Præsident Donald Trump blev for snart fire år siden valgt ind som præsident med løfter om at gøre en ende på alle de utallige krige og konflikter, som USA har været involveret i de seneste to-tre årtier. Hans tilhængere havde fået nok og beskyldte det gamle politiske establishment i form af Bush, Clintonerne og Obama for at være krigsliderlige. Nu skulle USA komme først og verdenen dernæst.
Sidste år valgte præsident Trump at trække amerikanske soldater ud af den kurdiske del af Syrien efter en aftale med Tyrkiets præsident Erdogan til stor ærgrelse og frustration hos de andre vestlige ledere, da kurderne både i Irak og i Syrien klart var de bedst allierede i kampen mod terrororganisationen ISIS. Her havde man en sekulær og troværdig allieret modsat nogle af de andre proxyer, som vesten tidligere havde støttet. Det blev mødt med fordømmelse fra den store omverden, for hvordan kunne USA blot lade sine allierede i stikken? Omend, er det værd at påpege, at hvis de andre europæiske nationer var så meget imod beslutningen, så kunne de vel med rette have udstationerede tropper i området.
En af Donald Trumps mærkesager var, at få USA ud af atomaftalen fra 2015, som forhenværende præsident Barack Obama fik lavet. En aftale, som fik Iran til at nedskalere deres uranproduktion med det formål at forhindre præstestyret at få fat på atommissiler. Trump fik USA ud af aftalen for to år siden, men det er værd at bemærke at iranerne allerede måneder inden gik på gaden for at protestere voldsomt mod levevilkårene som har været kummerlige selv efter, at sanktionerne blev gradvist formindsket efter atomaftalen. Den iranske befolkning har fået nok af, at se deres skattekroner blive brugt på at sponsorerer shia-grupperinger i regionen.
Man kan dog heller ikke fornægte, at det har gjort præstestyret mere desperate, og det kan være en farlig cocktail, idet præstestyret i forvejen har meget velorganiserede proxyer i Mellemøsten som har bekriget vestlige interesser i mange år og som uden tvivl er klar til at eskalere konflikten yderligere.
I nabolandet Irak, som har været ustabilt siden invasionen i 2003, har der i det seneste stykke tid været store protester fra civilbefolkningen mod den store korruption og de brud på menneskerettigheder, som finder sted i hverdagen. Hvad der er værd at bemærke er dog, at en stor del af frustrationen var rettet mod Irans indflydelse i landet, hvor shia-proxyer har været med til at slå hårdt ned på demonstranterne og slå massevis af dem ihjel, ligesom de har gjort mod den iranske civilbefolkning, da der var massedemonstrationer i landet for en måned siden. I slutningen af november brændte de irakiske demonstranter rent faktisk det iranske konsulat af i den irakiske by Najaf.
Irakerne har simpelthen fået nok af iransk indflydelse i landet, men desværre ser det ud til at indflydelsen måske kan blive endnu mere voldsom end tidligere efter USA's snigmord.
Den iranske general Qassem Soleimani var højtstående general i den berygtede Revolutionsgarde som er præstestyrets direkte militære hånd og skal forstille at være Mullahernes militære vilje. USA har erklæret gruppen for en terroristorganisation. Soleimani var en af Ayatollah Khameinis allernærmeste og mest betroede mænd i hans indercirkel og var en mesterstrateg. Han er i høj grad ansvarlig for Irans handlinger i regionen, og der var næppe en større militæraktion som ikke krævede hans fulde accept. Han nød stor respekt blandt sin allierede og var sågar berygtet hos sine fjender.
Derfor kan man heller ikke komme udenom, at præstestyret led et kæmpe nederlag, da USA lykkedes med at et snigmordsattentat på en lufthavn i Baghdad og dermed fik ram på Soleimani. Amerikanerne mente, at de havde efterretninger om, at han planlagde attentater mod amerikanske mål, og valgte derfor at slå til nu. Irak har i forvejen dannet rammer om nye eskaleringer mellem Iran og USA, i det nogle shia-ekstremister stormede den amerikanske ambassade i Irak, og i september måned ramte to raketter også i nærheden af ambassaden.
Irak har de facto efter invasionen i 2003 været en geopolitisk slagsmark mellem USA og Iran.
De to lande har sloges om, hvem der kunne få mest indflydelse i landet, og det har kastet landet ud i et internt kaos, som har været med til at skabe et grundlag for grupperinger som ISIS til at opstå. Saudi-Arabien var også rasende på USA efter Irak-invasionen, da man netop frygtede, at det her scenarie kunne opstå, og man kan konkludere her 17 år senere, at deres frygt var yderst velbegrundet.
Iran har lovet, at man ville svare hårdt og kontant igen, og det er de også nødt til for at bevare en vis legitimitet. Jeg kan umuligt forstille mig, at præstestyret vælger at forholde sig passive, da de nu er maksimalt presset både internt og eksternt.
Jeg tror næppe, at det kommer til at eskalere til en regulær direkte krig mellem USA og Iran i det, at Iran er potentielt set stærkere end både Irak og Afghanistan til sammen, og derudover er mere velorganiseret og har flere kontakter i regionen. Jeg kan heller ikke forstille mig, at Putin bare vil se passivt til, hvis USA går direkte ind i Iran, idet de kan ikke tåle at tabe præstestyret som nær allierede i Mellemøsten.
Omend, så ved iranerne godt, at det er begrænset hvad de kan gøre mod USA, da de kan angribe dem og deres allierede i Irak og i regionen. Men mere end det er de næppe i stand til. Derudover har amerikanerne den mulighed, at de hypotetisk set kunne angribe iranske interesser især i Syrien, som vil svække præstestyrets indflydelse i regionen markant. Spørgsmålet er dog hvordan russerne ville reagere på det.
Derfor er den største sandsynlighed desværre, at en potentielt forøget eskalering af konflikten vil foregå primært på irakisk grund, hvor den store taber bliver den irakiske civilbefolkning, der kommer skulle opleve en ny opblusning af krig og terror mellem to større militærmagter.
