Når Socialdemokratiet trods omfattende lempelser i udlændingepolitikken hårdnakket påstår, at der ikke er rykket et komma i selvsamme, skyldes det, at man har omdøbt en del af udlændingepolitikken til erhvervspolitik. På den måde har socialdemokraterne via sproglig manipulation forsøgt at skabe sig selv et frirum, hvor beskyldninger om løftebrud effektivt kan fejes af banen. Man skal nok selv være socialdemokrat for at abonnere på denne form for logik – for os andre ligner det til forveksling et monumentalt løftebrud.
Brudte valgløfter er ikke noget nyt under solen – ikke mindst i udlændingepolitikken. Udlændingepolitikken har i flere årtier og med god grund været blandt de vigtigste og også mest profilerede temaer ved valg efter valg til Folketinget. Problemerne i kølvandet på indvandringen fra primært muslimske lande er store og støt voksende, og et flertal af danskerne bekymrede.
Derfor er der rigtigt mange stemmer i at love, at man vil beskytte Danmark mod indvandring og islam. Omvendt er det stort set uden konsekvenser ikke at gøre det alligevel. Magten skifter måske nok lidt fra højre til venstre og tilbage igen, med enten DF eller de Radikale som dukkefører i kulissen. Men retningen for Danmark fortsætter desuagtet, og den retning er med nogle graders forskel den samme – den forkerte.
Skiftende regeringers brudte valgløfter hører ikke til i småtingsafdelingen. Efter valget i 2015 var det Lars Løkke Rasmussens løfte om en ”straksopbremsning”, der viste sig at være en and. For da migranterne først bankede på ved grænsen, blev døren åbnet på vid gab og man lod dem vælte ind i Danmark, hvor de fleste stadig befinder sig. Senere kom Marrakech-aftalen med et mål om en mere ordnet migration med dertil hørende rettigheder for de migrerende, samt en pressedækning, der serverer det hele i et blødere lys.
Ved seneste valg til Folketinget i juni 2019 lovede Socialdemokratiet, at der ikke ville blive ændret så meget som et komma i den brede og såkaldt stramme udlændingepolitik, hvis partiet fik befolkningens tillid og dertil nøglerne til regeringskontorerne. På trods af, at et sådant løfte naturligvis er uladsiggørligt at holde med et parlamentarisk flertal sikret af Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, lod tilstrækkeligt mange vælgere sig forføre, og den resulterende knaldrøde regering og parlamentariske grundlag har i mellemtiden ikke spildt tiden i forhold til at få lempet udlændingepolitikken i en ruf.
Herunder med en hurtig og effektiv undergravning af det højt besungne paradigmeskifte, der skulle sikre fokus på hjemsendelse i stedet for integration, og som blev vedtaget af den sidste regering med støtte fra blandt andet Socialdemokratiet. Men nu kan udlændinge, herunder flygtninge, familiesammenførte og medfølgende familie til arbejdstagere, der har fået inddraget eller nægtet forlængelse af deres oprindelige opholdsgrundlag, alligevel bli
De radikale kalder det med stor selvtilfredshed, at der er blevet slået hul i paradigmeskiftet. Jeg er yderst sjældent enig med de Radikale, men i dette tilfælde er jeg helt enig. Den slags sproglig præcision har dog vist sig at være for skrap kost for Socialdemokratiet, da det jo er en direkte italesættelse af partiets løftebrud.
Og derfor har man i Socialdemokratiet omdøbt udlændingepolitiske lempelser til erhvervspolitik, og mener dermed åbenbart, at man fortsat kan se befolkningen i øjnene og fremføre, at man ikke har flyttet et komma i udlændingepolitikken. Om man internt i Socialdemokratiet stadig kan se sig selv i spejlet og hinanden i øjnene, skal jeg dog ikke kunne udtale mig om.
