Boganmeldelse: Anders Samuelsen - en ildsjæl og hans familie

Fortalt til Hanne Sindbæk: "Anders Samuelsen – Comeback kid", 256 sider, 300 kr

Ole Olesen,

12/11/2013

Fortalt til Hanne Sindbæk: "Anders Samuelsen – Comeback kid", 256 sider, 300 kr., People'sPress. Netop udkommet

 

Af Ole Olesen

 

”Det er Anders' historie, men min bog”. Sådan skriver erhvervsjournalisten Hanne Sindbæk i forordet til denne forrygende bog om Anders Samuelsens liv og politiske karriere, selvom det nu er svært at se, hvem der er hvad. Især fordi den er skrevet i jeg-form med Anders som jeg'et. Men det er også lige meget, for den er resultatet af et meget vellykket samspil og baseret på et samvær over fem intensive interviewdage i et hus på Mallorca, hvor kun de to var til stede.

Det var hårdt for Anders, som ikke mindedes, at han nogensinde havde været alene sammen med et andet menneske i så lang tid. Allerede her får læseren lagt den første af de mange brikker til den mosaik af en rastløst dynamisk personlighed, som dannes efterhånden, som man flyver gennem siderne. Man kan næsten ikke vente på at blive færdig – og begynde at genlæse.

Bogen er en historie om Anders' politiske liv fra vuggen og til i dag, og da hans liv stort set er identisk med hans politiske liv, er hans politiske venner nærmest en del af familien. 

Han  havde oprindelig spurgt, om Hanne Sindbæk kunne hjælpe ham med en bog om ledelse. Hun mente imidlertid, at der ville komme en bedre bog ud af at skrive om hans liv, inlusive historien om Ny Alliances storhed og pinlige fald. Bogen drejer sig dog selvfølgelig også om ledelse. Faktisk sagde Anders nogle ting om ledelse, som den erfarne erhvervsjournalist aldrig havde hørt af de rigtigt mange andre ledere, hun har været i kontakt med. For eksempel sagde han, at det er en vigtig lederegenskab, at man ikke er bange for at blive ydmyget.

Længere henne i bogen, hvor han efter Ny Alliances forlis står ålene tilbage, siger han med karakteristisk ydmyghed: ”Det har aldrig været meningen, at jeg skulle være lederen (det var oprindelig Naser Khader, anm.). Der var bare ikke rigtig andre tilbage. Jeg er ikke den fødte leder. Jeg er den fødte erstatning. Bogstavelig talt. Jeg kom til verden som erstatning for et barn, mine forældre mistede.”

Men det, man ikke selv har eller kan, det kan man finde hjælp til hos andre, hvis man tør spørge. Og det gør Anders. Hanne Sindbæk fremhæver netop det som et væsentligt træk hos ham, måske fordi bogprojektet startede med, at han bad hende om hjælp. Hvis han møder nogen med ressourcer, der kan hjælpe eller bruges, så spørger han bare. I alle forhold, også private. Det fremgår mange steder i bogen.

Det første attentat mod Det Radikale Venstre

Anders blev i bogstavelig forstand født ind i politik. Hans far, gymnasielærer Ole Samuelsen, var radikal og sad i Folketinget fra 1968 til 1973, og Anders mødte allerede på sin treårs fødselsdag hele partiets top som gæster hos sine forældre, inklusive daværende statsminister Hilmar Baunsgaard. Den lille dreng havde fået et cowboysæt og en pistol i fødselsdagsgave og plaffede uden skånsel løs på gæsterne fra det pacifistiske parti. ”Det var mit første attentat mod Det Radikale Venstre.” Humor og selvironi var blandt de andre gaver han fik med fra sine forældre, som han skildrer kærligt og loyalt.

Faderen mistede sit mandat ved jordskredsvalget i 1973, hvor De Radikale gik fra 27 til 20 mandater, et slag han aldrig forvandt, og som nok var det, der trak ham ud i alkoholisme og skilsmisse. Anders Samuelsen fortæller åbent og sobert om disse og og andre personlige forhold og demonstrerer dermed overbevisende, at Hanne Sindbæk så rigtigt, da hun holdt fast i, at de skulle tegne et portræt af hele hans liv. Dér hører Ole Samuelsen i den grad med som en far, der fulgte sine børn tæt og ringede til dem hver dag lige til sin tidlige død som kun 63-årig i 1996. ”Men”, som storesøster og partikammerat i Liberal Alliance (LA) Mette Bock sagde ved kisten, ”rammen han har sat om vores liv, vil bestå – herfra og ind i evigheden.” Det er ikke det eneste sted i bogen, hvor man får tårer i øjnene.

Anders' medlemskab af de Radikale var en del af arven fra faderen, men partiet kunne ikke i længden holde trit med ildsjælens liberale utålmodighed. Han blev valgt ind i Folketinget i 1998 og var et langt stykke af vejen et dynamisk medlem af gruppen med en socialliberal profil og et godt forhold til Marianne Jelved. Men han fik efterhånden en oplevelse af, at den kulturradikalisme, de Radikale, som han siger, var så stolte af, ikke længere var progressiv og åben. Det kom med en karakteristisk, præcis stilsikkerhed til udtryk i et interview med Weekendavisen, hvor han sagde, at det jo ikke var så underligt, at de Radikale var et lille parti, når ”vi elsker forbryderne, hader militæret og vil have samtlige flygtninge til Danmark.” Den udtalelse scorede han ikke points på i partiets top.

Frustrationen voksede, men i første omgang slap han fra den ved at stille op til Europaparlamentet i 2004 og blive valgt. Der gik ikke længe før han fandt sammen med først Naser Khader fra sit eget parti og derefter med Gitte Seeberg, der sad i parlamentet for de Konservative. Han delte på forskellig måde frustrationer med dem begge. Og det hele endte jo så med, at de i maj 2007 sammen stiftede Ny Alliance (NA), som Leif Mikkelsen sluttede sig til kort efter.

Inden de gik i gang, havde Naser og Anders sagt ordentlig farvel til Marianne Jelved, som havde betydet meget for dem begge to. Det skete over en kop kaffe i hendes køkken. Kaffe uden latte og afsked i en lidt trykket stemning.

Læren fra Ny Alliance

Det nye parti startede som en succes, men blev hurtigt en trist historie og endte som en fiasko. De var dårligt forberedt, og den nødvendige indbyrdes tillid var ikke til stede, specielt ikke hos Gitte Seeberg. Det måtte gå galt, og det hjalp ikke, at først Gitte Seeberg og umiddelbart efter også Malou Aamund forlod partiet. Det hjalp i første omgang heller ikke at skifte navn til Liberal Alliance eller, at Naser Khader forlod LA kort efter navneskiftet. LA fik 0,0 procent i en Gallup. ”Hvis det havde været en bolig, kunne LA ikke engang være blevet annonceret som et ”håndværkertilbud”. Det var en ruin,” skriver Hanne Sindbæk. Humor kan også bruges, når man kan øjne galgen.

Anders accepterer at overtage formandsposten efter at have været i kontakt med Lars Seier fra Saxo Bank, der allerede gennem nogen tid havde støttet det ”gamle” parti (NA). Derfra starter den lange, lange kamp, der fører LA frem til, hvad det er i dag. Der er mange gode grunde til, at bogen hedder "Comeback kid"!

Det har været rigtig hårdt arbejde, og LA har taget ved lære af de sørgelige erfaringer. Eller som Anders selvironisk siger i bogens epilog: ”Måske skyldes det, at vi gik fallit med NA. Jeg har hørt, at mange i USA kun vil investere i mennesker, der har prøvet at gå fallit, for de er både mere realistiske og arbejder hårdere.” 

En afgørende investor har været Lars Seier, der som bekendt har støttet økonomisk. Han var med fra et tidligt tidspunkt, og han holdt fast også efter ”fallitten”. Loyaliteten var gensidig: På et tidspunkt, hvor Seier var bekymret for, at massiv beskydning af banken i pressen ville skade partiet, tilbød han at trække sig. Men, med et direkte citat af Anders: ”Lars, det kommer ikke til at ske ... Du var der for mig og partiet, da vi var dårlig presse for banken. Jeg vil ikke have hængende på mig, at du skal presses ud af hensyn til partiet. Glem det!” Det gjorde Seier. Heldigvis.

En af de sørgelige erfaringer fra NA var den manglende topledelse og den store forvirring omkring udmeldingerne fra partiet. Erfaringer, som også kendes fra Fremskridtspartiets problemer med ”landsbytosserne”. Det har LA i allerhøjeste  grad taget ved lære af, og afsnittene om, hvordan Anders har rekrutteret holdet, og hvordan LA skaber sammenhold i truppen er noget af det mest interessante i bogen.

Liberal Alliance bygges op

Et af problemerne i NA havde været, at Anders og kompagni ikke magtede at lave en rigtig plan for, hvad de ville med partiet og hvordan. Derfor bad de – helt efter Anders' sædvanlige model – allerede i det gamle partis tid Lars Seier om hjælp til at formulere en strategi. Med endnu en selvironisk formulering: ”Vi havde brug for nogen, der havde erfaring med at lave succes ud af ingenting.” Klart sprog om, hvad problemet er. Og Lars Seier havde det første, korte svar: ”Hvis man lægger en rationel plan, og man har et ordentligt produkt, og man sørger for at eksekvere, så skal det her kunne lade sig gøre”.

Den metode kunne også bruges i det nye parti, og det var ikke det store problem at få fastlagt de fire grundpiller i LA's program: lavere skat, øget vækst, effektivisering af den offentlige sektor og større personlig frihed. Det var heller ikke, hvis man skal tro bogen, det store problem at få accept af, at topstyring er en nødvendighed. Det viste den gamle historie fra Fremskridtspartiet, og det viste de friske erfaringer fra NA. Derfor skulle nye spidskandidater udvælges med professionel seriøsitet. Og det gjorde topchefen. Lad mig nævne et par eksempler:

Jeg tillader mig at nævne 180Graders redaktør, Ole Birk Olesen, først. Der var det luksusproblem med ham, at han blev betragtet som ultraliberalist. Kunne han være en holdspiller? Det overbeviste han Anders om, og han beskrev senere bredden i partiets liberalisme ved at sige, at LA er ligesom et tog, der kører mod Skagen. Vi er alle sammen enige om retningen, men nogle vil gerne stå af i Aarhus, mens andre vil køre hele vejen. Et fremragende eksempel på en måde at kommunikere på, som klart og enkelt fortæller folk, hvad partiet står for.

Joachim B. Olsen var ikke kun interessant, fordi han var kendt. Han var også interessant, fordi han havde elitesportsmandens erfaring med umenneskeligt slid og den psyke, der byder ham at være 100 procent til stede, når startskuddet lyder, uanset hvor nervøs han har været inden. Han har sikkert kunnet nikke genkendende til, hvad Anders' marathontræner engang – han har faktisk løbet marathon i Berlin - sagde til ham: stå aldrig af i et løb, for så lærer kroppen, at det er en mulighed. Du skal gennemføre, uanset hvad.

I hvert fald sagde Joachim efter nogen overvejelse ja. Måske var Anders' afgørende argument, at her var der ingen chancer for medaljer, men mulighed for at påvirke udviklingen i det land, Joachims børn vokser op i. Foreløbig har han dog scoret mange points til en fortjenstmedalje for hårdt arbejde og god kommunikation med stor gennemslagskraft. Tænk bare på Fattig-Carina!

Thyra Frank skal også lige nævnes. Egentlig ikke som politiker, men som et menneske med helt usædvanlige kvaliteter. De er allerede fremhævet i en anmeldelse af portrætbogen om ledelse med hjertet, som stadig står i 180Grader, men det skal med her, at de i partiet kalder hende den levende lykkepille. Ren naturmedicin.

Netværker

Anders har i det hele taget trukket på sin fantastiske evne til at skabe kontakter og danne netværk gennem hele sin politiske karriere. Også i erhvervslivet. Og ikke kun kontakter til Lars Seier, Asger Aamund og Lars Kolind, der er aktivt med i partiet, men også kontakter til personer fra den øverste top som for eksempel Michael Pram Hansen fra A.P. Møller og Eric Rylberg, den tidligere koncernchef i ISS. Han har mange at sige tak til, og han slutter da også bogen med at sende en dybtfølt tak til alle dem, han har fået mulighed for at trække på.

Man får respekt for Anders Samuelsen ved at læse denne bog, som har appel langt ud over liberale kredse – jeg har lige mødt en imponeret forhenværende socialdemokratisk borgmester, der har købt den.

Brug den som en meget velegnet julegave!

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

Kilde: