Med den retoriske vinkling af udligningsudspillet forsøger socialdemokratiet en relancering af klassekampen hvor den nye skillelinje er dit postnummer. Ikke din indtægt, dit uddannelsesniveau eller din profession. Særligt hvis din kommune har et lavt postnummer kan du forvente en gennemført socialdemokratisk udskamning.
Mennesker med helt almindelige indtægter, men med forkerte postnumre, er den nye hovedmodstander i den nye socialdemokratiske klassekamp. Eller mere præcist: det vil være dem der taber mest hvis socialdemokratiet vinder kampen.
Der er nemlig faggrupper – særligt offentligt ansatte – der kommer til at bidrage ekstra til den nye socialdemokratiske klassekamp, måtte de lykkedes med deres foretagende. Hverken skolelæreren fra Gentofte, SOSU-assistenten fra Lyngby-Taarbæk eller pædagogen fra Rudersdal har en nævneværdigt højere indtægt end deres kolleger i de modtagne kommuner. Kommunerne agerer mellemled, men i sidste ende er det faggrupper som disse der betaler prisen for den relancerede socialdemokratiske klassekamp hvis socialdemokratiet vinder. Når der udstedes en regning er der kun skatteyderne til at betale.
I den oprindelige klassekamp kæmpede socialdemokraterne, i egen selvforståelse, for bedre levestandard mv. for mennesker med almindelige indtægter, men det er nu en betingelse for, at opnå socialdemokratiets gunst at disse mennesker samtidig har de rigtige (typisk høje) postnumre.
Socialdemokratiet overser særligt 3 elementer når de fortæller os, at de rige kommuner skal bidrage mere: 1) rige kommuner er ikke nødvendigvis lig med rige borgere, og 2) kun borgerne i de udskældte kommuner kan betale den regning, og 3) Dem med almindelige indtægter taber mest på den socialdemokratiske øvelse.
Meget passende kan man også inddrage Arne-vinklen når socialdemokratiet spiller til ildebrand imod bestemte postnumre. Alle husker fra valgkampen, at ”nu er det Arnes tur”. Arne findes også i Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Rudersdal, og ja – nu blev det så Arnes tur til at finansiere jyske håndboldhaller – mens han fortsat må vente på det som socialdemokratiet stillede ham i udsigt ifm. valgkampen.
Samlet set en meget usympatisk socialdemokratisk relancering af klassekampen, der målrettet går efter deres egne kernevælgere, men i alle krige er der som bekendt omkostninger og – trist som det er – så er det her nok en kalkuleret krigsskadeomkostning fra socialdemokratisk side.
Måtte sosserne ikke få held med deres foretagende, og måtte de betale prisen for at udskamme store dele af dette land.
