Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens makkerskab

Søren Skafte,

13/01/2020

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen

Det kommer ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen har fyret Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betyder samtidig at det er tredje gang, Mette Frederiksen udskifter en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Mette Frederiksen var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister har Mette Frederiksen etableret et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument

Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?

Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet. 

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:

  • Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
  • Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
  • Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
  • Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

 Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen

Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren - Mette Frederiksen - i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.

Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”

Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.

Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet

Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens stærke topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.

De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.

Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.