpine, der for mange kommer som en overraskelse, da vi som ungdom aldrig har haft bedre rammebetingelser, end dem som omfavner de unge i dag. Med tidligere generationer, der har sikret os alt fra kulturel frigørelse og brud med social kontrol, til at vi aldrig har kunne agere mere økonomisk frit – kan det virke fjernt, at man er præget af så mange psykiske frustrationer. Et problem som ville kunne skitseres som et luksusproblem eller et ’’first world problem’’ – hvor vores mange frie valg har gjort os angste.

Trods dette, har man efter den offentlige debats bedste evne, peget fingre og famlet efter forklaringer på problemet. Skylden er blevet lagt på alt fra politiske uddannelsesreformer og karakterræs, til materialistisk konkurrencekultur og at det sociale fællesskab mellem unge skulle være præget af usunde værdier. En konstant fralæggelse af ansvar er indtruffet, frem for at sige det som det er: nemlig at smerte og frustration som kan følge det at havde truffet et forkert valg, er det der gør os til dem vi er.

For der er ikke tale om en ungdom, der er pressede af hverken politikere, forældre, klassekammerater eller erhvervslivet – men en generation der eksistentielt bør revurdere deres eksistens og finde mening ud fra det. Det er en sovepude og i værste tilfælde en forkastelig måde at lede ungdommen i fordærv – når man bilder dem ind, at de er ofre for kontrollerende forældre, en skadelig kulturel indflydelse, bundet af erhvervslivets pres og/eller at politikernes reformer presser os. Alt imens at diverse kontrollerende kulturelle og sociale institutioner aldrig har stået svagere, samt en reduceret økonomisk kontrol, ved både fritidsjob, lommepenge og SU. Det må altså kunne konkluderes, at vi aldrig har været præget af så meget frihed og frivillige valg, end vi er i dag.

I lyset af ungdommens sukkende udgydelser og vrøvlen om hvor hårdt livet er, bør man i stedet for den fremherskende og omklamrende medlidenhed stille spørgsmålet: sammenlignet med hvad?

Og det er egentlig essensen: at det nogle gange er sundt at sætte sit liv i perspektiv før man begynder at fable om hvor hårdt det er.

Vi bør til gengæld efterstræbe at omfavne vores frie valg og den angst der indtræffer, i frygten for at træffe et forkert valg. Acceptere vi begår fejl og bearbejde den frustration som følger – for derfor at kunne tilgive os selv. En kulturel og individuel eksistentiel omvæltning, hvor systemets syndebuks-position skal forfalde – i et ønske fra ungdommen om, at vi ikke er bange for at træffe valg og tage ansvar for disse handlinger. For lykken og evnen til at træffe gode valg er ikke en værdi i sig selv, men friheden til at kunne træffe disse valg er – om resultatet anses som dårligt eller ej.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere