Svend Brinkmann er ude med sin nye bog: "Stå fast - et opgør med tidens udviklingstendens". Og jeg er personligt hamrende begejstret for, at en mand med Svend Brinkmanns position i samfundet, tager vores samfundstendenser op til revision og med en ironisk tilgang piller den fra hinanden qua filosofien.
Et dejligt friskt pust til en pubertær, urimelig og ganske omklamrende tendens i tiden - om at være konstant på vej.
Hvor kvantitet altid slår kvalitet. Hvor nærvær er blevet sært og hvor fravær er blevet kært. Vi er bedøvede turister der farer fandenivoldsk afsted uden retning. Vi er rodløse, sjæleløse og eksistensløse. Vi kender ikke eget ansvar, har glemt samfundsansvar - alt imens vi forbander samfundet der tager ansvar. Ved siden af forguder vi adfærdsguruer sat i verden af selvsamme samfund og æder deres mangen livsanvisninger råt.
Vi eksekverer deres kommandoer ukritisk, men sidder søndag aften ligevidt forvirrede og irriterede over mandagen. Vi lever efter fredagen, men glemmer i farten onsdagen. Vi forventer i morgen og fornemmer aldrig i dag.
Vi savner hinanden, men fravælger hinanden som aldrig før - mest af alt fordi ingen længere tør. Tør vælge og herunder også fravælge. Tør mærke og herunder også være. Mennesker med begge ben på jorden hænger ikke på træerne og alligevel forventer vi at de gør. Græsset er ikke længere grønt, der hvor du vander det, men kun på den anden side. Ironisk thi vi går fra en side vi ikke engang kender og forventer en bedre vi heller ikke kender.
Jeg er oprigtigt glad for, at et afsavn jeg længe har haft, nu vinder frem qua Brinkmann. Stoicismen og dens memento mori livsfilosofi, hvor begrebet taknemmelighed fylder og hvor man lærer at trives med sine egne begrænsninger. Tænk, om dette ikke lød negativt, men istedet fremstod ganske forventeligt.
Tænk om vi voksne, med hvilke der påhviler et tungt ansvar, at være rollemodeller og gode forvaltere, af en meningsfuld tilværelse for de fremtidige generationer, turde stå fast på jorden og vise fremtidige menneskelige mennesker, at livet ikke er så slemt, når blot man har karaktersvaghed nok til at nyde det, som Sokrates udtalte det.
For som Brinkmann skriver det så smukt:
"Børn og unge mennesker skal udvikle sig og være fleksible - derom hersker ingen tvivl - men voksne skal kunne stå fast."
- Svend Brinkmann - "Stå fast", 2014.
Tænk, hvilket samvær vi kunne have med hinanden, om vi blot forstod at stå fast på os selv og agere herefter i og med hinanden.
