I et blogindlæg den 18. februar beklager Jens Philip Yazdani sig over, at verdens højeste uddannelsesstøtte er for lav. Hvis ikke den fordobles, kan danske studerende være nødsaget til at tage et fritidsjob, et studielån; eller (gys!) spare op. Udover flere gratis penge til folk som ham selv, skal der gøres ét eller andet uspecificeret (men utvivlsomt socialistisk) ved boligmarkedet. Fordi der findes andre kunder end studerende af Yazdanis støbning (børnefamilier, erhvervsdrivende, pensionister og studerende, som kan tåle at have roommates), kan deres behov ikke automatisk komme foran alle andres. Underforstået kan denne tragiske uretfærdighed løses ved at tildele dem en forlomme eller (ja, du så den nok komme) give dem flere gratis penge. De mange studerende, der for tiden enten uddannes direkte til kassen i Netto eller skatteyderbetalt ansættelse i det offentlige er nemlig vildt gavnlige for samfundet. Det manglende da bare!
Lad os tage et skridt tilbage fra Yazdanis 68'er-krævermentalitet og overveje hvilke konsekvenser SU'en egentlig har for os som land. Vi hører altid, at den er helt essentiel for vores økonomi o.s.v., men hvornår har du sidst hørt nogen så meget som omtale hypotetiske negative bivirkninger ved den? Med lidt almindelig sund fornuft af den slags, man hurtigt mister som universitetsstuderende, kan det let indses, at SU gør mere skade end gavn.
I en verden uden SU, må hver enkelt studerende afstemme, hvad de personligt interesserer sig for med deres faglige evner, deres nuværende privatøkonomi og deres fremtidige jobmuligheder. Indføres SU i nogen som helst afskygning, sænkes den umiddelbare omkostning ved at vælge studie ud fra ens obskure særinteresser. Følgeligt vil flere specialisere sig i gøglede emner af tvivlsom intellektuel/praktisk værdi. Regningen for den gratis frokost sendes videre til alle andre danskere. Velbekomme!
Problemerne stopper ikke der. Uden SU, vil privat udstedte lån til studerende blive behandlet nøjagtigt ligesom en håndværkers lån til at købe værktøj. Det er en investering i noget, der i fremtiden kan give afkast. Renten på et studielån vil afgøres af chancen for, at den studerende i fremtiden kan betale det tilbage. Følgeligt vil studerende, der objektivt kan demonstrere deres færdigheder (fx i form af et højt gennemsnit) kunne låne til en lavere rente. Derved belønnes flid kontant. Findes SU, sænkes den umiddelbare omkostning ved at drive den af eller spilde samfundets dyrebare ressourcer på at studere noget, man egentlig ikke dur til. Men hey, ingen kvaler - alle andre danskere betaler da bare endnu mere for deres dagligvarer.
Ikke alene sænker SU nytten af de valgte studieretninger og kvaliteten af de studerende. Den underminerer tilmed undervisningens kvalitet og hæver udgiften til den. I fraværet af SU må universiteter konstant forsøge at levere undervisning, der er pengene værd. Jo mere efterspurgt viden de kan stoppe ind i hovederne på folk, jo flere kunder kan de tiltrække. Er efterspørgslen så høj, at priserne stiger, vil flere opmuntres til at starte nye skoler. Institutioner, der fyrer penge af på bureaukrati eller propper alt for mange elever ind i det samme lokale, vil blive fravalgt. Således tvinges de til at skifte kurs eller lukke ned. Med SU eller anden offentlig uddannelsesstøtte, er universiteternes prioriteringer slet ikke afgørende for, om de overlever som institutioner. Uanset hvor mange penge der bruges på papirarbejde, iPads til administratorerne og middelmådige undervisere, er der stadig kunder i biksen. De ansatte kan være nok så dygtige, men uden kræsne kunder, der investerer deres egne penge, kan de umuligt afgøre, hvor der skal sættes ind, og hvor der skal spares.
Ligesom al mulig anden offentlig støtte, så eksisterer SU ikke fordi det rent faktisk forbedrer noget som helst. SU findes, fordi det er en politisk vinderstrategi at bestikke sig til popularitet blandt fremtidens akademikere, debattører og meningsdannere. Man dræner ressourcer, der kunne være blevet brugt på nye, produktive arbejdspladser og billigere dagligvarer ud af almindelige menneskers liv og kanaliserer dem ned i lommerne på folk der allerede er magtfulde og privilegerede (eller som bliver det i fremtiden). Fupnummeret ville aldrig kunne opretholdes uden pragteksemplarer som Yazdani - et ægte barn af etablissementet der utrætteligt plæderer for mere og mere omfordeling. At overveje hvem der i sidste ende betaler regningen for omfordelingsentusiasternes evindelige korstog mod virkeligheden ville øjeblikkeligt underminere hele projektet. Jo mere man ignorerer sådanne spørgsmål, jo dyrere bliver livet i Danmark og jo mere omfordeling kan man forlange i fremtiden.
Lad dig ikke narre. SU er et politisk maskineri, der ødelægger livsmuligheder for almindelige mennesker, belønner middelmådige studerende og underminerer vores universiteter. Derfor skal den hverken fordobles eller halveres, men afskaffes totalt!
