Et af de spørgsmål, der for tiden fylder mest i det politiske landskab, er miljø- og klimaudfordringerne. Det har jeg det grundlæggende fint med, fordi det er en udfordring, som skal tages alvorligt. Og med hensyn til det alvorlige mener jeg, at debatten hurtigt bliver en alt for følelsesmæssig drøftelse, hvor det mest af alt handler om at tilegne sig et “godheds-monopol” blandt befolkningen samt at opfinde undskyldninger for at omfordele stadig mere. Og det hjælper hverken klimaet eller miljøet i sidste ende.
Jeg hæfter mig samtidig ved, at der er tale om en udfordring – og ikke et problem. Der er nemlig en væsentlig forskel. Eksempelvis definerer ordnet.dk en udfordring som følgende: “Opgave der stiller (intellektuelle og kreative) krav til én”. Og det er i særdeleshed de intellektuelle og kreative krav, vi har brug for. Med det mener jeg også, at når folkeskoleelever, gymnasiestuderende, ungdomsorganisationer, Gretha Thunberg mv. strejker og går i gaderne for at demonstrere for klimaet, så er der på ingen måde tale om såkaldte intellektuelle og kloge handlinger. Fordi hvordan løser det nogle former for udfordringer, der kræver faglige og saglige videnskab, at unge står og skriger på Christiansborg Slotsplads? Absolut ingen. Vi skal med andre ord imødegå situationen med afsæt i følgende ordsprog: “Vi har ikke problemer, vi har kun udfordringer”.
Dét, som efter min opfattelse også ofte sker i klimadebatten, er den måde, vi overordnet ser udfordringen som en ideologi på. Her er imidlertid 3 måder, hvorpå man som borger og politisk parti kan se udfordringen. Det er henholdsvis: light-, dark- og bright environmentalisme. Light er den, hvor man personligt tager et ansvar som fx at spise mindre kød. Som light mener man heller ikke, at en politisk reform er nødvendig, men at det mere er en livsstil, der skal være løsningen.
Derudover er der dark-tilhængere, som mener, at miljøproblemer er en iboende del af den industrialiserede civilisation og søger radikale politiske ændringer. Dark-tilhængerne er decideret imod politisḱe ideologier som historiske dominerende politiske ideologier – undertiden benævnt industrialisme – der uundgåeligt har ført til forbrugerisme, overforbrug, fremmedgørelse fra naturen og ressource udtømning. De begrunder udviklingen med en overdreven forkærlighed for økonomisk vækst.
På den helt modsatte side har vi bright, som tror på, at teknologi og innovation er løsningen. Samtidig har bright-tilhængere troen på, at udfordringen skal løses uden at reducere – men faktisk øge – potentialet for økonomisk vækst.
Der er således en forholdsvis tæt sammenhæng mellem light- og dark environmentalisme, hvor bright skiller sig mere ud. Men hvilken er så den mest fornuftige af de 3 ovennævnte?
Jeg vil helt klart mene, at bright environmentalisme er den allermest hensigtsmæssige at se udfordringen på som borger og politisk parti. Årsagen ligger i, at troen på absolut ingen økonomisk vækst samt at vi skal anvende retro-teknologi for løse miljø- og klimaudfordringen, er en utopi, fordi det ikke er en realistisk vej at gå i fremtiden, når flere og flere på verdensplan har et ønske om at leve under de samme levevilkår, som vi gør i fantastiske Vesten.
Og bestræbelserne efter et bedre, sundere, sikrere og mere luksuriøst liv må vi aldrig sætte en stopper for. Det vil være selvmodsigende og uretfærdigt overfor dem, der i dag lever i ekstrem fattigdom.
Samtidig fortæller fakta på området os, hvilken klima- og miljø ideologi, man bør vælge, hvis et land skal ligge i toppen målt på miljøvenlighed. Den årlige opgørelse på Environmental Performance Index (EPI, red.), der bliver foretaget af universiteterne, Yale og Columbia, i samarbejde med World Economic Forum og Europa Kommissionen, viser helt klare og interessante resultater.
De faktorer, der bliver målt på, er blandt andet økosystemets vitalitet, CO2-emissionsintensitet samt miljøets generelle sundhed – herunder rent drikkevand og sanitet. I opgørelsen for 2018 er de mest miljøvenlige lande de, som har den største BNP pr. indbygger. Det gælder lande som Schweiz, Frankrig, Danmark mv.
Det vil sige, at lande i primært Europa er de mest miljøvenlige, fordi deres velstand er helt overlegen set i forhold til resten af verden. Der er således en helt klar sammenhæng mellem velstandsniveau og miljøvenlighed, hvilket naturligvis underbygger argumentet omkring, at bright environmentalisme er den, som empirisk set har været den mest hensigtsmæssige. Det vil sige troen på ny teknologi, kreativitet, innovation og økonomisk vækst.
Min anbefaling er derfor, at man fremover vil have en stor grad af bright environmentalisme i baghovedet, når man debatterer og tænker miljø og klima. Dem, som ser økonomisk vækst som noget negativt, skal med andre ord vende blikket med faktuelle undersøgelser, så vi i fællesskab kan løse udfordringen, der med sikkerhed vil blive løst, hvis vi giver plads til kapitalismen og den frie markedsøkonomi, der empirisk har været kilden til alt godt.
