En 19-årig muslimsk hijab-bærende kvinde forlod Varde Kaserne efter 4 dage, fordi hun nægtede at tage sin religiøse uniform af og erstatte den med den danske uniform, som hendes kammerater i Forsvaret var iført.
Kvinden bliver i visse muslimske kredse hyldet som en heltinde, som holdt fast i sin muslimske identitet, mens det i andre kredse bliver debatteret, hvorvidt Danmark skal følge vores nordiske naboer, som tillader religiøse symboler som hijab i Forsvaret.
Ja, og så er der visse debattører, som går så langt som at romantisere denne episode. De skriver episoden om til en hjerteskærende historie om en stakkels 19-årig kvinde, hvis drømmejob nu er blevet forpurret af det onde Danmark og den undertrykkende lovgivning her i landet.
Lad mig starte med at fortælle, at jeg har en gammel kammerat, som det meste af sit liv, talte om at han ville i militæret. Men på grund af sundhedsmæssige udfordringer, var han ikke egnet. Dét er et drømmejob som ikke lykkedes. Han driver i dag selvstændig virksomhed og er kommet videre.
Den 19-årige kvindes situation, adskiller sig ved at hun selv har valgt en religion, som tvinger hende i en religiøs uniform, som ikke godtages i det danske forsvar, ligesom kalot eller synlige kors heller ikke godtages. Hvorfor skulle man give særbehandling?
Debatten burde i virkeligheden handle om den loyalitetskonflikt, som mange muslimer vokser op med.
På den ene side, vil man gerne være en del af fællesskabet, men på hjemmefronten, har man meget bagage med, som afholder en fra at kunne gøre lige netop dette.
Det nytter det altså ikke noget at råbe efter politikerne, og bede dem lave loven om, så det passer bedre med de to heste man rider på.
Politikerne er heldigvis ved at forstå, at den særbehandling ikke gavner nogen. Men der er lang vej endnu, for der hyles i hylekoret som aldrig før.
Men faktum er, at man ikke kan både blæse og have mel i munden.
