Hvordan opstod finanskrisen i 2008?

Ole Krarup,

13/02/2020

I 2008 kollapsede det amerikanske boligmarked. Efterskælvet i form af fallitter og arbejdsløshed kunne mærkes verden over. Du kan sikkert selv opremse den velkendte og ganske overfladiske forklaring, hvor trælse finansfolk, der ligesom er mega grådige eller noget er skurkene. Men findes der egentlig en mere konkret forklaring på finanskrisen opståen? Hvad skete der på et helt lavpraktisk plan? Hvem bærer skylden?

Overordnet set gennemgik finanskrisen i 2008 følgende trin:

  1. Amerikanske banker udstedte en masse boliglån til folk, der egentlig ikke havde råd til at betale dem.
  2. Rettighederne til at indkræve et stort antal små lån blev samlet i "lånepakker", som bankerne købte og solgte til hinanden. Man anså dem for værdifulde, sikre investeringer, fordi folk, der bliver godkendt til et boliglån som regel har råd til at betale det. Går de mod forventning fallit, kan de betale deres gæld ved at overdrage deres værdifulde hus til banken.
  3. Fordi ompakningen og videresalget af lånene maskerede den underliggende risiko kunne denne handel fortsætte i nogle år. I mellemtiden udstedte man flere tvivlsomme lån og ompakkede dem. I sidste ende viser det sig, at alt for mange af lånene ikke kan betales tilbage. En masse huse sættes til salg, hvilket får boligpriserne til at falde p.g.a. udbud og efterspørgsel. Værdien af lånepakkerne styrtdykker og adskillige banker går rabundus.

Med så langt? Godt. Ovenstående forklaring er i store træk korrekt, men den lader det helt essentielle spørgsmål stå ubesvaret hen: "Hvorfor blev så mange upålidelige lån udstedt i første omgang?" Normalt udsteder en bank kun lån, hvis det vurderes, at det er en rimelig chance for, at det bliver betalt tilbage. At udstede en masse dårlige lån og håbe på, at en anden bank overser risikoen og køber dem til ompakning+videresalg er ligeledes en absurd dårlig forretningsstrategi. Hvis én bank opdager den høje risiko, går hele planen nemlig i vasken. Hvorfor skete dette ikke? Hvorfor fejlvurderede så mange institutioner systematisk risikoen ved disse boliglån til dårlige betalere?

"Fanny Mae" og "Freddy Mac" er to semi-offentlige låneinstitutioner, som politikerne i den amerikanske kongres grundlagde for at gøre det nemmere for amerikanere at låne til huskøb. Det var disse banker, der opkøbte de tvivlsomme boliglån og ompakkede dem til  videresalg. Deres målrettede indkøb af dårlige lån opmuntrede de private banker til at udstede flere af dem. For normale, private banker ville dette være selvmord. For politisk kontrollerede banker, der kan pådutte skatteyderne risikoen for underskud er det selve deres eksistensberettigelse. Resultatet var nemlig, at flere amerikanere anskaffede sig huse og deres tilfredshed var utvivlsomt en gevinst for politikerne. Man fristes til at tro, at politikerne fra starten havde til hensigt at bestikke sig til popularitet med skatteydernes penge. 

Finanskriser er resultatet af, at samfundets tilgængelige ressourcer systematisk er blevet dirigeret i en forkert retning. Hvis politisk manipulation får mængden af boliglån til at overstige den reelle risiko eller mængden af opsparede ressourcer, vil der blive bygget mere end nødvendigt. Før eller senere banker realiteterne dog på døren. Enten viser de nye huse sig at være langt mindre værdifulde end antaget, eller folks manglende betalingsevne får pyramidespillet til at kollapse. For en stund kan man ignorere virkeligheden, men før eller senere kan man ikke længere ignorere konsekvenserne af at ignorere virkeligheden. 

Finanskriser er ikke et problem - de er løsningen på det egentlige problem. Den ægte krise er de falske opsving, som politikerne skaber ved deres utallige, fantasifulde indgreb i økonomien. Et krak afslører og nulstiller de mange falske projekter, som politikerne har snydt befolkningen til at starte. Uden en solid forståelse for finanskriser årsager, er det let at lade sig spise af med overfladiske fordømmelser af "kapitalismen" (typisk leveret af selvsamme politikere, hvis indgreb skabte de falske opsving og efterfølgende kriser i første omgang).