Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.
Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.
Tele-skandalen har sammen med andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået under Søren Pape Poulsens vagt som justitsminister.
I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder. Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:
”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.
De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”
Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet.
Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast. Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, Nordlys-sagen, hvor en anklager blev dømt for medvirken til falsk forklaring og embedsmisbrug i en større sag om hashhandel, Rigspolitiets krænkelse af udbudsregler, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.
Det ser heller ikke ud, som om Søren Pape Poulsen fik megen hjælp fra Justitsministeriet.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.
Barbara Bertelsen blev udnævnt i februar 2015 af Socialdemokraternes nuværende formand, statsminister Mette Frederiksen, der blev justitsminister efter den såkaldte nødløgnssag. Sagen kostede justitsminister Morten Bødskov og PET-chef Jakob Scharf deres stillinger, mens den daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, efter en midlertidig hjemsendelse blev degraderet til Kirkeministeriet og siden er gået videre til ATP.
Barbara Bertelsen kom fra en stilling som vicedirektør i den forkætrede Moderniseringsstyrelse, hvor hun havde spillet en nøglerolle i lærerkonflikten i 2013 i tæt samarbejde med den daværende arbejdsminister, Mette Frederiksen.
Tele-datasagen og den lange række af andre alvorlige sager er en trussel mod retssamfundet. Resultatet er utryghed og en udbredt mistillid til systemets evne til at sikre borgernes retssikkerhed.
