Forestil dig, at du er strandet på en øde ø sammen med to venner. For at overleve må i hver fange én fisk hver dag med de bare næver. Der er ikke overskud til at bruge tid og kræfter på en tømmerflåde, da denne tid og disse kræfter ikke samtidigt kan bruges på at fange den daglige, livsvigtige fisk. Fanger du en skønne dag en ekstra fisk, kan du låne den ud til din ene ven, der nu pludselig har tid til at bygge en fiskestang. Han øger sin daglige fangst, betaler lånet tilbage og udlåner sit overskud til din anden ven, der vil flette et fiskenet. Ved således at spare op og investere i mere og mere effektive redskaber, kan i med tiden opbygge nok overskud til at bygge en tømmerflåde og sejle hjem i sikkerhed.
Forestil dig nu, at du samtidigt lovede at låne den første fisk ud til begge dine venner. Dette skaber øjeblikkeligt en masse aktivitet. Som før begynder den ene at flette, mens den anden leder efter en passende pind til sin fiskestang. I taknemmelighed over alle de jobs, du har skabt, vil de med garanti udnævne dig til høvding. Ved middagstid, når begge projekter stadig kun er halvfærdige, går det op for dem, at der ikke er nok mad til dem begge og slet ikke til at de kan færdiggøre deres projekter. Disse må derfor opgives og i må i panik finde ud af, hvordan den nødvendige mad kan fremskaffes.
Ovenstående er i store træk, hvad der foregår op til og under en finanskrise i den virkelige verden. Hvis samtlige aktører i en økonomi systematisk fejlvurderer den reelle mængde opsparede ressourcer, vil de starte mange flere langsigtede, risikable projekter end ellers. På overfladen "stimulerer" dette økonomien og skaber en masse aktivitet. I virkeligheden kan projekterne ikke allesammen færdiggøres, eller også viser de sig at være langt mindre værdifulde end antaget. De investerede ressourcer går derfor til spilde og som resultat bliver vi allesammen fattigere.
Måske har du undret dig over, hvorfor hele verdenøkonomien nedsmelter ca. hvert tiende år. Folk mister deres job, aktierne styrtdykker og politikerne uddeler den ene bankpakke efter den anden for at "holde hjulene i gang". Refleksen er at skyde skylden på "kapitalismen" (der som bekendt er uforbederligt nederdrægtig) eller trælse finansfolk i jakkesæt, der ligesom er vildt grådige eller noget. Sådanne forklaringer er ligeså følelsesmæssigt tilfredsstillende (og derfor politisk nyttige), som de er fejlagtige og overfladiske. De leverer nemlig ingen årsagsforklaring, der beskriver, hvordan og hvorfor A medfører B, men blot et tåget fjendebillede, der ikke gør os meget klogere på noget som helst.
Ø-eksemplet ovenfor er en smagsprøve på den fyldestgørende, korrekte forklaring. I næste indlæg vil jeg forklare, hvordan diverse indgreb i økonomiens naturlige drift kan bilde folk ind, at der er mange flere fisk på lager end man nogensinde har fået på krogen.
