Forleden førte jeg en samtale med en bekendt, der politisk befinder sig på den danske venstrefløj. Den pågældende har et manuelt job i industrien og er i den forbindelse medlem af fagbevægelsen, som vedkommende også har et vist sympatiforhold til. Dette indebærer blandt andet, at vedkommende grundlæggende er meget forarget over, at nogle mennesker har en højere indkomst end andre. Vedkommende betragter sig selv som ægte solidarisk, og er oprigtigt talt også meget hårdtarbejdende.
Næsten som vanligt blev samtalen da også drejet om på politik og politiske spørgsmål. Anledningen var den, at min samtalepartner var utilfreds med, at hans chef havde bedt ham om at arbejde over - ganske vist fik han da et tillæg for at arbejde over, men det manglede jo også bare, mente han. Han gjorde det dog, ikke desto mindre.
Her skal jeg erkende, at jeg blev ret nysgerrig.
Hvordan kan en mand, der mener, at mennesker skal have en mere lige indkomst, være fortaler for overtidstillæg, der skaber ulighed mellem de, der arbejder mere og de, der arbejder mindre?
Et overtidstillæg gives jo netop til dem, der har indvilget i at arbejde over, mens de, der ikke arbejder over, ikke får del i det. Ergo skabes ulighed. Det er selve opskriften på ulighed! Hvordan kunne han dog bifalde det?
Det er selve forklaringen på, at mennesker naturligt aldrig kan blive lige - for selvom han da var træt af det, så sagde han jo ja, og det til trods for, at han ikke i overenskomstmæssig forstand var tvunget til at sige ja. Han kunne fuldt ud lige så godt have valgt at blive hjemme hos familien og have nydt sin fritid - men pligtfølelsen og guleroden i form af ekstra løn var alligevel for stærk.
Socialisten skabte altså med sin adfærd ulighed!
Jeg tilsagde ham, at jeg fandt det meget interessant, at han jo faktisk argumenterer og ræsonnerer præcis som en borgerlig ville gøre det, bare uden at han rigtigt vil indrømme det. For er man fortaler for overtidsbetaling, så er man vel for så vidt også fortaler for ”meritokratisk belønning” (altså, at man får løn som fortjent). Det kunne han godt nødtvungent tilslutte sig, selvom det gjorde ondt i selvforståelsen.
Vi gik i samtalen længere ud. For det samme er vel også tilfældet med begrebet timeløn (et fænomen hans socialistiske fagbevægelse bifalder). Vil de, der arbejder mange timer, ikke netop få flere penge end dem, der ikke arbejder mange timer? Jo. Det måtte han jo erkende. Jo længere vi kom frem måtte han jo indse, at både han såvel som fagforeningen tænkte ud fra en kapitalistisk logik - systemet skabte i sig selv ulighed, fordi man netop kunne arbejde både rigtig få timer og rigtig mange timer.
Som et sidste spørgsmål spurgte jeg ham, om ikke man bare kunne tage alles lønninger og samle dem i én stor lønsum, og så dele den ud, så alle fik lige meget. Det ville da være ægte lighed! Da overarbejdet sad frisk i erindringen, var han ikke tilhænger af den model. Det ville jo ikke yde ham nogen retfærdighed, mente han.
Det var vi sådan set ret enige om. Det ville netop ikke være retfærdigt.
Som et sidste indirekte spørgsmål til ham nøjedes jeg med at konkludere, at det glædede mig, at han nu efterhånden måtte være imod topskatten, der jo ret beset kan betragtes som en negativ overtidsbetaling. Den pointe kunne han godt følge, men sådan havde han egentlig aldrig tænkt over det før.
Men det kom han til nu. Og disse snakke skal vi liberale blive meget bedre til at tage, for når alt kommer til alt, så ved de fleste godt, hvordan retfærdighed blandt jævne mennesker ser ud!
For ulighed er netop i sin essens retfærdighed, hvis man lige bruger energien til at tænke efter engang.
