Styrket forbud giver styrket cannabis

Symptomet på sindssyge er at gøre det samme om og om igen for at håbe på et bedre resultat.

Carl Andersen,

16/08/2018

Det er på tide, at den fornuften og den personlige frihed tager nogle store skrift i den danske cannabisdebat. Efter over 50 års uafbrudt kriminalisering, modarbejdelse og styrket bekæmpelsesindsats er der ingen positive resultater. Tværtimod er markedet for cannabis blevet større mere lukrativt og langt farligere. 

I disse uger kører Danmarks Radio et tema omkring hash i Danmark. Det er dejligt, at et så stort medie sætter et fagligt lys på en ellers meget polariseret debat. 

Symptomet på sindssyge er at gøre det samme om og om igen for at håbe på et bedre resultat. Sådan er det med den førte krig imod cannabis som utallige regeringer, inklusiv den danske, har efterlevet i et halvt århundrede. Hårde straffe, flere indsatser, strammere regulering. Men mængden af forbrugere vokser, cannabissen bliver stærkere, og gaderne farligere. 

Hvis man kigger på historien kunne ovenstående forudsiges. Fra 1920 til 1933 var fremstilling, transport, salg og brug af alle former for spiritus og alkoholiske drikke forbudt i hele USA. Formålet med forbuddet var at bremse udbredelsen af alkohol, da politikerne ville forhindre alkoholisme, slagsmål i gaderne og de andre negative sider, som indtagelse af alkohol og spiritus kan resultere i.
Derudover ville man selvfølgelig sende et stærkt signal til befolkningen om, at alkohol ikke var acceptabelt. Spiritusforbuddet viste sig at resultere i det stik modsatte: Amerikanerne stoppede ikke med at drikke alkohol. Markedet gik fra at være gennemsigtigt og legalt til at være skjult og banderelateret. Mens borgernes frihed blev stærkt begrænset, gik statskassen også glip af uhyrlige summer grundet de manglende skatteindtægter. Fængslerne fyldt op med sælgere, brugere og -misbrugere. Til sidst måtte Kongressen erkende, at deres forsøg på at slippe af med alkoholen ikke lykkedes efter hensigten. Spiritusforbuddet blev derfor ophævet. Set i bakspejlet var forbuddet en kæmpe fiasko. Det samme kan overføres til forbuddet imod cannabis – fejlen gentages.

Hvis noget er ulovligt forsøger man, at transportere så meget effekt på så lidt plads som muligt. Aarhus Universitet at påvist at styrken af hash siden 1960´erne er mere end tredoblet, imens antallet af psykoser er mere end fordoblet alene mellem 2007 og 2016 ifølge den danske sundhedsstyrelse. 

Når politikerne vælger at begrænse helt almindelige danskeres frihed til, at indtage hvad de vil i deres egen krop, har det en pris. Prisen er langt lavere sikkerhed, og langt flere problemer. Under et lovligt system er der kontrol over produktion, forarbejdning og salg. Sådan er det ikke under nutidens forbudsregime. Køberne ved ikke hvad indholdet af det som de køber er, da der ikke er en varedeklaration. Sælgerne kæmper om markedsandele igennem vold, trusler og skyderier på åben gade til skade for os alle sammen. Kriminelle organisationer har igennem organiseret hashhandel en solid indtægtskilde til anden kriminalitet som menneskesmugling. Faktisk modtager bander og bagmænd ifølge Danmarks Radio op til 70 % af cannabissens pris, imens pusheren (som typisk er den som politiet får fat i) alene kan få del i omring en femtedel af salgsprisen. Producenten modtager kun få procenter. Det burde være klar for enhver, at markeder med så store profitter ikke lader sig slå ud af nogle simple rydninger af Christiania, selvom det ser ud til at være justitsministerens teori. 

Det er på tide, at man tager andre midler i brug. Danmark bør følge lande som Holland, Portugal, Schweiz samt den perlerække af amerikanske stater som har afkriminaliseret, og sågar helt lovliggjort, cannabis. Danmark har historisk altid været progressive når det kommer til den personlige frihed og retten til egen krop. Homoseksuelles rettigheder, frigivelsen af pornografien, kvinders stemmeret og meget andet. En styrkelse af den personlige frihed – retten til at gøre hvad man vil så længe man ikke skader andre – er løsningen på mange af vores problemer. Indskrænkninger er roden til problemerne. Det er på tide at legalisere.