Den abstrakte moralske retorik om demokrati, rettigheder og det almene vel, som demokratismens filosoffer betjener sig af, afsløres af Krarup som det rene hykleri og dækker over – eller røber netop – en ideologisk retfærdiggørelse af politiske særinteresser. Tilsvarende er kulturradikalismens erklærede humane mål blot en taktisk tilsløring af viljen til magt, der i sidste ende skal legitimere potentielle overgreb på det enkelte individ.
