I disse dage udspiller et trekantsdrama sig i den offentlige debat. På den ene side er der gymnasieeleven Katrine Fischer, og i modsatte ringhjørne sidder Lyngby Handelsgymnasium og Katrines Fischers klassekammerat Natalie.
Hele sagen har sit udspring i et gruppearbejde. Katrine Fischer er den flittige og ambitiøse elev, der oplever, at en anden elev undlader at tage del i gruppearbejdet og fremstår ”ugidelig”. Dermed ender det med, at Katrine Fischer må lægge en større indsats i gruppearbejdet for blot at kunne se, hvordan gruppen får ros - det går Katrine Fischer for nær, at også den ugidelige elev nu soler sig i Katrines arbejde.
Først og fremmest: Jeg er helt på Katrines hold! Uden tvivl! Jeg har selv utallige gange stået i Katrines situation gennem min egen gymnasietid for snart 15 år siden, og jeg mener, at det er en meget vigtig debat, der her bliver rejst. Ikke mindst for, at Katrine har ret i, at der kræves mindre nu end før og at arbejdsmoral er for de få i nogle gymnasieklasser.
Lyngby Handelsgymnasium er nu gået ind i sagen. Man ønsker at stemple Katrine Fischer som mobber, fordi den ”ugidelige” elev skulle lide af ordblindhed og ADHD. Dermed forsøger Lyngby Handelsgymnasium sådan set at signalere følgende: Her er en svag elev, som nu bliver mobbet af en stærkere elev. Derfor har Katrine Fischer nu fået en skriftlig advarsel. Man forsøger altså at true Katrine til tavshed!
Forrykt!
Jeg er selv gymnasielærer og jeg sidder hver evig eneste dag i den virkelighed, som både Lyngby Handelsgymnasium og Katrine Fischer nu diskuterer. Det første, der springer mig i øjnene er, at ”ugidelighed” er noget helt, helt andet end at lide af ADHD og ordblindhed.
ADHD og ordblindhed er problemstillinger, som jeg har set mange, mange elever overkomme i deres skolegang. Der findes hjælpemidler og der findes støtteundervisning, så også rigtig mange dygtige og flittige elever med udfordringer får deres studenterhue på hovedet. Gymnasieskolen har plads til alle, der kan og alle, der vil - uanset udfordringer!
Sagt med andre ord: Ugidelighed og ADHD/ordblindhed er uafhængige variable! Man kan godt være ordblind og ugidelig. Ligesom med kan være ordblind og hamrende flittig. Man kan også være ADHD-elev og ugidelig, ligesom man kan være ADHD-elev og flittig.
Mennesker er forskellige og det samme er graden af diagnosen. Med andre ord kan diagnoser aldrig undskylde ugidelighed, eftersom man i store træk (minus eksamen) er på uddannelsen på samme vilkår.
Hvis man alligevel begiver sig derud, hvor man i princippet siger, at elever med udfordringer kan gøre hvad de vil og at der ikke må kræves noget af dem (så de, som Katrine oplever, render rundt og er ”ugidelige”), så rejser det et andet spørgsmål.
Skal de overhovedet gå i gymnasiet?
Og der er svaret for systemet: Ja! Det skal de! Det er derfor, at der findes uddannelsespåbud og taxametersystemer, der handler om for enhver pris at få uddannelsesparate og ikke-uddannelsesparate kørt igennem uddannelsensmøllen.
I processen ofrer man Katrine Fischer og hendes ligesindede!
