Der er forskel på en velfærdsstat og et velfærdssamfund

Frederik Kamper,

17/01/2020

For godt og vel 1 måned siden blev finansloven for 2020 vedtaget af alle partier i det danske folketing bortset fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Og i den anledning kunne regeringen med god samvittighed have ønsket sig en ordbog i julegave. Det skyldes, at begrebet “velfærd” efter min opfattelse i meget høj grad bliver misbrugt af regeringen.

Finansloven er et fupnummer

Før valget sidste år – især i den lange valgkamp – har venstrefløjen været fortaler for en “ny retning for Danmark”, som de selv beskriver det. En retning, hvor blandt andet uligheden skulle mindskes, velfærden skulle styrkes og hvis skattelettelser på nogen måde skulle vedtages, skulle det være med henblik på lavindkomstgrupperne. Det er umiddelbart en meget sympatisk retning, men udfordringen er grundlæggende, at regeringen i sin nye finanslov gør det stik modsatte på mange områder.

Tiltagene – og dermed konsekvenserne af finansloven – er imidlertid stjerneklare: Højere offentlige udgifter, flere og højere skatter- og afgifter, alle indkomstgrupper kommer til at opleve en tilbagegang i disponibel indkomst og uligheden stiger. Jeg kunne med glæde fortsætte, men det er rigeligt med negative konsekvenser til at forstå min afsluttende pointe.

Mere velfærd og lav vækst er et paradoks

Endvidere mener jeg på ingen måde, at det er sundt for vores dyrebare demokrati, at partier systematisk taler usandt om deres visioner for Danmark. Rent politisk og med hensyn til borgerne i Danmark finder jeg det imidlertid problematisk, at de selvsamme partier går til valg på at gøre samfundskagen mindre – og samtidig styrke det, de kalder velfærden. Men hvorfor? Den simple forklaring er, at det ikke hænger sammen, idet velstand og rigdom målt ved BNP er en ubegribelig vigtig faktor i spørgsmålet om et lands samlede velfærd. Når regeringen i sit finanslovsforslag ordret skriver: “Regeringen sætter velfærden først. Regeringen har skabt rum til prioriteringer, der reelt styrker velfærdssamfundet” og “Samlet set prioriterer regeringen i sit finanslovforslag mere end 5 mia. kr. til et løft til velfærd og uddannelse i 2020”. Så er sagligheden glemt for en stund, for det er ikke korrekt, at man styrker velfærdssamfundet ved at øge det offentlige forbrug yderligere, som er det, der menes.

Dét, man i realiteten gør, er at gøre OECD’s 4. største velfærdsstat endnu større. Faktisk fylder den offentlige sektor 48-50% af BNP. Det er ganske markant sammenlignet med andre lande. Det vil dermed også sige, at når venstrefløjen ønsker “at styrke velfærden”, så vil de altså styrke de omtrent 50% ved at tilføre flere ressourcer, som ikke engang med garanti vil have en effekt svarende til mængden af ressourcer, der bliver tilført. Og for at sige det, som det er: Det er en lappeløsning, der ikke tager højde for, at Danmark også skal være at finde på verdenskortet om bare 20-30 år.

Den væsentlige forskel

Der er mange venstreorienterede samfundsdebattører, skribenter og ikke mindst politikere, som glemmer, at der er enorme forskelle på velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Forskellene ses særligt på den årlige opgørelse af Human Development Index, som er en måling, der kombinerer 3 hovedindikatorer: forventede levealder, uddannelsesniveau samt niveau for bruttonationalindkomst pr. capita. Det vil sige klassiske velfærdsmål for et samfund.

Det interessante er her, at landene, som har en bedre ranking, ikke er indehaver af en større offentlige sektor, som er det, regeringen har vedtaget i sin første finanslov. Det gælder bl.a. lande som; Schweiz, Norge, Irland, Island, Sverige, Tyskland mv. Der er således ingen entydig sammenhæng mellem niveau for offentlige udgifter samt levering af velfærd. Det bør regeringen have in mente de næste 3 år som regent for Danmark.

S-regeringen bør ændre sit fokus

Afslutningsvis vil jeg komme med et godt råd til S-regeringen. En kombination af, at vi erfaringsmæssigt ved, at Danmark med en stor velfærdsstat ikke ligger i toppen, når det kommer til velfærd samlet set, og at Danmark i fremtiden vil blive udfordret med hensyn til en stor offentlig sektor i globaliseringen, idet virksomhederne producerer under stadige stærkere konkurrence og arbejdsimmigranter søger mod de lande, hvor der er gode løn og arbejdsvilkår, vil jeg anbefale, at regeringen vælger at booste velfærden – hvilket alle partier i Folketinget har som ambition – men med et større fokus på vækst og fortsat har modet til at gennemføre reformer, der ændrer strukturerne i vores samfund, nøjagtigt som man har gjort det siden 1990’erne. Det gælder blandt andet arbejdsmarkedspolitiske reformer.

Overordnet set har politiske reformer udvidet arbejdsstyrken med mere end en kvart million mennesker – 277.650 personer for at være helt præcis – og øget velstanden målt ved BNP med 246,7 mia. kr. Der er imidlertid en meget tæt sammenhæng mellem øget ulighed og beskæftigelse, når det skyldes reformer. Men så længe Danmark er et af verdens mest lige lande, bør det kunne accepteres.

Mit råd til S-regeringen er således, at dette årti, vi netop med en enorm succes er trådt ind i, ikke må blive en reform- og vækstpause i dansk politik-og økonomi. Det har vi ikke tid til.