Skat bliver forvaltet helt urimeligt

Ikke angivet Ikke angivet,

25/01/2020

Som privat skatterådgiver bliver man chokeret over forvaltningen af skattereglerne – og jeg vil nedenfor give et eksempel.

Lad os antage, at en mand ved navn Peter driver virksomhed via et anpartsselskab. Selskabet har en omsætning på 10 mio. kr. Desværre er der sket det uheldige, at Peter har mistet alle sine udgiftsbilag i forbindelse med en flytning. 

Nu kommer Skattestyrelsen og anmoder om alle udgiftsbilagene – og Peter må forklare, at han har mistet bilagene.

Nu har skattemyndighederne to muligheder. Hvis man er flink, vil man skønne over udgifterne. På baggrund af bogføringen, kontoudtog fra banken, branchekendskab og tidligere års regnskaber skønner man måske de fradragsberettigede udgifter til 8 mio. kr. Hvis det svarer til det selvangivne, sker der ingen skatteforhøjelse.

Hvis skattemyndighederne er hårde, kan man imidlertid nægte fradrag for samtlige udgifter med henvisning til, at der ikke er eksterne bilag, der opfylder formalia-kravene i bogføringsloven. Selskabet bliver nu beskattet af hele omsætningen på 10 mio. kr. 

Bagefter kan skattemyndighederne beskatte Peter af samtlige hævninger, der er foretaget på selskabets bankkonto med henvisning til, at der ikke er eksterne bilag, der dokumentere, at udgifterne vedrører selskabet, hvorfor SKAT har lov til at antage, at det er private hævninger.

Vælger skattemyndighederne den hårde løsning, vil selskabet og Peter med stor sandsynlighed gå konkurs.

Hvis Peter og hans selskab har fået den hårde tur, må det være ekstra bittert at vide, at skattemyndighederne kunne have valgt en anden løsning, der var meget mildere – og stadig 100 % korrekt.

Og hvis Peter spørger sagsbehandleren, hvorfor han fik den hårde tur – når andre i en tilsvarende situation har fået den milde tur, er svaret blot – ”klag hvis du er utilfreds”.

Det får Peter desværre ikke meget ud af, da klageinstanserne og domstolene vil give Skattemyndighederne medhold.

Kan vi leve med, at det er sagsbehandlerens præference for resultatet, der bestemmer hvordan juraen skal forvaltes?

Navnlig når forhøjelserne er så store, at det er velfærdstruende for skatteborgeren, bør man forlange ekstra forsigtighed af skattemyndighederne.