Afgørende kræfter i Venstres bagland vrager Løkke og Jensen

I løbet af de seneste par dage har lokale kræfter i Venstres bagland afholdt møder for at afklare, hvem de bakker op om som formandskab i Venstre

Claes Theilgaard,

27/08/2019

I løbet af de seneste par dage har lokale kræfter i Venstres bagland afholdt møder for at afklare, hvem de bakker op om som formandskab i Venstre. Særligt mange øjne var rettet på mødet mandag aften, hvor kommuneformændene fra Region Midtjylland efter endt mødet klart kunne konkludere, at de ønskede både ny formand og næstformand i Venstre.

Region Midtjylland regnes for klassisk Venstreland, hvor partiet traditionelt nyder stor opbakning. Derfor vejer regionens beslutninger også tungt internt i partiet, og eftersom kommuneformændenes beslutning lægger sig til lignende beslutninger taget i Nordjylland og Syddanmark, spidser det nu til for partiformand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

De lokale kræfter i Midtjylland støtter Løkkes forslag om at fremrykke landsmødet, men vil altså bruge dette til at vælge nyt formandskab. Ingen andre har endnu meldt sig på banen i kapløbet om formands- og næstformandsposten i partiet, men som en af mødedeltagerne kryptisk sagde ifølge Jyllands-Posten: ”Der er mange gode mennesker i Venstre”.