Iran-konflikten kommer ikke ud af ingenting: Her er den historiske baggrund

USA og Irans rivalisering er blevet et varmt emne efter at USA valgte at snigmyrde den højtstående iranske general Qassem Soleimani. Iran valgte at svare igen med at affyre flere raketter mod to internationale baser i Irak, hvor ingen soldater omkom. Iran vidste udmærket godt at et direkte angreb med flere amerikanske drab kunne resultere i en alvorlig eskalering, som hverken USA eller Iran har interesse i. Det skulle man ellers tro baseret på de to landes historie, som mildest talt er kompliceret. USA er netop ikke den eneste store geopolitiske stormagt, som har haft en særlig interesse i landet. Midt i det store geopolitiske spil lurer også en iransk stolthed og selvforståelse, der ikke helt harmonerer med omverdenens.

Benjamin Mehr,

14/01/2020

En magtkamp mellem Sovjet og Storbritannien

Iran og USAs forhold går helt tilbage til den persiske konstitutionelle revolution, der fandt sted mellem 1905 og 1911. Qajar-dynastiet som havde reageret helt fra 1789 efter de havde afsat den sidste Shah (konge) af Zand-dynastiet blev mødt af stor modstand af iranere fra tre primært fløje i starten af 1900erne: tilhængere af en ny konstitution, monarkisterne og de religiøse ledere, der havde til formål med at modernisere landet i form af nye økonomiske muligheder, nye institutioner og skabe en ny politiske og social ordre.

Den regerende Qajar-monark, Mozaffar ad-Din Shah Qajar, underskrev en ny konstitution i 1906, men han døde og blev erstattet af Mohammed Ali Shah Qajar, som ignorerede konstitutionen fordi den var imod islamisk lov og iværksatte bombardementet af parlamentet med russisk og britisk støtte i 1908, men et år senere overtog den yngste søn Ahmad Shah Qajar og genskabte konstitutionen i en alder af blot 11 år.

Russerne og briterne havde hele tiden søgt indflydelse over Qajar-dynastiet i Persien, og de to lande indgik en aftale med den daværende persiske regering. Den Anglo-Russiske konvention opdelte landet i interesseområder, hvor briterne fik økonomisk kontrol over den sydlige del af landet, og russerne fik kontrol af den nordlige del. Der var også en neutral zone i midten, som inkluderede Teheran. I 1909 blev det Anglo-Persiske olieselskab (som senere hen blev kendt som BP) etableret, og det styrkede deres kontrol over den sydlige del af landet.

Iran forsøgte at erklærer sig neutrale under første verdenskrig, men landet endte med at blive en slagmark for ottomanske, russiske, britiske og tyske soldater. Tyskland forsøgte både at fjerne Storbritannien og Rusland fra Persien med ingen succes. Efter den russiske revolution i 1917 øjnede briterne en mulighed for at få kontrol over hele Persien, men det lykkedes ikke i første omgang, i det det nyetableret Sovjetunionen svarede igen med at annekterer dele af det nordlige Persien og skabe den Persiske Socialist Sovjet Republik. Alt i alt, havde perserne mere eller mindre mistet kontrollen over eget land, da det de-facto var under britisk og sovjetisk kontrol.

Al dette skete mens Ahmad Shah Qajar blev mere og mere upopulær blandt sine egne. Han blev anset som værende en svag og inkompetent leder blandt andet på grund af hungersnød og tørke i landet, hvilket gjorde at utilfredsheden med ham voksede.

Briterne blev også i højere grad utilfreds med den daværende regering idet de ikke kunne regere landet effektivt nok. I 1921 skete der en masse begivenheder i Persien, som blev kendt for det persiske kup, der medførte til etableringen af Pahlavi-dynastiet som den legitime leder af Persien. Reza Khan havde anført Kosak-brigaden fra det nordlige Iran til hovedstaden Teheran og overtog byen succesfuldt. Reza Khan blev støttet af briterne, da man ville fjerne Bolsjeviks indflydelse i landet, og den her gang lykkedes det en gang for alle at få fjernet russisk eller sovjetisk indflydelse af landet til fordel for briternes olieeventyr.

Amerikanerne som de ”gode”

De første politiske forhold mellem Persien og USA går helt tilbage til 1856, og i slutningen af det nittende århundrede var der også forhandlinger med en amerikansk virksomhed om at etablere en jernbane fra den persiske golf til Teheran. Amerikanerne havde modsat Storbritannien ikke interesse i interne persiske affærer, og det var der mange af de persere, som støttede den konstitutionelle revolution, der var glade for.

De så USA som en slags ”tredje magt” i deres bestræbelse på at bryde den britiske og russiske dominans i landet. Perserne bad sågar også USA om økonomisk støtte til at genopbygge landet efter første verdenskrig, som dog ikke blev til noget. Amerikanske industri- og forretningsledere var støttende overfor Irans forsøg på at modernisere økonomien og frigøre dem fra britisk og russisk indflydelse. Ja, det er skam helt rigtigt: der var faktisk engang en tid, hvor iranerne og amerikanerne havde et positivt syn på hinanden.

Stormagternes tilbagekomst

I 1935 bad den daværende persiske regering omverdenen om at kalde Persien for Iran. Iran og Tyskland havde haft et godt forhold til hinanden, hvilket også kunne ses i første verdenskrig. De delte samme ambition om at nedbryde Storbritannien og Sovjetunionens imperialistiske ambitioner. Iranerne så det som værende tiltrækkende at handle med tyskerne fordi, at de modsat de to andre stormagter ikke havde nogen historie med imperialisme i området. I begyndelsen af Anden Verdenskrig var Tyskland faktisk Irans største handelspartnere, men iranerne støttede ikke antisemitismen og var med til at redde 1500 jøder og gav dem i al hemmelighed statsborgerskab.

Iran erklærede sig endnu engang neutrale under Anden Verdenskrig, men briterne beskyldte stadig iranerne for at være støtter af nazisterne. Derudover, var briterne bange for at tyskerne skulle få fat i Abadan oliefeltet, som det Anglo-Iranske olieselskab ejede, og derved var vigtig for de allierede i kampen mod Nazi-Tyskland. Efter operation Barbarossa blev Storbritannien og Sovjetunionen formelt allierede, og sidstnævnte havde ambitioner om at gøre Iran kommunistisk.

Briterne lagde mere pres på shahen, og det medførte til en anti-britisk stemning i landet, og samtidig så udgjorde Irans beliggenhed en trussel mod den Sovjet-Kaukasiske olie. Shahen afviste de allieredes krav om at udvise tyske borgere men begyndte så småt at formindske handlen med tyskerne. Shahens strategi om at udvise neutralitet blev efterhånden for meget for briterne, der i forvejen havde tropper udstationeret i nabolandet Irak. Storbritannien og Sovjetunionen iværksatte en overraskelsesinvasion af Iran til stor succes som sikrede olie til de allierede styrker. Briterne tvang også Reza Shah til at opgive sin trone til fordel for Mohammad Reza Pahlavi også kendt som landets sidste Shah.

Enter The U.S

Amerikanerne har mere eller mindre altid holdt sig for sig selv i et geopolitisk perspektiv indtil efter Anden Verdenskrig. Under Første Verdenskrig kæmpede amerikanerne ganske vist mod tyskerne, men da Sovjetunionen begyndte at sprede kommunisme, blev det anset som en kæmpe ideologisk trussel.

Den nye shah var meget venligt stemt over for amerikanerne, han ville modernisere landet og var også med til at føre en meget pro-amerikansk udenrigspolitik. Iran blev set som stammen i den amerikanske udenrigspolitiske strategi i Mellemøsten. Iranere og amerikanere besøgte hinanden og beundrede hinanden rigtig meget.

Et symbol på iransk selvstændighed

I 1951 blev den iranske premierminister Mohammad Mosaddegh valgt. Han ville introducere et socialt sikkerhedsnet, reformer og højere skatter. Men hans vigtigste politik var at nationalisere den iranske olieindustri. Indtil da havde briterne fået 85% af overskuddet, hvor kun 15% af det gik til Iran.

Det gad briterne ikke at finde sig i, og den daværende amerikanske præsident Truman opfordrede briterne til ikke at invadere Iran igen. Amerikanernes forhold til Iran gav iranerne en vis optimisme for, at konflikten ville blive løst. Mosaddegh besøgte Washington, og regeringen kom med flere udtalelser til han støtte, men amerikanerne støttede den britiske handelsembargo og uden Trumans viden, så havde CIA i Teheran lavede hemmelige aktioner mod premierministeren.

Man var dog fra amerikansk side bange for, at Mosaddegh skulle nærme sig Sovjetunionen, og derfor valgte den republikanske præsident Dwight Eisenhower at iværksætte “Operation Ajax” i 1953 i samarbejde med britiske MI6.

Samtidig begyndte Mosaddeghs popularitet at smuldre, idet folket gav ham skylden for den politiske og økonomiske ustabilitet og som et modsvar til et attentatforsøg mod ham og hans kabinetsminister, så begyndte han at beordre fængslingen af massevis af sine politiske modstandere. Til sidst var det kun de iranske kommunister, der støttede ham og angreb hans politiske modstandere. Shahen var egentlig imod kupplanerne og støttede olienationaliseringen, men efter han blev informeret af CIA, at han også vil blive afsat, hvis han ikke spillede med på den, rettede han ind. Mohammad Mosaddegh blev sat i husarrest indtil hans død.

Shahen rejser sig på ny

Shahen blev genindsat på ny med fornyet amerikansk støtte, og nu skulle Iran og USA endnu tættere på. Magtstrukturen blev også ændret, så premierministeren begyndte at få en mindre rolle, og monarkiets magt blev endnu større. Samtidig hjalp CIA med at optræne Shahens hemmelige og berygtede politi SAVAK, der torturerede og dræbte potentielle politiske opponenter.

Shahen besøgte ofte Det Hvide Hus og nød stor amerikansk opbakning. Samtidig blev de kulturelle bånd styrket. Pahlavi-universitetet og Sharif og Isfahans tekniske universiteter var inspireret af de bedste amerikanske universiteter.

Derudover, var USA med til at skabe Irans atomprogram tilbage i 1957 med at give en hjælpende hånd til at bygge landets første atom kræftværk, og 10 år senere hjalp de så iranerne med at berige uran til en vis grad, hvor det var muligt at fremstille atomvåben på sigt. Shahen fortsatte med at modernisere landets sociale og økonomiske strukturer på trods af den politisk undertrykkelse, der efterhånden blevet værre og værre.

Særlig et vist befolkningssegment var i meget opposition til moderniseringen, og det skulle få store konsekvenser for hele landet senere hen.

Olieindtægterne og et amerikansk Geoperspektiv

I løbet af 60erne og 70erne steg de iranske olieindtægter så markant samtidig med, at amerikanernes indflydelse blev formindsket i Iran. Det skulle man tro ville gøre dem vrede, men det var på en måde en win-win situation for begge parter. Shahen stolede slet ikke på Sovjetunionen og havde absolut ingen interesse i, at kommunisme blev spredt yderligere til regionen. Derfor var Iran en vigtig allieret for USA, samtidig med at briterne begyndte at trække sig mere og mere ud af regionen, og dermed blev Iran en endnu vigtigere allieret i Den Kolde Krig.

Shahen insisterede også på at være militært overlegen i forhold til sine arabiske naboer. Da Richard Nixon trådte til som amerikansk præsident i 1969, var Iran allerede USAs største eksportmarked for våben, og han ville styrke det pro-amerikanske Iran yderligere, og det fristede Shahen til at købe amerikansk militærudstyr for over tre milliarder amerikanske dollars i løbet af et par måneder i 1972.

Andre amerikanske allierede blev fravalgt idet, at Saudi-Arabien var politisk ustabilt, og at nærme sig Israel ville potentielt set skubbe de arabiske nationer tættere på Sovjetunionen. Beslutningen om at forstærke Irans position som Mellemøstens politimand var dog stadig kontroversiel, da Iran var ikke et arabisk land som deres naboer.

Iranerne var shia-muslimer, hvorimod araberne var sunni-muslimer. Derudover, så brød de arabiske lande sig egentlig ikke særlig meget om Iran, idet de blev set som værende arrogante og en mulig trussel, så amerikanerne var nødt til at tage geopolitiske forhold med i overvejelserne, og derfor blev Richard Nixons beslutning anset som et risikabelt sats. Den amerikanske kongres begyndte at undre sig stadigt mere over, at Iran købte så meget militærgrej fra USA, blandt andet fordi man ikke følte sig sikker på, at iranerne kunne håndtere så komplekst militærudstyr.

Den demokratiske Jimmy Carter tiltrådte som amerikansk præsident i 1977 og gik meget op i menneskerettigheder. Det blev også markeret overfor Shahen, som var begyndt at komme mere og mere under pres fra omverdenen på grund af de mange brud på menneskerettighederne, der fandt sted i landet.

Flere og flere iranere var begyndt at opponere mod shahen, og man så flere uroligheder i landet, som der blevet slået hårdt ned på. På nytårsaften samme år rejste Carter til Iran for at fejre nytår og brugte samme lejlighed til at rose Shahen for være en nøgle til stabilitet i regionen, hvilket gjorde især den liberale opposition mod shahen rasende. Det skulle dog også være begyndelsen til enden på det gode forhold mellem de to nationer.

Ayatollahens tilbagekomst og enden på monarkiet

Det befolkningssegment som nok havde de største problemer med Shahens moderniseringspolitik og hans pro-amerikanske tilgang var islamisterne i landet. Allerede i 1944 angreb Sayyid Ruhollah Khomeini Shahens sekulariseringspolitik og advokerede for, at det kun var Allah, der var den sande hersker.

Han kom også på tværs af systemet, og i 1963 introducerede Shahen den hvide revolution, som inkluderede landreform, salg af statsejede virksomheder, massiv udbygning af landets infrastruktur, bygning af damme, udryddelse af sygdomme som malaria og massive investeringer i uddannelse og sundhed i de isolerede provinser. Programmet blev anset som en økonomisk succes, men det var ikke alle samfundets lag, der fik gavn af det på trods af, at aristokratiets magt skulle formindskes.

Derudover, så skulle kvinder også deltage i samfundet på mere lige fod og religion skulle spille en mindre rolle i skolerne. Det var især den del som Khomeini og hans følgere havde et stort problem med, og det endte med, at han blev sendt i politisk eksil i 1964 i Tyrkiet, Irak og senere hen i Frankrig.

Modstanden mod Shahens undertrykkelse havde dog vokset sig så stor og spredt sig til alle samfundslag, at det blev for meget for Shahen, der var tvunget til at flygte i starten af i 1979, hvor Ayatollah Khomeini vendte tilbage og blev modtaget som en helt og endte årtiers iransk monarkisme. Iranerne ville have retfærdighed, frihed og selvstændighed, men udover det var der ikke en klar konsensus om hvor landet skulle bevæge sig hen.

Der var tre primære fløje, der kæmpede om magten: nationalisterne som støttede Mosaddegh g kommunisterne og islamisterne som fulgte Ayatollah Khomeini.

Aytollahen lovede befolkningen alle de ting, som de bad om, og det endte også med, at det blev ham og islamisterne, som vandt magten. Der gik dog ikke længe før, at han begyndte at slå hårdt og brutalt ned på sine politiske opponenter og indførte verdens første officielle islamistiske teokrati.

Kort efter revolutionen annoncerede regimet, at tørklædet blev obligatorisk for alle kvinder, hvilket medførte at over 100.000 iranske kvinder demonstrerede mod loven. Lige lidt hjalp det dog, da den Islamiske Republik blev født som et diktatur, der var mindst lige så brutalt som under Shahen.

Den store satan fødes

Ayatollah Khomeini blev ved med at referere til USA som den store satan, og Khomeini ville henrette Shahen, der flygtede ud af landet. Shahen prøvede at komme ind i USA, blandt andet for at få behandling for sin dødelige cancer. Den amerikanske ambassade I Teheran afviste ham dog fordi de ville prøve at stabilisere forholdet mellem de to regeringer.

Præsident Carter lod dog Shahen kom ind efter pres fra Henry Kissinger, Nelson Rockefeller og andre pro-Shah støtter. Khomeini brugte det som propaganda med at køre på, at shahen blot var en amerikansk dukke. Den 4. november 1979 stormede nogle islamistiske studerende den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 amerikanske diplomater som gidsler i 444 dage.

Den mere liberale iranske premierminister Mehdi Bazargan var egentlig imod, men endte at opsige sin post. Amerikanerne svarede igen med en militæroperation, kaldet Operation Eagle Claw den 24. april 1980, men missionen var en fiasko og kostede otte amerikanske specialstyrker livet. Krisen endte den 20. januar 1981 med Algiers-aftalen, som begge lande skrev under på, hvor gidslerne blev frigivet.

De diplomatiske relationer mellem de to lande har været dårlige siden da. Schweiz fungerer som repræsentant for USA i Iran, og Pakistan er iransk repræsentant i USA. Siden da har Iran mere eller i mindre grad været under amerikanske sanktioner.

Konflikten blusser op

Ronald Reagan-administrationen begyndte at etablere diplomatiske forbindelser til Saddam Husseins Ba´athistiske regime i Irak ved at fjerne det fra listen over lande der sponsorerer terrorisme i 1984, efter Irak invaderede Iran i 1980.

Derudover solgte USA våben, kemikalier og dødelige biologiske virusser til irakerne, som de brugte mod iranerne. USA beskyldte Hezbollah, en shia-islamistisk organisation, som er en iransk proxy, for at stå bag i bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut i april 1983, der dræbte 17 amerikanere, og oktober samme år også for bombningen af en militærbase i samme by, der kostede 241 fredsbevarende amerikanske styrker livet, samt Khobar-bomberne i Saudi-Arabien 1996.

Den 18. april 1988 kom det også til direkte konfrontation mellem de to lande, da USA iværksatte Operation Praying Mantis som hævn for plantninger af iranske miner i den Persiske Gulf under krigen. Det var på daværende tidspunkt den største amerikanske flådeoperation siden anden verdenskrig. Det endte med, at to amerikanere mistede livet samt 56 iranere. Den 3. juli 1988 skød et amerikansk flådemissil et kommercielt iransk Airbus A300B2 fly ned over Hormuzstrædet, der dræbte 290 civile.

Amerikanerne sagde, at det var et militært fly og ikke svarede på radiokald. Begge dele viste sig at være løgn, og amerikanerne udtrykte ærgrelse og sorg over de civile tab, men har aldrig undskyldt til den iranske regering.

En opblødning afløst af en ny akse

Ayatollah Khomeini døde i den 3. juni 1988 og blev afløst af Ali Khamenei som den nye leder. I 1998 blev den moderate Mohammad Khatami valgt som ny præsident og opfordrede på dialog mellem civilisationer med USA.

Nogle af handels embargoer blev fjernet på iranske varer, men mere blev det ikke til på grund af forskelligheder mellem de konservative kræfter i begge lande. Da USA blev ramt af 9/11 angrebene udviste Khatami stor empati overfor ofrene, og nogle iranere dukkede op foran den schweiziske ambassade i Iran for at udtrykke empati.

Det amerikanske udenrigsministerium valgte ti år senere at takke iranerne for deres omsorg i den svære tid. Aytollahen fordømte også på det kraftigste angrebet og efterfølgende bad om folk ikke om at råbe ”død over Amerika” under fredagsbønnerne. Iran var et af de eneste muslimske lande, der udtrykte sympati for USA, og de to lande skulle komme endnu tættere på hinanden.

Taliban havde dræbt iranske diplomater og var i 1998 tæt på regulær krig mod terroristorganisationen, og nu delte USA samme fjende. Iran og USA havde flere møder i smug, og begge nationer delte samme mål: at få væltet Taliban af pinden.

Iranske specialstyrker skulle også havde samarbejdet med amerikanske og været med til at infiltrere afghanske oprører i Heratprovinsen. Samtidig hjalp iranerne angiveligt amerikanerne med at udpege luftmål. Møderne og det militære samarbejde kunne give anledning til håb op om ny opblødning, men da præsident George Bush angav Iran som værende med i ondskabens aksen i januar 2002, så stolede iranerne ikke på amerikanerne igen.

USA invaderede Irak i 2003 på grund af frygten for massevåben og afsatte Saddam, noget som Saudi-Arabien var rasende over, da man frygtede at, nu kunne præstestyret sprede deres shia-indflydelse i landet.

Et nyt håb?

I 2008 vandt den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama valget, og modsat sin forgænger lagde han vægt på diplomatiet og dialogen. Den iranske konservative præsident Mahmoud Ahmadinejad lykønskede ham med sejren, og det var første gang en iransk præsident gjorde det siden 1979. Han sagde, at Iran hilste forandringer i amerikansk tilgang til geopolitik velkommen.  Den 19. marts 2009 under Nowruz-festivalen talte Obama direkte til den iranske befolkning med at omtalte landet som: ”the Islamic Republic of Iran” og opfordrede Iran til at melde sig ind i verdenssamfundet igen. Den moderate iranske præsident Hassan Rouhani tiltrådte som præsident i august 2013, og en måned senere talte Obama med ham, og Rouhani gjorde det klar, at han var klar til at forhandle med vesten. Obama administrationen lavede en symbolsk gestus med at anerkende CIAs rolle i kuppet mod Mosaddegh i 1953.

En måned senere holdte Iran og USA deres første formelle møde på højtplan mellem de to udenrigsministre John Kerry og Javid Zarif. De iranske konservative var rasende, hvorimod de moderate var begejstrede for det. Al det kulminerede med atomaftalen i 2015, hvor Iran lovede at opgive dele af deres atomprogram og tillade internationale inspektioner, hvor USA fjernede dele af sanktionerne. Det gav den iranske økonomi noget frirum og for første gang længe var der optimisme om bedre tider.

Trump og et bristet håb

Donald J. Trump har kaldt Iran-atomaftalen en af de værste længe og svor, at han ville trække USA ud af den. Han vandt som bekendt valget i 2016, og nu ville han for alvor bekæmpe Irans indflydelse i regionen med blandt andet at nærme sig Irans ærkerival Saudi-Arabien. Det var dog slet ikke den eneste hovedpine for præstestyret fordi, at i slutningen af 2017 gik iranere på gaden for at protestere mod de ringe levevilkår, som de har levet under. Iranerne følte slet ikke, at atomaftalen havde gjort så meget for deres levevilkår, som de havde håbet på.

Mange iranere råbte op, om den her gang var ikke USA, der var problemet, men deres egen regering. Trump trak USA ud af aftalen måneder senere, og forholdet har efter Soleimanis død ikke været værre. Det er også kommet til sammenstød i Irak og Hormuzstrædet tidligere på året.

Iran er et land, der har historie med at falde og rejse sig igen. Iranerne har i de eneste hundrede år været under stærk udenlandsk indflydelse, og det harmonerer ikke rigtig med den selvforståelse, som mange iranere har om sig selv og deres land.

Det er et land, der er rig på historie og kultur og engang var verdens centrum. Netop derfor var der mange iranere, der fandt Khomeinis budskab så attraktivt: et Iran hvor iranere og ikke udenlandske magter reagerer.

Først var det russerne og briterne, der herskede og siden kom USA til, og ifølge nogen blandede de sig lidt for meget i iranske affærer. Spørgsmålet er bare om, at prisen for selvstændighed og nu isolation er det værd? Det er der i hvert ifald flere og flere iranere, der sår tvivl om.