De fleste af os tror, at vi respekterer hinandens grænser. Vi er tolerante, opfører os ordentligt og forstår når der bliver sagt stop - både med ord og kropssprog.
Alligevel er der noget helt galt i Danmark. Vi befinder os i et samfund, hvor en sørgelig kultur repræsenteres i bestemte kriminalstatistikker, som kan få én til at spærre øjnene op. Det er statistikker, som har fået mig til at rynke på næsen, fordi sandheden umuligt kunne være så grel, som tallene indikerede. Men nogle gange er virkelighed værre end fantasi.
Undersøgelser fra Justisministeriet skønner, at der begås 5400 voldtægter om året, og der findes tal, der desværre er mere skræmmende. 5400 ofre. 5400 mennesker der får vendt deres liv og verdenssyn vendt direkte på hovedet. Og ikke mindst mindet 5400 voldtægtsforbrydere, der skal straffes. Sandheden er bare, at en forsvindende lille del af disse forbryderede nogensinde ser indersiden af en fængselscelle. Omkring 900-1000 voldtægter bliver anmeldt hvoraf under 100 personer faktisk dømmes.
Men hvordan kan det hænge sammen? Voldtægtssager kan være meget svære at dømme, fordi de fysiske beviser ofte ikke findes. Der er sjældent en stor håndfuld vidner. Ofte er voldtægtssager forbundet med stor skam, fordi offeret ofte møder spørgsmål som “Hvad havde du på?”, “Havde I flirtet i løbet af aftenen?” og “Hvordan kan man blive voldtaget af sin kæreste?”. Disse spørgsmål misplacerer skyldsspørgsmålet helt og aldeles, fordi offeret tillægges at have haft en adfærd, der ledte til voldtægt. Det er fuldstændig absurd.
Statistikkerne skriger på handling, og ofrene skriger på retssikkerhed. Et stort skridt i den rigtige retning vil være en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Denne type lovgivning vil ændre lovteksten fra at fokusere på, om der blev sagt nej, gjort fysisk modstand og om offeret var ude af fysisk stand til at sige fra til at omhandle samtykket. Blev der sagt ja? Var det frivillige parter, der deltog? Deltog alle parter? En samtykkelovgivning vil anskue voldtægt som noget, hvor man ikke har sagt ja og ikke kun som noget, hvor man har sagt nej. Mange ofres reaktion er den umiddelbare “frysning”, hvor man ikke reagerer fysisk eller verbalt - ofte grundet frygt.
En ny lovgivning vil ikke nødvendigvis dømme mange flere af de gerningspersoner, men den vil formentlig nedbringe antallet af voldtægter, der begås. Det er det, vi skal ændre. Vi skal skabe en ny kultur og måden hvorpå, vi tænker sex og voldtægt. En ny kultur hvor man sikrer sig, at modparten faktisk har lyst til det, der skal til at ske. Hvor vi tør sige fra uden frygten for, at vi ikke kan slippe ud af situationen. Respekten, den gensidige opmærksomhed og tolerance skal være i fokus, når man ønsker at have sex med et andet menneske.
Det handler ikke om, at der skal afgives en underskrift via Nem-ID, for selvfølgelig skal man ikke skrive en kontrakt, hvis frivillighed og lyst er grundlaget for den seksuelle handling. Argumentet om omvendt bevisbyrde kan vi også pakke langt væk, for selvfølgelig er den tiltaltes retssikkerhed vigtig i et retssamfund, hvor ingen uskyldige skal dømmes. Det vil stadig være Anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden og bevise, at der var tale om en voldtægt. Vi skal simpelthen hanke op i vores folkevalgte, som snarest muligt skal have formuleret en voldtægtslovgivning, der ikke er et levn fra 1600-tallet.
Adfærdsregulerende lovgivning mener jeg sjældent er en god tid. Men når adfærden er personfarlig, allerede ulovlig og destruktiv for stakkels ofre synes jeg, vi skal have en bedre lovgivning, end den vi har i dag, da den tydeligt ikke er effektiv nok. Samtidig vil en samtykkebaseret lovgivning sende et tydeligt signal om, hvad der er acceptabelt i vores samfund - og det er ikke acceptabelt at have sex med et menneske, der ikke har sagt ja.
