Selskabsskatten er umoralsk

Simon Siger v/ Simon Gardner Mogensen

Nov 18, 2019

0

Selskabsskatten er umoralsk

I det danske politiske landskab – fra de planøkonomiske kollektivister på venstrefløjen, til de som gerne skulle agere fornuftens fanebærere hos de borgerlige – har man i sin iver efter at inddrage så mange skatter som muligt, glemt sit moralske kompas. For vi kan til hver en tid, sagtens diskutere omfanget af de skatter, som skal pålægges danskerne. Men når man beskatter kollektiver, bedst demonstreret ved selskabsskatten, så er der tale om en tydelig mangel på den grundlæggende moralske distinktion, som befinder sig mellem kollektivet og individet.

For i kraft af, at et selskab er en organisation; en gruppe mennesker, som samlet har skabt et system af forskellige roller og etablering af effektive kommunikationsveje, for at opnå samme mål eller interesse – er der tale om et kollektiv. Hvor et kollektiv, historisk og naturligt, agerer på andre præmisser end individet, vil der naturligt også herske forskellige ansvar – da kun individet har rettigheder og derfor forpligtigelser.

For som en ældre tese siger det: grundlæggende, kan kun mennesker betale skat.

En tese som er glemt, alt imens at selskabsskatten reduceret siden 1989 fra 50% til 22% i dag – i ønsket om at opretholde konkurrenceevnen. For Danmark har efterstræbt at bibeholde virksomheder i landet, eftersom omkringliggende nationer enten har haft lavere selskabsskatter eller reduceret deres skatteniveau.

Hvor vi på nuværende tidspunkt er placeret på en 15. plads ud af 36 OECD-lande – med lande som Irland (12,5%) og Ungarn (9%) med de laveste procentsatser i OECD. En global tilbøjelighed til gradvis at sænke landets skattesats, når andre lande gør det, bliver beskrevet som en usund tendens og ’et ræs mod bunden’. 

I kontrast til dette omtalte ræs mod bunden, italesat af venstrefløjens polemiske bidrag til den offentlige debat, med uretfærdighed, ulighed og klassesamfunds-snak – så har selskabsskatten også vist sig at være dens egen hensigts værste fjende. Da der i kampen er opstået et karikeret afbillede af kapitalismen, virksomhederne og CEO’erne som griske, selvcentrerede og onde – har man skudt sig selv i foden.

For de som bl.a. nyder bedst af en selskabsskattens sænkelse eller afskaffelse, er arbejderne. Det kommer sig af, at ved selskabsskattenedsættelser eller en egentlig afskaffelse, er arbejderne dem som betaler regningen for skattesatsen og derfor er de også nogen af de første, som nyder godt af reduktionen.

En kendsgerning, som finder sted i sammenfald med at selskabsskatten er en af de mest skadelige, skatter vi opretholder. Da selskabsskatten ikke bare afholder de ansatte fra at opleve et løft i levestandarden, men også de offentligt ansatte og folk på overførselsindkomst – da deres lønfremgang og ydelsesstørrelse afhænger af den private lønfremgang.

Selskabsskattens skadelighed er også funderet i, at de afholder virksomheder fra at spare op og dermed kunne lave større investeringer over lang sigt. Dette kommer af det reducerede ønske om at have overskud i virksomheden, da det beskattes ved årets udgang. Derfor ser mange virksomheder det nødvendigt at benytte deres overskud i det indeværende regnskabsår – da alternativet er, at lidt over 1/5 af overskuddet, går til staten.

For at undgå dette, bliver man nødt til at investerer kortsigtet, frem for at kunne spare op over flere år og dermed kunne lave enten større investeringer i f eks. maskiner, arbejdspladsen eller ansatte.

Dette sænker produktivitetsstigninger, innovation og teknologiudviklingen internt og eksternt for virksomheden og samfundet – alt imens den på nationalt og globalt niveau nedsætter den økonomiske vækst, beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

Der er ikke mange saglige argumenter for at bibeholde selskabsskatten, når faktum er, at en afskaffelse af den vil føre til en forbedring i konkurrenceevnen, produktivitetsstigninger, forøget innovation, teknologiudvikling, økonomisk vækst og en høj grad af selvfinansiering. Og selvom dette er tilfældet, så er den folkelige opbakning udeblevet. For historien om selskabsskatten er skabt af venstrefløjen – med kapitalisten og virksomheden som antagonisten mod arbejderen og det solidariske samfund.

En fortælling, som er fordret af socialistens dystre personificering af virksomheden, hvor klassesamfundet er skabt af en marxistisk diagnosticering af kapitalismen – med den fabrikerede fabriksejer (kapitalisten), som skummer fløden ved at udnytte arbejderens hårde arbejde. En fortælling som for længst burde være skyllet ud med badevandet.

I lyset af, at man trods alt ikke ønsker en tvangsopløsning af virksomhederne, og arbejdernes overtagen af produktionsmidlerne – har socialisten prøvet at ramme kapitalisten, med de midler som er stillet til rådighed i en blandingsøkonomi – nemlig på profitten.

Denne fejldiagnosticering og brug af skadelige midler har ført til den problematiske situation vi er i havnet i, hvor der i befolkningens bevidsthed er en sammenhæng mellem Danske Bank-skattesvindelskandaler, og den gængse virksomheder økonomiske overskud.

En situation, hvor den beskrevne marxistiske opfattelse af økonomien, karambolerer med virkeligheden – og dermed er med til at skade sin egen sag.

Dermed er der opstået en kollektivistisk skat som straffer mennesker for at organisere sig.

Hvor både lønmodtagere, ejere og ledere, er dem der straffes. I deres ønske om at forbedre deres egne levestandarder, er de nødsaget til at forbedre det de tilbyder til forbrugeren, ved enten lavere pris eller højere kvaliteter.

Dette leder os tilbage til den individuelle vs. den kollektivistiske opfattelse, da denne problematik er blomstret i kollektivisternes iver for at give virksomheden forpligtelser, som kun kan opretholdes af individer. En marxistisk heksejagt på profit – gjort spiselig for den brede befolkning af folkesocialister og socialdemokrater gennem selskabsskatten. En falsk præmis, som gang på gang er modbevist – alt imens den bredde forankring i befolkningen, har fået den til at blomstre.   

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere