Hver aften, når jeg putter mig til rette i sengen for at sove, så tænker jeg på den verden vi lever i, og hvordan jeg bidrager til den. Som ansat af den danske stat til at undervise i samfundsfag er jeg i den privilegerede rolle, at jeg hver dag kan berette om de fordele der er ved at leve i et demokrati med personlige frihedsrettigheder og et frit marked, hvor vi kan virke som både forbrugere - og hvis vi vil - som producenter.
Jeg medgiver, at kapitalismen har sine problemer. Eksempelvis er der det markedsproblem, at virksomhed X i store dele af verden har mere at vinde ved at producere uden hensyn til miljøet, end selvsamme virksomheden skades af selvsamme skødesløse adfærd. Dette rent praktiske problem, som af venstrefløjen tit benævnes som selve kapitalismens problemer, er dog nærmere udtryk for en ringe administration af markedet, som findes i særligt Asien og Afrika.
For markedet skal administreres. Markedet er en statslig konstruktion, som skal reguleres med udgangspunkt i en lovgivning, der sikrer samme spilleregler for alle. Det er derfor, at den socialistiske fordom om liberale mennesker som statshadere er dybt forfejlet - staten skal netop være præcis så stærk, at den kan håndtere at administrere markedet, og være dommer - enten når virksomheder skændes indbyrdes; når virksomheder skændes med kunder eller når virksomheder går over stregen i forhold til almenvellet.
For det er nemlig statens primære opgave. En opgave, der hvis den løses ordentligt - som i særligt de protestantiske dele af den vestlige verden - skaber stor velstand til borgerne.
Jeg synes, at den liberale markedstanke i sin essens er smuk. Vi har en verdenspulje af ideer, fantasier og produkter. Alle kan læse mere, hvis de gider - alle kan blive klogere, hvis de magter det - og alle kan frit sætte sig ned i en gælder og begynde at udvikle det 21. århundredes næste gode ide. Jeg elsker tanken om, at mens jeg putter mig i sengen og prøver at falde i søvn, sidder der et sted i verden en person, som bruger al sin energi på at udvikle et produkt, som en skønne dag kan gøre både min og alle menneskers hverdag nemmere.
Er det ikke fantastisk?
Når socialismen fungerer ved hjælp af mure og udrejseforbud er det en selverkendelse. En erkendelse af, at det socialistiske system bremser de dygtigste, der således må spærres inde. Effektivt og for good. Liberalismen er omvendt positiv, for her er fokus på ideernes opblomstring. Hver evig eneste dag (og nat) sidder der millioner af mennesker og prøver på at udvikle nye produkter, som en dag gør det lettere for alle borgere på jorden at være menneske.
Det gøres nemmere. Tilværelsen forsødes. Sygdomme kureres. Problemer løses.
Heri er det smukke. En sidegevinst ved dette er så, at den dygtige producent i tilgift bliver rig af det - som markedets tak for det produkt, der er skabt og den indsats, der er ydet. Markedet er på den kant altid ærligt, og det er i sin essens hvad jeg forbinder med retfærdighed.
Socialismens fokus ligger her på, at nogle mennesker bliver rige. Man tillader sig oven i købet at problematisere netop dette. Man forstår fra socialisternes side ikke den uhyre simple mekanisme, at ingen ville kunne finde på at ofre år af eget liv for at udvikle en god ide, hvis ikke den samtidig en dag ville forgylde en selv (og familie). Der mangler en forståelse for, hvordan mennesker motiveres.
I et vestligt land, der står på skulderen af det velfærdssamfund som vores forældre og bedsteforældre skabte, kan det være svært at tro på, at noget kan være så banalt. Men det er det. Hvis ens fattige udgangspunkt er, at ens slægt har været markarbejdere de sidste 20 generationer i Vietnam, så er det en klar motivation at opfinde et produkt, der kan generere en formue, der kan gøres familien økonomisk uafhængig i al fremtid. Oldebørn vil en dag kunne kigge tilbage på der, hvor kurven knækkede og i taknemmelighed lovsynge dit navn.
Det er den mekanisme, der hver dag gør verden rigere. Socialisme, islamisme og andre diktaturformer er gift for dette, og derfor må vi alle agere et fornuftigt borgerligt forsvar for netop de tanker, jeg i dette indlæg har givet udtryk for.
For kapitalismen er smuk. Det kan vi aldrig se bort fra!
