Regeringsuro i Italien – igen, igen

Søren Skafte,

25/01/2020

Europa-Kommissionen fremlagde den 22. januar 2020 sine idéer til den konference om Europas fremtid, som efter planen lanceres på Europadagen den 9. maj 2020 og varer i to år.

Kommissionens bidrager hermed til debatten om konferencen om Europas fremtid — et projekt, som skal give europæerne større indflydelse på, hvad Den Europæiske Union gør, og på, hvordan det fungerer for dem. Konferencen vil bygge på tidligere erfaringer såsom borgerdialoger, samtidig med at der indføres en bred vifte af nye elementer med henblik på at øge dens omfang og styrke borgernes muligheder for at påvirke fremtidige EU-tiltag.

Kommissionen foreslår to parallelle spor i debatten. Det første om hvad Unionen bør søge at opnå: bl.a. kampen mod klimaændringer og miljømæssige udfordringer, en økonomi, der tjener alle, social retfærdighed og lighed, Europas digitale omstilling, fremme af vores europæiske værdier, styrkelse af EU's stemme i verden samt styrkelse af Unionens demokratiske grundlag.

Det andet spor bør fokusere på emner, der specifikt vedrører demokratiske processer og institutionelle spørgsmål: navnlig spidskandidatproceduren og tværnationale lister til valg til Europa-Parlamentet.

Imens - i Italien, i Rom!

I Italiens hovedstad Rom, hvor Rom-traktaten eller Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev indgået 25. marts 1957, var man fløjtende ligeglad med de overvejelser, som Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, havde gjort sig om Europas fremtid.

Opmærksomheden var udelt rettet mod den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio, der netop onsdag den 22. januar 2020 fratrådte som politisk leder af Femstjernebevægelsen – M5S.

Luigi Di Maio, der har være leder af M5S siden september 2017, voksede op i Napoli's korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et regulært job. Han har i de sidste 10 år været full-time aktivist for 5-stjernebevægelsen, og han blev i 2013 indvalgt i Deputeretkammeret.

Den nu 33-årige Di Maio har selv motiveret sin fratræden med, at han ikke som udenrigsminister kunne håndtere den krise som 5-stjernebevægelsen befinder sig i, hvor der hver dag er parlamentsmedlemmer, der forlader partiet. Tiden nærmere sig, hvor regeringens parlamentariske grundlag simpelthen er borteroderet.

Ny regering i Italien?

Di Maios fratræden som partileder vil ikke umiddelbart få konsekvenser for den italienske regering, men regeringspartneren – det socialdemokratiske Partido Democratica, PD, er ikke begejstret.

Medlem af det italienske andetkammer, Senatet, Vito Crimi, der er formand for Femstjernebevægelsens vedtægtsudvalg, vil umiddelbart overtage ledelsen af partiet og indtil der kan vælges en ny partileder på en kommende partikongres.

De finansielle markeder reagerede umiddelbart negativt på regeringsuroen, men kurserne på italienske statsobligationer rettede sig da det stod klart, at regeringen ville fortsætte.

Di Maios tilbagetræden sker få dage før weekendens regionalvalg i Emilia Romagna, hvor Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, truer med at bryde PD’s 75-årige uafbrudte dominans.

Hvis det sker, kan den fem måneder gamle regeringskoalition næppe overleve.

Tilbagegang for M5S

5Stjernebevægelsen opnåede ved parlamentsvalget i 2018 33 pct. af stemmerne, men siden er tilslutningen faldet markant, og i de seneste meningsmålinger opnår de kun omkring 16 pct.

At der på de indre linjer har været ballade i M5S er åbenbart for enhver. Di Maios interne kritikere beskyldte ham for at koncentrere magten i en snæver kreds af rådgivere og dermed er bevægelsens oprindelige folkelige appel forsvundet. Samtidig har bevægelsen været delt mellem dem, der mener, at de skal fastholde den oprindelige ikke-ideologiske tilgang til samfundets problemer og dem, der favoriserer en langsigtet progressiv alliance med socialisterne i PD.

Di Maio blev valgt til 5-stjerners chef i 2017, og under hans ledelse vandt bevægelsen valget i 2018, men med 33 pct. ikke nok til at danne regering alene.

Regeringskoalition med Liga

Efter langvarige forhandlinger indgik M5S i en regeringskoalition med Salvinis parti, Lega (tidligere Lega Nord), og med den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister.

Som leder af det største regeringsparti blev Di Maio vicepremierminister, industriminister og arbejdsminister.

Imidlertid var Matteo Salvini som indenrigsminister (og vicepremierminister) regeringens stærke mand og insisterede på en benhård indvandringspolitik og kritisk tilgang til EU og kravene herfra til en stram økonomisk politik i Italien.

Lega oplevede stigende folkelig opbakning, mens tilslutningen til M5S svandt, og i sommeren 2019 prøvede Salvini at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som ifølge meningsmålingerne ville give ham regeringsmagten.

Liga fik 15,5 pct. pct. ved parlamentsvalget i 2018, men over 34 pct. ved EU-parlamentsvalget i maj 2019. Efterfølgende meningsmålinger viste fortsat stigende tilslutning til Liga.

Tirsdag den 20. august 2019 meddelte Giuseppe Conte i en tale i senatet, at regeringen trådte tilbage. Baggrunden var, at Salvini den 8. august havde bebudet en mistillidsdagsorden til sin egen regering og havde krævet det ferierende Parlament samlet i Rom.

Det lykkede imidlertid ikke for Matteo Salvini at fremtvinge et valg.

Regeringskoalition mellem M5S og PD

Ganske overraskende lykkedes det Giuseppe Conte og Di Maio – med hjælp fra republikkens præsident, Sergio Mattarella - at nå til enighed med PD, som herefter trådte ind i regeringen i stedet for Liga.

Det forlød, at Luigi Di Maio personligt var skeptisk over for at slutte sig sammen med PD, men mange af Femstjernebevægelsens parlamentarikere var imod et valg. Det hed sig endvidere, at bevægelsens stifter, Beppe Grillo, overtalte Di Maio.

I den nye regering blev Di Maio udenrigsminister.

Siden valget har mere end 30 M5S-parlamentarikere i Deputeretkammeret og Senatet forladt partiet, og flere venter på at træde ud og dermed hænger regeringens flertal i Deputeretkammeret i en tynd tråd.

Hvor går de hen – til sardinerne?

5-Stjernebevægelsens oprindelige folkelige appel beroede på en nærmest anarkistisk, apolitisk og ikke-ideologisk tilgang til de problemer almindelige italienske borgere stod over for. Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Tilhængerne havde ingen tiltro til de etablerede partier, og væsentlige spørgsmål blev afgjort ved internetafstemninger. Tilhængerne kunne på én og samme tid være tilhængere af NATO, mod EU og indvandring og for borgerløn. Mange er utvivlsomt skuffede over de kompromisser regeringsansvaret har nødvendiggjort, og for mange er både PD og Liga helt uspiselige.

Nogle M5S-aktivister er blevet sardiner. Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der har fået tag i Italien de sidste uger. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien. I midten af december demonstrerede 40.000 italienere. Protesterne retter sig især mod lederen af Liga, Matteo Salvini, men kun billeder af sardiner er tilladt ved demonstrationerne – ingen partisymboler og røde faner.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på en højtråbende, uendelig og ustoppelig valgkampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

Hvem er Matteo Salvini?

For fem år siden var Matteo Salvini netop blevet genvalgt som italiensk medlem af Europa-Parlamentet og var netop blevet valgt til leder af det, der dengang hed Lega Nord. Partiet havde dengang som mærkesag at skille Italiens industrielle nord fra resten af landet.

I sin ungdom var Salvini, der voksede op i Milano i en mellemklassefamilie, stærkt venstreorienteret, men han skiftede holdning: I 2014 markerede Salvini som ny leder af Lega en ny og mere nationalistisk dagsorden.

 Nu er den 46-årige Matteo Salvini den mest magtfulde politiker i Italien. – Capo di tutti capi! Tidligere tiders kritik af Syditalien er afløst af en voldsom afvisning af indvandrere, muslimer og andre uønskede mindretal. Kritikken af E U er utilsløret og på den måde er ligaen blevet den mest indflydelsesrige højrefløj i landet, der har kannibaliseret på det traditionelle center-højre, herunder Silvio Berlusconis Forza Italia.

Selvom Italien var blandt grundlæggerne af EU skal man ikke forvente, at en kommende regering under Matteo Salvinis ledelse vil bidrage konstruktivt til udviklingen af det europæiske samarbejde. Tværtimod.