Velfærdsstatens kontraøkonomiske opbygning og markedskonkurrence | Liberaletanker.dk

I sidste indlæg om Martin Ågerups bog "Velfærd i det 21. århundrede" tager jeg fat på at kritisere hans beskrivelse af velfærdsstatens faser under dens opbygning. 

Indlægget er blevet på 11.000 ord. Det er de færreste, der tager sig tid til at læse det, så her gengiver jeg blot min konklusion fra indlægget:

Jeg har forsøgt at vise, at alle tre af Martin Ågerups implicitte antagelser er forkerte i forbindelse med velfærdsstatens spæde start. Hvis jeg har gjort et godt stykke arbejde hermed, håber jeg at du kan se, hvorfor Martin Ågerups resterende analyse af velfærdsstaten er forfejlet. Velfærdsstaten var et kup imod den private produktion af det Martin Ågerup kalder “velfærdsydelser”. Hver eneste krone der er brugt på velfærdsstaten, har medført et tab for samfundet, fordi pengene er brugt på en “krigsindsats”, hvis udfald var, at den frivillige sektor blev kvast af den voldelige.

Det største kritikpunkt er Martin Ågerups fuldstændige mangel på behandling af investeringsspørgsmålet, og hans mangel på forklaring på metoderne staten brugte, da den skabte det statslige velfærdssystem. Disse to elementer synes jeg er vigtige, og derfor, da jeg tilsyneladende ikke magter at fatte mig i korthed, blev mine kritiske indlæg enormt lange.

Det efterfølgende forløb, hvor velfærdsproduktionen blev skaleret op, er ligeledes umulig at identificere som en bevægelse fra punkt A til punkt B eller C på kurven. Der er ikke nogen “kurve”, da transaktionerne ikke demonstrerer de økonomiserende individers præferencer for hver af de enkelte homogene goder, og derudover er den optimale størrelse på velfærdssektoren ikke en fast størrelse, man kan beregne. Hver ændring af forbrugernes præferencer skubber på den optimale velfærdssektors størrelse, hvert nyt produkt, hver ny teknologi, hvert eneste valg for den individuelle forbruger, ændrer på forbrugernes allokering af ressourcer. Forbrugerens valg mellem at købe en tid i konsultationen hos sin læge, kontra at betale for alle andre mulige goder, er altid genstand for ændring. Lidt firkantet sagt: Hvis forbrugeren har brugt pengene på en ny smartphone, må han nødvendigvis udskyde sit besøg hos lægen. På den vis konkurrerer alle goder mod hinanden.

Der er derfor ikke et spørgsmål om vi befinder os ved punkt A, B eller C, når vi skal vurdere, hvor stor den offentlige sektor bør være. Den offentlige sektor er destruktiv af natur, og skal derfor afskaffes. Jo mere den bliver reduceret, jo bedre. Hvis den bliver afskaffet helt, opnår samfundet den største gevinst, beholdes den som den er, opnås ingen gevinst. Vækstkrisen som Martin Ågerup også taler om, er også et udslag af størrelsen på den offentlige sektor. Det har jeg forsøgt at argumentere for via investeringsmekanismerne, der gør sig gældende i den offentlige kontra private sektor. Jeg har forsøgt at vise, at det kun er den private sektor, der kan opbygge kapital, fordi det er kun denne sektor, der kan beregne hvor kapitalen kan investeres med kapitalopbygning for øje. Den offentlige sektor kan ikke opbygge kapital, men kan kun forbruge den. Hvis den offentlige sektor reduceres, reducerer samfundet spildet af kapital, og genvinder muligheden for at investere kapitalen frem for at forbruge den.

Hvad angår konkurrence, har det frie marked ikke problemer med at klare de fænomener, som Martin Ågerup tror, at konkurrencestyrelsen kan håndtere. Sagt lidt direkte, så tror Martin Ågerup, at det offentlige kaos er bedre til at regulere den private sektor, end markedet er det. Konkurrencestyrelsen selv er et planøkonomisk værktøj, uanset Martin Ågerups lovprisning af denne institution. Denne fejltagelse vil han tilmed have indført i den offentlige sektor. Heldigvis, kan man sige, behøver skaden ikke nødvendigvis at være så stor, når man indfører planøkonomi oveni en planøkonomi. Skaden er meget større, når man indfører planøkonomi, hvor der tidligere var en markedsøkonomi.

Trods de teoretiske problemer er Martin Ågerups bog dog et rimeligt forsøg på forslag til at forbedre den offentlige sektor, men kritikken af det bestående system hviler på nogle forfejlede fundamentale antagelser. Martin Ågerups forslag om skattelettelser er den bedste ingrediens i hans velfærdsopskrift. Det vil blive spændende at se, om vi i fremtiden ser, at politikerne inddrager nogle af Martin Ågerups forslag til forbedringer.

På trods af min kritik af bogen, synes jeg det er vigtigt at tippe med hatten til Martin Ågerups forsøg på at komme med et moderat ændringsforslag til velfærdsstatens system. Hans idéer er ikke dårlige, og hans reformforslag er meget større, end det vi normalt ser diskuteret. På den front skal Martin Ågerup have tak for at vise modet til at foreslå reformer i en størrelsesorden, der vil få betydning for den almindelige danskers liv, frem for de almindelige små “reformer”, der ikke betyder ret meget.

Jeg håber, at nogle af læserne kan drage nytte af at læse om forskellene i analysemetoderne mellem østrigerskolen og public choice skolen. Jeg mener, at bogen er et udmærket køb, blot man holder sig for øje, at bogens vigtigste bidrag er indsigterne i de arbejdsgange i det offentlige (både for produktion samt for udformningen af lovene), der er kritisable. Her gør Martin Ågerup et godt stykke arbejde, og viser mange af de uhensigtsmæssige beslutninger, der sjældent kommer til debat. Jeg blev klogere af bogen, og det er altid en dejlig oplevelse.

God fornøjelse.

Læs artikel

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere