Politikeres syge udnyttelse af orlovsreglerne

Søren Skafte,

05/02/2020

Den ”velfærdspolitiske”chef i den borgerlige tænketank CEPOS mener, at der bør fyres flere ledere i det offentlige. Argumentet er, at sygefraværet blandt personalet er en god indikator for ledelsens evne til at sikre et godt arbejdsmiljø med motiverede medarbejdere.

Den velfærdspolitiske chef har en pointe. Sygefravær koster årligt de offentlige kasser 30 milliarder kroner og er et stort samfundsøkonomisk og politisk problem.

Reglerne på området blev strammet i 2014 af et flertal i Folketinget. På dette tidspunkt var den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister. Hvor man tidligere havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, inden det skulle vurderes, om man opfyldte et af kriterierne for at få forlænget ydelsen, blev den periode nu sat ned på 22 uger.

Lønmodtagere jaget vildt

Lønmodtagere, der er sygemeldt over en længere periode, bliver dermed automatisk en del af sygedagpengesystemet, hvor kommunen løbende har en pligt til at vurdere, om man stadig er uarbejdsdygtig. En vurdering, der typisk foretages ved, at jobcenteret tager en samtale med den sygemeldte, løbende indhenter lægedokumentation og eventuelt har en dialog med arbejdsgiveren. Mange sygemeldte lønmodtagere føler sig som jaget vildt, og kontakten med jobcenteret, gør, at mange føler sig mistænkeliggjort.

Politikeres misbrug

Folketingsmedlemmer, Regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere skal på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.

Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.

Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Sagerne viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag anerkendte sygdomme, og omgangen med sygemeldinger ret lemfældig.

Jakob Engel-Schmidt

Venstremanden Jakob Engel-Schmidt var fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten var sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der var begået et påstået seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde. Den påståede misdæder er siden blevet pure frifundet ved Landsretten.

Rune Lund

Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen

Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod

Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Politikeres lemfældige omgang med sygeorlov gør ikke de offentlige lederes indsats for at nedbringe sygefraværet i Danmark nemmere.