Flygtninge kan ikke bare sendes hjem

Udlændingepolitisk Udfordring v/ Mohamad Alnabhan

Nov 18, 2019

0

Flygtninge kan ikke bare sendes hjem

Det har været for Dansk folkeparti det mest omdiskuterede og vigtigste emne i den politiske verden: det såkaldte paradigmeskift, som fremkalder en situation med sigte på hjemsendelser af individer, der befinder sig i Danmark med midlertidigt opholdsgrundlag. Den lovgivende magt på Christiansborg har vedtaget paradigmeskiftet, hvor Venstre tillige var involveret i vedtagelsen, men det ser nu ud til, at formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, ser frem til at udhule paradigmeskiftet.

For Dansk Folkeparti har det været det vigtigste emne i den politiske verden: det såkaldte paradigmeskift, som sigter mod hjemsendelser af individer, der befinder sig i Danmark med midlertidigt opholdsgrundlag. Den lovgivende magt på Christiansborg har vedtaget paradigmeskiftet, hvor Venstre tillige var involveret i vedtagelsen, men det ser nu ud til, at formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, ikke helt kan stille sig bag det alligevel.

I et interview i Weekendavisen d. 15. november, afgav Jakob Ellemann-Jensen nogle politiske overvejelser. Ellemann sagde følgende: “Hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse i hjemlandet, bør man da i udgangspunktet vende tilbage, når den situation er slut. Hvis der har været konflikt i hjemlandet i 15 eller 20 år, og folk har børn, der er vokset op her, giver det så mening at tale om at vende tilbage til hjemlandet, eller gør det ikke? Virkeligheden er bare, at en del nok kommer til at blive.”

Man kan vel konstatere, at han tilsyneladende trodser den grundlæggende præmis bag paradigmeskiftet om, at flygtninge skal tilbagesendes til deres oprindelige lande. Det er en ide, som Dansk Folkeparti har stået i spidsen for at fremme, og også Inger Støjberg stod, efter vedtagelsen, som en af de store forkæmpere for ideen. Men sandheden er bare, at Jakob Ellemann-Jensen har forstået vilkårene på slagmarken, og derfor ønsker han ikke at bilde folk noget ind, som ikke er sandt: nemlig, at det ikke er alle, der kommer til at blive hjemsendt.

Paradigmeskiftet handler i princippet om, at flygtninge skal hjemsendes, når der er mulighed for det. Man bør her hæfte sig ved ordet “mulighed”, og sætte et spørgsmålstegn ved, hvornår muligheden byder sig for, at flygtninge kan hjemsendes.

Helt grundlæggende, får en flygtning opholdstilladelse i Danmark, når myndighederne vurderer, at vedkommende individuelt har krav på beskyttelse, og vurderingen er helt faglig og upartisk, da den bliver gennemført af politisk uafhængige embedsmænd. Men når embedsmændene vurderer, at vedkommende ikke længere har behov for beskyttelse, så kan de inddrage vedkommendes opholdstilladelse.

Med andre ord kan man først sige, at muligheden for at flygtninge kan sendes tilbage til deres hjemlande, opstår, når vedkommende ikke har krav på beskyttelse, og det er på ingen måde et politisk spørgsmål.

Flygtninge er delt op i to grupper, hvor den ene gruppe flygtede til Danmark på grund af den generelle situation, og fordi de er bange for bomberne, der falder ned og tøndebomberne, der rammer alle - disse flygtninge har kun behov for krig-beskyttelse. Den anden gruppe er dem, der individuelt er forfulgte, hvor de enten er eftersøgt af Assads regime, oppositionen eller de øvrige militante grupper - disse mennesker har behov for en stærkere form for beskyttelse end de andre.

Det der sker på nuværende tidspunkt, er, at Jakob Ellemann-Jensen indser, de brutale forbrydelser og destruktive episoder i landet, ikke er forbi, selv om freden har udbredt sig i nogle landområder. Den seneste eskalering på syrisk jord har vist, at krigen er ikke slut.

Han indser også, at politiske forfølgelser i et land, der på ingen måde indeholder retssystem, er systematiske, blot hvis man er kritisk over for magthaverne, og det betyder, at det på ingen måde er sikkert for alle syriske flygtninge at vende tilbage til Syrien.

Det vil måske være ladsiggørligt for dem, der ikke er involverede i nogle politiske hændelser, og som ikke er forfulgte i Syrien, at de reelt kan vende tilbage, når situationen er stabil, men hvornår bliver den stabil? Det er det egentlige spørgsmål, som ingen kan svare på, så længe der konstant bliver brugt våben og bomber, uden at vi er lykkedes med at forhandle sig frem til politiske løsninger i Syrien.

Mattias Tesfaye har selv i forbindelse med diskussionen om erklæret sig enig iden analyse, at langt de fleste ikke kommer tilbage til deres oprindelige lande og kaldt det for “tynd kop te”.

I Debatten på DR2 d. 11. april sagde Tesfaye følgende: “Langt de fleste konflikter tager jo så lang tid, at folk i realiteten opnår tilknytning, og derfor bliver her permanent, og det kommer denne her lovgivning ikke til at lave om på.”

Folk i Dansk Folkeparti kan ævle og kævle så meget som de ønsker, og de kan prøve at bilde folk ind, at flygtninge bliver hjemsendt efter det såkaldte paradigmeskift. Men virkeligheden er bare, at politikerne ikke kan afgøre, om folks opholdstilladelser skal inddrages. Det er først, når muligheden reelt byder sig, at hjemsendelser kan finde sted.

Det ser ud til, at det vil tage lang tid, før det bliver muligt for nogle at vende tilbage til deres fædrelande. Det har Jakob Ellemann-Jensen indset. Han har accepteret vilkårene på slagmarken, og anerkender i modsætning til Dansk Folkeparti og andre, at en del flygtninge kommer til at blive.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere