Folketingsvalget er overstået, med de borgerlige som tabere, alt imens at de venstreorienterede kan se sig selv som sejrherre. Et umiddelbar naturlig udfald i bagklogskabens ulideligt klare lys. Udfaldet kom på trods af at febervildelsens hos de såkaldte borgerlige, førte til krampetrækninger imod overgivelsen til middelmådigheden og dets uambitiøse følgesvend, repræsenteret i populismen. Ved det evindelige fokus på pension og sundhed, samt klima og miljø, gik de borgerlige i knæ og overgivelsen fulgte med. Alt imens dødsstødet fandt sted ved Venstres ”ansvarlige” og som de selv portrætterede det, som den barmhjertige samaritaner, foreslog en regering over midten. Hvilket skaber en alvorlig situation for de borgerlige, ved kun at står tilbage med den stramme udlændingepolitik, som eneste tilnærmelsesvis populære emne – på trods af dets svindende popularitet og venstrefløjens indpas. En situation som efterlader de borgerlige partier, i en situation, hvor genvindelsen af magten har meget lange udsigter. Højrefløjen forekommer død, og jeg nægter at tro på, at det er de borgerlige-liberale ideer som er årsag til den kritiske politiske affære. I stedet har en borgerligheden lullet sig i søvn, i armene på en overbevisning om, at de fører nødvendighedens politik og altid vil kunne hive en sejr hjem på, at er de altid vil være lige den anelse strammere end de røde, når det kommer til indvandringspolitikken.
De borgerlige besidder nu kun det tredjemest afgørende emne for vælgerne ved udlændingepolitikken med 28% af vælgernes gunst, men får baghjul ved miljø- og klimapolitik med 46%, samt sundhedspolitikken på 39%. Hvilket efterlader den dovne beskuer med et billede af, at det er de røde dagsordner der vinder indpas og danskerne nok bare ikke er mere blå.
Dog betyder valgresultatet nødvendigvis ikke, at vælgerne ikke er borgerlige, men nærmere et produkt af borgerlighedens ideologiske forfald, og overgang til realpolitikkens trygge favn.
For i lyset af valgkampens udfald og umiddelbare fleksibilitet til Socialdemokratiet som magtens centrum. Med et komfortabelt rødt flertal og Venstre stående på den anden side, som en flok lallende idioter, med en defibrillator, til den døende socialdemokratiske velfærdsstat – ses den borgerlige reformation tenderende til umulig. Da det bestående borgerlige fløj består af en gennemgående kortsigtet magtliderlighed og med understøttelse af partier, som i sin grundessens kun er dannet, for at løse enkeltstående og midlertidige problematikker, med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – i bedste populistisk tradition.
Højrefløjen er blevet til et puslespil, funderet af populismens lappeløsninger, hvor absolut ingen grundlæggende samhørighed om retningen finder sted. Ved springpunkt i indvandringspolitikken, troen på at man er økonomiens nødvendige sammenhængskraft og adoptionen af enhver populær mærkesag som venstrefløjen finder på, kan det ikke forekomme chokerende, at vælgeren har svært ved at se sig selv i ”det borgerlige projekt”.
Der er behov for en grundlæggende idékamp og dermed et selvsagt opgør med den kortsigtede, uambitiøse og magtcentrerede jargon, som indtil videre er lagt for dagen af de nuværende partier.
En langsigtet idékamp, der kan trænge ind under huden på den almene dansker, er borgerlighedens eneste udvej – hvis borgerlig politik skal have den mindste chance for at se dagens lys igen.
For der bør ingen tvivl herske, om at ideer er fantastisk stærke og har en større indflydelse på borgeren end vi går at tror. Hvilket dermed forudsætter, at de borgerlige fralægger sig machiavellismens kyniske tradition for destruktion af de borgerlige partiers ideologiske ophav. En magtliderlig tradition, som kun har ført til, at man i stedet for at overtage magten for at indrette systemet i en borgerlig retning – har gennemført middelmådige tiltag, som kun har haft til hensigt at bibeholde befolkningens gunst, der i lang tid har været udpræget venstreorienterede.
Et nulsumsspil, hvor magten har været på bekostning af at bibeholde sine borgerlige dyder. For som nævnt i starten, så er det tydeligt at se, at vælgerens fokus og stemme er placeret steder, hvor de borgerlige står svagt og de venstreorienterede har et solidt forspring. Et forspring, som ikke bare er kommet over en nat, men sket ved at påvirke de centrale opfattelser i befolkningen og herefter advokerer for pragmatiske følgeforslag. Bedst repræsenteret i værdighed, sammenhold, solidaritet og lighed, har de venstreorienterede skabt et springbræt af værdier, som har affødt forslag om f eks. tidligere pension for nedslidte, klimalov, fjernelse af kontanthjælpsloft og minimumsnormeringer.
For mange vælgere, ønsker man at være på ”de godes side”, som varierer fra vælger til vælger, men er blevet gennemsyret af de venstreorienteredes idékamp – hvor netop deres værdier er såkaldte ”gode”. Da hvis man spørger den almene vælger, vil ”de gode værdier” ofte flugte med værdighed, sammenhold, solidaritet og lighed. Et resultat af en langsigtet evne fra venstrefløjen til, at udspille højrefløjen i at repræsentere borgerens værdier.
Dette skal der ændres på, ved benytte tiden i opposition til at først og fremmest at finde sig selv og et fælles fundament, for den fremtidige borgerlige fløj. Det der derefter skal finde sted, er ved samme fremgangsmetode som venstrefløjen har benyttet sig af – men naturligvis med den fordel, at de borgerlige idéer både fungere på teoretisk, som på praksis plan. Og her vil et naturligt udgangspunkt kunne springe ud af at bruge værdier som ansvarlighed, retfærdighed og frihed, samt velstand som springbræt, for hermed at kunne associere dette med ”gode” værdier.
Overgangen fra realpolitikkens greb om de borgerlige, til idékampen vil igen kunne stadfæste et værdimæssigt borgerligt fundament. Hvor folkestemningen ikke nødvendigvis ser ulighed som et problem, at ansvar bliver mere centralt for tilværelsen og skattelettelser er vejen til mere velstand og dermed velfærd, samt at klima-udfordringerne ikke løses af den røde ambitiøse, men hovedløse initiativer.
Ved at sejre i idékampen, vil de borgerlige på lang sigt, genvinde magten, ved et mere stabilt grundlag, end det der befinder sig i dag og rent faktisk kunne gennemføre borgerlig politik, samt genvinde magten ved præcis overholde løftet om at gennemføre borgerlig politik. I en krisetid i det borgerlige Danmark er der behov for, at den borgerlige idékamp får et comeback.
