Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.
VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.
En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.
Resultatet er, at i 2019 giver Danmark minimum 385 millioner kroner til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.
Dansk Folkeparti vender rundt på en tallerken
Pludselig mener Dansk Folkeparti at det er ”rystende” og kræver øjeblikkelig handling fra regeringen.
Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viser resolut handlekraft.
Espersen bekræfter dermed og er et synligt udtryk for Dansk Folkepartis deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.
Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.
Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma. Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.
Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?
