Vi bør afskaffe værnepligten i ligestillingens navn

Karen Frese,

12/01/2020

Ligestillingskampen kommer i mange klæder. Den influerer alle samfundslag, økonomisk lavtstillede og højtstillede, unge som gamle. Kampen kan være svær at kæmpe, når meget ligestilling handler om kultur og opførsel. Når problemet ikke kan skribles ned sort på hvidt, er det så godt som umuligt at lovgive om det - særligt hvis man som jeg ønsker et liberalt samfund. Men hvorfor skal vi ikke plukke en frugt, som åbenlyst er lavthængende? Hvis man ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder har samme rettigheder, forpligtelser og muligheder, må man gå ind for en grundlæggende ændring af værnepligtssystemet.

Kvinder og mænd har i det 21. århundrede ingen forskellige forudsætninger, hvad angår at gennemføre værnepligten – ej heller biologi. Forsvarets personalestyrelse oplyser, at fordelingen af mænd og kvinder i 2018 var henholdsvis ca. 3500 mænd og ca. 700 kvinder fint fordelt over de forskellige værn. Der er altså tydeligvis ingen forskel på, om det er muligt at være i flyvevåbnet om man er mand eller kvinde, for hvis dette var tilfældet, ville der indlysende ikke være nogle kvinder, der aftjente værneret.

Men hvordan kan det dog være, at man ikke har åbnet øjnene for dette og afskaffet den tvungne værnepligt for længst? Værnepligten er i dag mere et selvrealiseringsprojekt for en masse unge, der er dugfriske fra ungdomsuddannelsen, trænger til lidt disciplin og skal prøve grænser med en udfordring fremfor den specialiserede uddannelse, som professionelle soldater skal have.

99,3 %. Så stor en andel af de mænd, der aftjente værnepligt, og de kvinder, der gjorde brug af deres værneret, gjorde det helt frivilligt. I stedet for at bruge pengene på statslige kønsopdelende selvrealiseringsprocesser, bør man omprioritere, hvor pengene skal bruges, og genoverveje, om værnepligtsuddannelsen også skal omstruktureres.

Der er altså to veje at gå, hvis man er enig i, at Forsvaret på baggrund af intet andet end relevante ansøgningskriterier skal tage beslutninger om, hvem der optages og uddannes. Man kan indføre obligatorisk værnepligt for alle dem, der er våbenføre – mænd som kvinder.

Jeg vil dog foretrække, at man helt afskaffer værnepligten og dermed indfører værneret for alle individer i Danmark. Som tidligere nævnt er vi på nuværende tidspunkt kun 0,7 % fra, at 100 % af alle de værnepligtige faktisk frivilligt melder sig. Ja, man hører sågar, at der er ventetid til at aftjene sin værnepligt, fordi selvransagelsen er så populær.

Der opstår altså intet problem i, at hverken mænd eller kvinder frihedsberøves i 4-5 måneder. Hvorfor skal vi bibeholde en kønsdiskriminerende foranstaltning, der tilmed ikke er nødvendig, fordi der findes nok frivillige værnepligtige?